37 postkort

Digterinde Djørups 37 postkort rummer livet i al sin enkle storhed. Det er sansende, abstrakt og konkret på samme tid og et must-read for alle, der har prøvet at føde et barn. (Post)Kort og godt!

Titlen alene har allerede afsløret en del: Her er at gøre med 37 digte – nogle ganske kort, andre lidt længere – som alle nemt kunne være nedfældet bag på et postkort. Og netop ”postkortet” som en litterær form bør man holde sig for øje, når man læser digtsamlingen: Pladsen på et postkort er be- og afgrænset, og må derfor forvaltes derefter. Hvert ord – og hver bar plet – får stor betydning. Og som Djørup selv udtrykker det:

”vi har det godt og få ord synes som sædvanlig at sige det meste”

At ”få ord synes at sige det meste” kan betegnes som digtsamlingens motto, idet begrebet enkelhed flyder som en åre fra start til slut – over og under broer, som også er et gennemgående motiv. I de første digte er digterinden gravid, og jeg er intet mindre end fuld af beundring over, hvor fint, hvor troværdigt og hvor netop enkelt, Djørup har formået at mane den sært udefinerbare følelse af både styrke og skrøbelighed frem, som en graviditet kan forårsage. Det er alt og intet på samme tid, og da barnet knap halvvejs i digtsamlingen kommer til verden, opstår en ny tilstand:

”ud af manglen på søvn vokser en ukendt sans”

Enhver, der har været dér, ved, at det er sandt. At det præcis er sådan, det er. Personligt gik det først op for mig i det øjeblik, jeg så det på tryk.

Størstedelen af de 37 postkort er skrevet under fremmede himmelstrøg, og på den måde går geografi og kvindens indre og ydre forandringer hånd-i-hånd. Men i de sidste digte mærkes det, hvordan drømmen om Amerika (helt konkret) er blevet afløst.