Bog

Stendød

Af (
2010
)

Anmeldelse

Stendød af Charlaine Harris

28 jun.10

Vampyrer, varulve, en tankelæsende servitrice - og en seriemorder, som ikke kan fordrage hamskiftere. Sookie Stackhouse er på banen igen.

TV3 har i øjeblikket stor succes med tv-serien ’True Blood’, som baserer sig på Charlaine Harris’ bøger om Sookie Stackhouse, den tankelæsende servitrice fra den lille by Bon Temps. Heldigvis går det hurtigt med at få oversat bøgerne til dansk.

Sookie prøver at holde sig uden for de overnaturlige samfund, som eksisterer side om side med menneskenes, men det er svært. I bind fire blev hendes bror, Jason, bidt af en varpanter, og nu står han for at skulle forvandles selv. Sookie er nervøs for, hvordan han klarer det, men umiddelbart lader det til at gå godt.

Men da flere hamskiftere kort efter bliver skudt af en snigskytte, finder Sookie ud af, at var-gruppen mistænker Jason for at stå bag. Samtidig udsættes hun selv for et brandattentat, og hun involveres yderligere i sin varulve-ven, Alcides, problemer, da hans far stiller op som fører for varulve-flokken. Der er med andre ord lagt i kakkelovnen for masser af spænding og dramatik, når Sookie endnu engang ufrivilligt bliver blandet ind i andres problemer.

Selvom man sikkert godt kan synes godt om ’Stendød’ uden at have læst de tidligere bøger i serien, vil jeg dog anbefale at starte fra begyndelsen. Det giver en bedre indføring i hele universet, som omfatter både vampyrer, varulve, feer og de andre mytiske væsner, der lever side om side med menneskene i Charlaine Harris’ univers.

Det lyder umiddelbart mærkeligt, men det lykkes Harris at gøre universet virkeligt, og det er morsomt at følge Sookies opdagelser af de andre væsner. Desuden er Sookie en sympatisk hovedperson med en vidunderlig selvironi, som man ikke kan andet end at holde af.

Jeg holder meget af Sookie Stackhouse-bøgerne, og selvom jeg synes, at plottet denne gang var lidt rodet, og gerningsmanden ikke var specielt svær at gætte, følte jeg mig alligevel vældig godt underholdt. Ikke mindst fordi Charlaine Harris har en fin humor, der løfter bøgerne op over det trivielle.

’Stendød’ er ikke den bedste bog i serien, men ikke desto mindre er det stadig både underholdende og spændende at følge med i Sookies ualmindelige liv. Så kom bare med bind seks i en fart ...

Bogdetaljer

Secondary title
True Blood, 5
Forlag
Lindhardt og Ringhof
Oversætter
Stig W. Jørgensen
Faustnummer
28336683
Graphic
Mark Airs
ISBN
9788711426326
Antal sider
318

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer