Litteraturen havde i det 20. århundrede til opgave at beskrive arbejder- og fabrikskulturen. Men har litteraturen stadig en stemme, når computeren har erstattet samlebåndet og fabrikken er digitaliseret? Det mener journalist ved Politiken, Matthias Dressler-Bredsdorff den har.
"Kære lille du, jeg har i lang tid villet skrive til dig, men fabriksarbejdet ansporer ikke synderligt til at føre en korrespondance". I foråret 1935 var den franske filosof Simone Weil kortvarigt suspenderet fra sit arbejde hos togfabrikanten Alstom. Suspensionen kom som en velsignelse. På fabrikken led den spinkle og skrøbelige Weil af migræner og kronisk træthed. Det var først, da hun kom på tvungen pause, at hun følte sig i stand til at skrive til sine venner om, hvad hun oplevede, som om det at tale om arbejdet til andre forudsatte en vis afstand fra det.
I sine dagbøger om livet på fabrikken, på fransk samlet under titlen ’La Condition ouvrière’, tørrede skriften dog aldrig ud. For Weil var en kvinde med en mission: Hun ville forstå arbejdets natur, forstå rutinen, mærke, hvad det gør ved kroppen og sindet at blive en del af maskinen. Store dele af bogen er ikke specielt ophidsende, variationer over sætninger som "producerede 500 maskindele mellem 11.30 og 15". Men lige præcis det er pointen. Som om en sand gengivelse af arbejdets rutine forudsætter en rutinepræget stil. At gøre det repetitive exceptionelt, dramatisk, ville være at forvanske det. Det er udfordringen ved at gøre hverdagen til kunst.
Computeren er, hvad fabrikken var
Da Weil skrev, var fabrikken samfundets paradigmatiske arbejdsplads. Sådan er det ikke i dag. I 2019 er det måske snarere måden at arbejde på end stedet, man arbejder, der er afgørende. Computeren, og den digitale verden, er blevet for det 21. århundrede, hvad fabrikken var for det 20.
Fra den danske samtidslitteratur er arbejdet dog, bortset fra eksempelvis Jonas Eikas roman Lageret Huset Marie, relativt fraværende.
I hovedsagen, og ikke kun i litteraturen, fremstilles arbejdet som bagtæppe for handlingen, snarere end genstand for den. Og ja, eskapisme fra hverdagen har alle dage været en af fiktionens funktioner. Men alligevel. Det forhold, at de fleste af os bruger 8 timer om dagen, fem dage om ugen, på at lave noget, der tilsyneladende er så relativt dødssygt, at kunstnerne i hovedsagen ikke gider at beskæftige sig med det, er ikke just opmuntrende.
Når samtalen falder ud
I Asta Olivia Nordenhofs i øvrigt gode digtsamling det nemme og det ensomme, er problemet sat på spidsen. "jeg vil tale om arbejde", står der på første linje af det sidste digt. Men det gør hun ikke, taler om arbejde. I stedet vender hun den om og skriver: "jeg vil tale om det portræt der tegnes af det menneske som ikke arbejder". Et fint projekt, men også symptomatisk på en mangel.
For når man taler om repræsentation, taler man altid om politik og æstetik på samme tid. Det fysiske samfund er uløseligt fra de billeder, vi gør os af det, og når vi ikke er i stand til at hidkalde os de rigtige billeder, foretager vi de forkerte valg – eller vælger repræsentanter, der ikke repræsenterer os. Det er det, ’De gule veste’ i Frankrig, gjorde opmærksom på: at der i dag i Europa eksisterer store flader af repræsentationsfri zoner, en slags fiktionshuller i landkortet, hvor samtalen falder ud, hvor dækningen hører op.
De sidste års politiske omvæltninger på begge sider af Atlanten har båret vidne om, hvad der kan ske, når tavsheden slår tilbage, når de, der ikke føler sig repræsenteret, med ét kræver repræsentation. Det har mindet om, at klassesamfundet er et æstetisk såvel som økonomisk faktum, og retten til at konsumere sin livsverden som fiktion er ikke alle givet i lige mængder. De herskende billeder er stadig de herskende klassers billeder.
Til gengæld er det også igennem fortællinger, vi kan komme til at føle de andres liv, kan mærke dem som psykiske og ikke bare fysiske virkeligheder. Med et folketingsvalg i sigte trænger spørgsmålet sig derfor på: Har vi de repræsentationer, vi fortjener? Fører vi en litteratur- og kulturpolitik, der gør os i stand til at forstå os selv?
Indtil videre er svaret for store dele af samfundet: nej.
Af Mathias Dressler-Bredsdorff, journalist ved Politiken. Klummen er oprindeligt bragt på Politiken.dk, den 2. marts 2019
Kommentarer