Par i disede haver

Marianne Larsens digte er disede drømmeagtige og alligevel krystalklare. Indhyllet i mosekonebryg rejser sproget sig fra siderne, så det næsten er til at tage og føle på. Mærk selv efter …

Anbefalet af bibliotekar Laura Michelsen, Tårnby Bibliotek

 
Marianne Larsen er, hvad man må kalde en meget stabil og produktiv dansk lyriker. Siden 1971, hvor hun debuterede med digtsamlingen ”Koncentrationer”, har hun udgivet mindst én digtsamling om året. At man har at gøre med en habil poet, er man da heller ikke i tvivl om, når man læser nogle af hendes seneste digte. ”Par i disede haver” består af 51 korte, koncentrerede tekststykker af indiskutabel sproglig ynde og stringens.
 
Væsentlige temaer er naturen, menneskets berøring med den, sproget, erindringen, og især tiden er gennemgående viet stor opmærksomhed.
 
Hun stiller skarpt på øjeblikket, som i digtet ”Klart vejr”: ”Netop der hvor jeg står på stigen, omgivet af grene og æbler, er det lykkelige når det er mest klart” eller i ”Vilde jasminer i min lejlighed”: ”Det skarpe lys i dag er der måske kun fordi tiden som sådan står på klem ind til en anden dags endnu skarpere lys: / Et øjeblik er de kridhvide jasminer i min lejlighed. / Et øjeblik er det sådan jeg bor.”
 
Flere af digtene rummer også en pudsig bagvendt gentagelse, der virker som at se en film spillet først forfra og så bagfra, frem og tilbage i en tid, der er alt andet end lineær, som i ”Stranden er øde”: ”Da andre pludselig dukker frem ved en pynt forude. / Noget så stort og vandrende som andre kommer nærmere og nærmere og dukker pludselig frem / ved en pynt forude.” og de sidste linier i "Dér": ”Den ene bølge efter den anden. / Fra havet går vi tilbage til vores cykler og kører til / havet.”
 
Optagetheden af sproget er et særkende for Marianne Larsen, der også i disse digte forsøger at søsætte sproget på en ny måde. At puste liv i det ved at danne nye ordforbindelser og sætte kendte ord og begreber i nye, overraskende omgivelser, så betydningen forskydes og dermed udfordrer læserens forestilling om meningsfuldhed og tingenes plads i verden.
 
Ordene vrider og vender sig i øregangene, flyver rundt på jagt efter landingsbanen for almindelig sproglig logik, men forulykker og opløses i forunderlig ordmusik.
 
Op fra siderne stiger lugten af skumringståge, lyden af fugle, der letter og havets brusen og minder om, at digte som disse skal sanses snarere end læses. Åbner man sig for denne mulighed, er der en meget smuk oplevelse at hente i mødet med disse disede, drømmeagtige og alligevel krystalklare digte.

Borgen, 2004.  57 sider


Læs Marianne Larsens forfatterportræt


Lån bogen på