Fiktionens verden vrimler med troldmænd, tryllestave, sværdsvingende helte og blodtørstige vampyrer. Fantasygenren er populær som aldrig før. Men hvad er fantasy, hvor kommer genren fra, og hvad kan den genre, som ingen andre genrer kan?
Af Mathias Clasen, cand.mag. og ph.d.
Nu om stunder er der fantasy alle vegne. Boghandlere og biblioteker bugner af tommetykke fantasyromaner med titler som Ravnenes hvisken og Ravneringene, amerikansk tv-drama har taget genren til sig, eksempelvis The Witcher og Game of Thrones, og i computerspil som Elder Scrolls kan man udkæmpe drabelige kampe mod drager og onde troldmænd i et eventyrligt univers. For blot få årtier siden var fantasygenren nærmest tabu i dansk litteraturformidling, men fantasy som fortælleform har eksisteret i århundreder. Genrens oprindelse fortaber sig ganske vist i forhistoriens tåger, og det er meget vanskeligt at sætte fingeren på genrens præcise udgangspunkt. Men sikkert er det, at fantasy er kommet for at blive.
Fantasygenren er beslægtet med science fiction og overnaturlig horror, fordi disse tre genrer helt centralt omhandler universer, begivenheder og væsener, som på afgørende vis adskiller sig fra ’vores’ verden, den empiriske verden. "De fantastiske genrer" bruges således ofte som samlebetegnelse for disse genrer—ikke fordi værkerne i disse genrer nødvendigvis er fantastisk gode, det er de langt fra allesammen, men fordi genrerne befatter sig med mærkværdiggjorte, ikke-empiriske fiktive universer.
Science fiction-genren tager udgangspunkt i et videnskabeligt verdensbillede og opstiller tankeeksperimenter, der ganske vist afviger fra den empiriske virkelighed, men som typisk ikke strider mod det, vi ved om fysikkens love. Det er principielt muligt, at vi en dag finder ud af at sende bemandede rumskibe til andre solsystemer eller bygge robotter, der kan tænke og føle som mennesker, eller rejse til paralleluniverser. På den måde er science fiction-genren i en vis forstand fantasygenrens diametrale modsætning, idet fantasygenren opstiller et univers, hvor fysikkens love undergraves, afvises og sættes mere eller mindre ud af spil. I fantasygenren er der flyvende, ildspyende drager; magiske evner og genstande; træer der kan tale og gå, og så videre. Den overnaturlige horror er således tættere på fantasygenrens verdensbillede end science fiction-genren er, idet overnaturlig horror omhandler urealistiske væsener og begivenheder som vampyrer, varulve, okkulte forbandelser og rædselsvækkende dæmoner.
Noget fantasy foregår udelukkende i en eventyrverden og har ingen henvisninger til ’vores’ verden, den empiriske verden. Den slags fantasy kaldes ofte high eller epic fantasy, og den opdigtede verdenen hvori historierne foregår kaldes en otherworld eller sekundær verden. Sådanne verdener minder som regel om middelalderlige feudalsamfund og er befolket med overnaturlige væsener. Dennis Jürgensens mammutroman Dystopia fra 1989 er et godt eksempel. Her må lysets kræfter udkæmpe en drabelig kamp mod ondskaben i landet Dystopia, hvor der findes besynderlige væsener som Eudaimoner og de uhyggelige drageagtige skikkelser Vrisslarer. Tolkiens berømte serie om Ringenes herre (1954-1955) er også episk fantasy og foregår udelukkende i den eventyrverden, Midgård, som Tolkien så nøje beskrev.
Andre fantasyhistorier udspiller sig dels i den verden, vi kender, dels i en eventyrlig otherworld. Den slags fantasy kaldes almindeligvis low fantasy. Betegnelsen low fantasy dækker også over historier, der udspiller sig i vores verden, men med magiske indslag, eller hvor der viser sig at være en skjult dimension eller verden inden i eller parallelt med vores. Eksempelvis starter J. K. Rowlings velkendte serie om Harry Potter (1997-2007) i et ganske almindeligt engelsk forstadskvarter, men snart introduceres læseren til den magiske verden, der eksisterer parallelt med den empiriske verden. I C. S. Lewis’ romaner om eventyrlandet Narnia (1949-1954) finder nogle børn i et klædeskab en magisk portal mellem vores verden og Narnia. I Dennis Jürgensens Krøniker fra Kvæhl (1988-1990) opdager børnene Arnold og Catharina, at de har en magisk evne til at rejse til det vidunderlige og uhyggelige eventyrland Kvæhl. Tilsvarende er det karakteristisk for den populære undergenre paranormal romance, hvor en menneskekvinde forelsker sig i et overnaturligt væsen, at vores almindelige verden viser sig at rumme magiske kræfter og overnaturlige væsener. Serier som L. J. Smiths Night World (1996-1998) og Charlaine Harris’ romaner om Sookie Stackhouse (2001-2013) beskriver en genkendelig verden, som viser sig at gemme på mere end vi almindeligvis antager; mere end det videnskabelige verdensbillede kan rumme, såsom mytologiske væsener som varulve og vampyrer.
Meget fantasylitteratur er tydeligt inspireret af tidligere tiders folkeeventyr, sagn, myter og religiøse fortællinger, og det er derfor svært at sætte fingeren på genrens opståen. Bibelen er fuld af fantasyelementer (slanger der kan tale, overnaturlige væsener og helte med magiske evner), men man kan næppe sige at Bibelen er en fantasyroman—den er i hvert fald ikke tænkt som fiktion. Fantasyelementer findes i den tidligste bevarede litteratur, for eksempel det babylonske helteepos Gilgamesh, der er mange tusind år gammel. Men fantasygenren, som vi kender den, krystalliseres i 1800-tallet, bl.a. med romaner som Lewis Carrolls 'Alice i Eventyrland' (1865) og bliver for alvor populær i vores del af verden efter 2. Verdenskrig, navnlig med Tolkiens Ringenes herre-serie som for mange er indbegrebet af fantasy, og som fastlagde mange af genrens klichéer. Serien brød for alvor igennem i USA i slutningen af 1960erne, hvor bl.a. hippie-bevægelsen fattede sympati for de fredselskende, småstenede hobbitter, der drog i kamp mod den imperialistiske ondskab.
I Danmark bliver fantasylitteraturen først rigtig udbredt og populært i 1980’erne. I 1970’erne var dansk børnelitteratur præget af en betongrå socialrealistisk æstetik—litteratur for børn skulle helst handle om virkelige problemer i virkelige samfund. Heldigvis spirede fantasien op gennem al den grå betonrealisme, og blomstrede i fortællinger som Knud Holtens fantasyfortælling 'Spejl-Ørkenens Gåde' (1982), Bjarne Reuters 'Shamran' (1985) og Dennis Jürgensens 'Knusum Kranikum' (1988). Lars-Henrik Olsens Erik Menneskesøn (1986) har træk af fantasy, men trækker på nordisk mytologi i historien om Erik, der bliver transporteret fra vores verden til de nordiske guders rige. Siden er flere dygtige danske fantasyforfattere kommet til, for eksempel Josefine Ottesen, Lene Kaaberbøl og Kenneth Bøgh Andersen.
Fantasylitteraturen kan være nok så urealistisk på overfladen med alle de ildspyende drager og trylleformularerne og de fjerne verdener. Men fantasy er også langt mere end det, og noget af det, der gør genren interessant er, når den også er psykologisk realistisk og skildrer menneskets møde med det utrolige, det fantastiske, det rædselsfulde. Den handler om fiktive personers forsøg på at løse reelle problemer og overvinde forhindringer. Eller når fantasy også er socialt realistisk og skildrer menneskelige interaktioner og relationer i al deres kompleksitet. Den eventyrlige ramme gør således den realistiske skildring mere interessant. Tag Harry Potter som et eksempel. Umiddelbart er historiens præmis jo håbløst urealistisk: En dreng opdager, at han er troldmand og har magiske evner og sendes på troldmandsskole for at lære at kæmpe mod magiske mørkemagter. Men Harry Potter-bøgerne handler jo om mere end det, de handler om at vokse op, de handler om afsavn og tryghed, om jalousi og forelskelse, om mobning og socialt tilhørsforhold. Det er temaer, der er relevante for læsere i alle aldre, og historierne bliver kun mere spændende og dramatiske ved at finde sted i en utrolig, fantastisk verden, hvor alt kan ske, hvor de store temaer trækkes op, og hvor selv den mest undseelige, bebrillede knægt kan tage kampen op mod mørkets grusomme magter.
Kommentarer