90'er-generationens prosaiske værker peger i mange forskellige retninger, æstetisk såvel som tematisk. Hvis man alligevel skal forsøge at kategorisere dem, kan det hævdes, at de på den ene side viderefører 60'ernes høje grad af form- og sprogbevidsthed: Værkerne peger med lyrisk konsekvens på, at de er konstruerede, at de er gjort af sprog og fantasi, at de er litteratur.
Og påstår i den forstand en uafhængig status fra samfundet og den virkelige verden. På den anden side kan det paradoksalt nok hævdes, at 90'er-prosaen - til forskel fra 80'er-litteraturen - har forsonet sig med virkeligheden og udviser reel interesse for verden omkring den; bl.a. vender realismen tilbage som stilart i 90'erne. Helle Helle (f. 1965) er een af de markante 90'er-forfattere, der arbejder i spændingsfeltet mellem poesi og realitet. Artiklen her sætter fokus på, hvordan den hyperrealistiske stil i hendes romandebut 'Hus og hjem' (1999) sætter virkeligheden i (og på) spil.
Af litteraturstuderende Marie Louise Büchert
Helle Helles Hus og hjem
"Jeg lægger mig op for at sove. Jeg kan ikke finde på andet." (s. 36). Det er marts, og Helle Helles 30-årige hovedperson og fortæller, Anne, er netop vendt tilbage til sin barndomsby på landet efter 14 år i København. Hun har købt hus sammen med kæresten Anders, og er taget alene i forvejen for at male og sætte i stand, inden Anders kan færdiggøre sit job og flytte efter i starten af april.
Men tiden flyder ud for Anne: flyttekasserne forbliver upakkede, havebænken rusten, og vasketøjet efterlades på sin snor trods kraftig regn. Til gengæld udfører hun et væld af overspringshandlinger - madlavning, læsning, cigaretrygning, vindrikning - og forsøger gradvis at nærme sig det miljø, hun forlod, da hendes forældre døde.
Med naboerne Svend og Ellen, barndomsveninderne Charlotte og Anita og byens sporty, ugifte præst Jens som centrale skikkelser, leder hun efter sin opvækst og baggrund, og gennemlever en psykologisk udvikling af de store i forsøget på at omdanne huset til et hjem. Spørgsmålet om, hvorvidt det lykkes, placeres afslutningsvist åbent hos læseren.
Hus og hjem er overfladisk betragtet holdt i et typisk realistisk stilleje. Værket udspiller sig teatralsk over et halvårligt forløb med punktnedslag på månederne marts, juni og september. Det fungerer centralperspektivisk med Anne som jeg-person. Og situationerne fortælles nøgternt, konstaterende som neutrale gengivelser af eksakte handlinger:
"Jeg sidder ved havebordet med opvaskebaljen foran mig. Når jeg er færdig med en kartoffel, dypper jeg den i vand og lægger den i gryden. Indimellem lægger jeg kniven fra mig og lytter efter en bil ude på gaden." (s. 185).
Graver man sig ned under overfladen, indeholder 'Hus og hjem' imidlertid kræfter, der modvirker en traditionel illusionsrealisme. Værkets rammer er kun flydende angivet: Tid og sted kan identificeres delvist, men forbliver ikke-specifikke og abstrakte. Anne giver sig ikke af med forklaringer, og hendes ofte modstridende, irrationelle handlingsmønster ophæver enhver form for realistisk kausallogik. Og den nedtonede, minimalistiske sprogtone kammer næsten over og bliver symbolsk.
På den måde understøtter værkets form og indhold hinanden, for Annes identitetssøgen er netop karakteriseret ved uoverensstemmelsen mellem hendes handlinger udadtil og følelser indadtil. På samme måde som de ikke-realistiske formelementer pulserer under en poleret overflade, lurer Annes indre liv i krogene, mens det holdes i kort snor.
Problemet synes fremvokset med hendes manglende evne til at samtale. Helle Helle ridser i kommunikationens overflade og efterlader huller i sproget, der konstant antyder, at det væsentlige er usagt - at intet er, som det burde:
" - Vil I høre en vittighed om en bokser, der får noget op i røven? siger Anders, og jeg ved, det er en af den slags vittigheder, han vil græmme sig over, at han fortalte, når han vågner i morgen, et stykke op ad dagen, med tømmermænd og tilbagevendende skyldfølelse over at have drukket for meget og sagt for meget. - Lad os høre den, siger jeg." (s. 147).
På den måde etablerer Helle Helle en forbindelse mellem sprog og identitet, der - meget utraditionelt for realismen som formsprog - giver anledning til metafiktive overvejelser over forholdet mellem litteratur og liv, mellem fiktion og virkelighed.
Realisme og virkelighed
I forhold til det metafiktive lag og Helle Helles sprogbrug i 'Hus og hjem' bliver værkets æstetiske metode centralt. Modsat traditionel illusionsrealistisk praksis er Anne som romankarakter stiliseret og ufuldstændigt tegnet. Hun fremstår snarere som eksempel på en mennesketype end som en hel person, og modvirker på den måde, at romanens læser kan identificere sig endegyldigt med hende.
I stedet inddrages læseren i en egen psykologisk udvikling. Helle Helles sproglige huller i samtaler og sammenhænge fremstiller Annes skjulte indre liv voldsomt vibrerende som værkets egentlige, centrale omdrejningspunkt. Hvis læseren vil forstå romanens pointe, må han/hun altså aktivt udfylde hullerne, selv forløse værket ved at tilføre den fraværende erkendelse.
På den måde knyttes erkendelsen om Annes liv til refleksioner over læserens eget liv, ligesom de almene metafiktive overvejelser om liv og virkelighed kobles til det specifikke ved læserens personlige liv.
I den forstand er 'Hus og hjem' illustrativ for 90'er-prosaen, der - overordnet betragtet - ofte arbejder med læseraktivering som æstetisk praksis. Og i den forstand er Helle Helles psykologiske hyperrealisme forskellig fra traditionelle realistiske former.
På et i hvert fald teoretisk plan illustrerer den, hvordan nutidige forfatteres tidsoplevelse, individopfattelse og virkelighedsbegreb har ændret sig i forhold til tidligere generationers. Hvor illusionsrealismen fremstiller et sammenhængende, fuldstændigt univers, fremstiller Helle Helle et usammenhængende, personafhængigt univers.
Hvor erkendelsen i traditionel realisme er statisk og universel, bliver den hos Helle Helle dynamisk og partikulær. Hvor realismens typiske tidsbeskrivelse er kausalt fremadskridende, udtrykkes den hos Helle Helle og 90'er-generationen som punkter uden logisk forbindelse. På samme måde er en typisk entydig fremstilling af individet erstattet af et fokus på dets mangetydighed - som Anne (og Helle Helles læser) optræder det i forskellige roller, der sagtens kan være indbyrdes modstridende.
"Man kan ikke slå søm i med ordet hammer," skrev en dansk forfatter engang. Og heri ligger den helt overordnede forskel mellem illusionsrealismen og 90'er-generationens prosa: Hvor illusionsrealismen foregiver at slå søm i, at være selve virkeligheden, peger de nyere realistiske former på, at de er ord og sprog.
At de nok beskriver virkeligheden, men ikke er den. Sværere er det at vurdere, hvorvidt 90'er-prosaen indholdsmæssigt opfatter den virkelige verden på en beslægtet, tidstypisk måde. Helle Helles forfatterskab præsenterer en verden, der er smertefuld og psykisk, præget af ensomhed, traumer og uforløste konflikter.
Og man kan da også konstatere en vis tematisk interesse for menneskets eksistentielle grundvilkår i prosaen generelt. Men 90'er-prosaen er kompleks og peger - som nævnt indledningsvist - i flere retninger, ligesom eksistentialismen ofte peger mod almene, ahistoriske vilkår. Lad mig derfor holde det tidstypiske på et teoretisk plan:
Forfatterne deler en opfattelse af, at virkeligheden består af mange lag og fragmenter, der aldrig vil kunne beskrives udtømmende i litteraturen. Og når litteraturen højest kan behandle enkelte dele af en større virkelighed, er det rigtig interessante vel også snarere, hvordan disse dele behandles, end hvorvidt de hænger sammen.
Litteratur og samtid
I en samtale med Per Krogh Hansen afviste Helle Helle for et par år siden, at de problemer, hun behandler i sit forfatterskab, skulle være karakteristiske for 90erne: "Mit forfatterskab er et dårligt eksempel på tiden." Set udefra er det imidlertid oplagt at tolke hendes realistiske formsprog som en direkte refleksion over vores samtid.
Problemerne i 'Hus og hjem' kan løses ved at arbejde med sproget, på samme måde som mange løsninger i nutidens videns- / informationssamfund kan findes i kommunikationsmåder. Et andet symptomatisk træk ved verden i dag er manglen på overordnede historier og sammenhængende forklaringsmåder.
Et træk, der kan aflæses i Helle Helles brud med illusionsrealismens kausallogik og helhedstænkning. Som en række af tidens øvrige prosaister, indskriver Helle Helle verden som en konstruktion, som et netværk af usammenhængende systemer - og virkeligheden som en bagvedliggende realitet, snarere end som forklarende realistisk univers.
Videre læsning
Af beslægtede danske 90er-forfattere - der også benytter et realistisk formsprog til at spille med og mod virkeligheden - kan nævnes
Solvej Balle (debut allerede i 1986, men brød først igennem i 1993 med værket Ifølge loven),
Merete Pryds Helle (debut 1990),
Naja Marie Aidt (debut 1991),
Pablo Henrik Llambías (debut 1996),
Jan Sonnergaard (debut 1997),
og Simon Fruelund (debut 1997),
men der findes naturligvis mange flere - også udenlandske.
Af faglige redegørelser for og analyser af 90er-litteraturen kan anbefales følgende værker:
Anne Toft og Dorte Øberg: Det litterære væksthus - Forfatterskolen og prosaen 1987-96. Odense Universitetsforlag, 1997.
Erik Skyum-Nielsen: Engle i sneen. Lyrik og prosa i 90erne. Gyldendal, 2000.
Gunilla Hermansson: Mellem det korte og det lange. Undersøgelser af dansk 90'er-prosa: Solvej Balle, Helle Helle og Pablo Henrik Llambías. Forlaget Spring, 2000.
Hal Foster: The Return of the Real. The MIT Press, 1999.
Neal Ashley Conrad m.fl. (red.): Perspektiver i nyere dansk litteratur. Forlaget Spring, 1997.
Kommentarer