70 digte : et udvalg

Læsningen af de 70 udvalgte digte fra Marianne Larsens forfatterskab er ligeså sitrende og underfuld en rejse som selve livet.

En af landets dygtigste digtere blev 70 år d. 27. januar i år. Samme dag udkom hendes seneste digtsamling den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september. Denne udgivelse og den runde fødselsdag gav anledning til nærværende udgivelse af udvalgte digte fra Marianne Larsens imponerende forfatterskab. Udgivelsen er den anden af sin slags, idet den første samling af Larsens digte, ’Udvalgte digte 1969-82’, udkom på Borgen i 1983.

Udvalget i dette digtudvalg er, ligesom i 1983, foretaget af Asger Schnack i samråd med Marianne Larsen. Det er meget velvalgte digte, der både omfavner en kronologi og de enkelte digtes kvalitet. Kronologien giver forståelse for Larsens udviklingen over tid, mens de nøje udvalgte digte viser hendes sublime forståelse for og udfoldelse af sproget.

Marianne Larsens første digt udkom i 1969 i Danmarks poetiske kravlegård; poesitidsskriftet ’Hvedekorn’. Herefter fulgte hendes første værk ’Koncentrationer’, som udkom i 1971. Digtudvalget fører læseren fra disse helt spæde spadestik op gennem et væld af fabulerende digte, der ændrer form og indhold, men samtidig indeholder en genkendelig stemme. Den poetiske rejse fører læseren helt frem til 2018, hvor ’Sviml ud’ udkom.

Da udvalget er en samling af digte, giver samlingen et unikt, tidsligt indblik i og overblik over Marianne Larsens forfatterskab. Helt fra starten har Larsens digte været omgivet af en lethed. Ikke nødvendigvis en humørmæssig lethed, men en sproglig lethed, som giver digtene karakter af drømme. Hendes ord svæver balanceret over papiret, og tempoet tilpasses elegant til tekstens væsen. Digtenes indhold skifter over tid, og Larsen har tydeligvis ikke været bange for at afsøge nye, poetiske afkroge i sit eget sind og i verden omkring sig. Derfor ses en indholdsmæssig udvikling: De spæde digte er svøbt i surrealismens uforudsigeligheder, men over tid skifter digtene ham og udstråler en konfrontationsmodernistisk og udadvendt skrivestil.

Allerede tidligt i Larsens forfatterskab ser man et af hendes særlige kendetegn; en opfindsom konstruktion af ord, så de på én og samme tid fremstår som fremmede og sært genkendelige. Disse ord skaber et sitrende rum, der indfanger livets væsen. Et eksempel er digtet ’hvidligt’ fra digtsamlingen ’21 digte’ (1972):

”hvidligt / sagte svæveord / vintergækkerne er tavse / af lykke jeg / kender dem ikke / påfugledrøbler / nålefingre / længsel ved mærkeligt kød / at være menneske / sidder ved siden af”.

Med disse særegne sætnings- og ordkonstruktioner viser digteren læseren, hvordan sproget må udvides for på den ene side at forstå og mærke den verden, der omgiver individet, men som samtidig, som man især ser senere i Larsens forfatterskab, giver selvsamme individ en sproglig mulighed for at løsrive sig fra social tvang og et dikterende samfund.

Netop Larsens forsøg på en løsrivelse fra samfundets undertrykkende karakter fordrer, at hun konstant forholder sig til det omkringliggende og omskiftelige samfund, hvorved hun ganske vist har fundet sig et sprog, men ikke er gået i stå.

Afrundingsvis vil jeg fremhæve den afdøde digter Michael Strunge, der påpegede, at hvis man ikke kender sine digtere, kender man ikke sin sjæl. ’70 digte – Et udvalg’ giver i høj grad læseren mulighed for at lære en af landets dygtigste, nulevende digtere at kende. Og jeg vil udvide Strunges citat ved at tilføje, at man gennem kendskabet til Marianne Larsens forfatterskab ikke kun lærer sin sjæl, men også verden omkring sig bedre at kende.