Betty Blue

Med romanen tager Philippe Djian os med på en tour de force gennem sindets mørke egne - med den smukke, men dybt utilregnelige Betty i front.

 Da fortælleren Zorg har kendt Betty i en uge, dukker hun op på hans dørtrin med alle sine ejendele. Zorg lever et stille og ukompliceret liv som alt-mulig-mand på et afsides motel. Et liv, han er vældig godt tilfreds med, men som Betty hurtigt finder formålsløst og kedsommeligt. Betty drømmer nemlig om at finde lykken i form af penge og succes, om at være den, der er ovenpå, og som ikke behøver at finde sig i noget. Men efterhånden som tiden går, knuses hendes drømme én for én, og hun hvirvles gradvist længere og længere ind i et vanvid, der får fatale følger.

Med Betty har Philippe Djian skabt en vildt fascinerende kvindefigur. Hun er smuk, sensuel - og dybt desperat, drevet af en tvistet indre logik, som ”normale” mennesker har svært ved at følge. Forholdet mellem Zorg og Betty er præget af, at de i bund og grund ikke har de samme drømme og håb og slet ikke går ind for de samme metoder til at opnå dem. Men i sin kærlighed til Betty bliver også Zorg mere og mere suget ind i den syge logik, der er Bettys, og pludselig kan alt forsvares.

Det er befriende, at vi ikke får en forklaring på Bettys uforudsigelige opførsel, og hvor hendes dybe desperation stammer fra. Det er ikke en psykologiserende roman, der via en masse pseudorealistiske tilbageblik prøver at forklare, hvorfor Betty er, som hun er. Hun dukker op ud af det blå, og ligesom fortælleren må vi acceptere, at vi egentlig ikke ved noget om hende. Det gør dog ikke bekendtskabet mindre fascinerende, snarere tværtimod.

'Betty Blue' er en meget filmisk roman, og tempoet er højt. Den er filmatiseret i 1986 med Béatrice Dalle og Jean-Hugues Anglade i hovedrollerne. Det er en af de få filmatiseringer af bøger, jeg virkelig finder vellykket, blandt andet fordi Béatrice Dalle er skræmmende troværdig som den desperate Betty.