Forfatter
J. R. R. Tolkien
Tolkiens mytologiske trilogi Ringenes herre er et af de største litterære fænomener nogensinde, og Tolkien er en uudtømmelig inspirationskilde indenfor litteratur og medier.
J.R.R. Tolkien kaldes fantasy-litteraturens fader, og selvom han ikke var den første, der skrev fantasy-litteratur, var han den, der gjorde genren populær. Den verden han skabte i sine tre største værker: The Hobitt, or There and Back Again (1937, på dansk under titlen Hobitten, eller ud og hjem igen), The Lord of the Rings (1954-1955, på dansk under titlen Ringenes Herre) og The Silmarillion (udgivet posthumt i 1977, på dansk under titlen Silmarillion), påvirkede ikke blot litteraturen, men også adskillige andre medier. Tolkien har således indspireret musikere som Blind Guardian og Led Zeppelin, dannet baggrund for computerspil som fx. Warhammer, inspireret til hele det fænomen, der kaldes rollespil og er blevet filmatiseret flere gange – senest og mest kendt, af Peter Jackson i årene 2001-2003.
Men Tolkiens indflydelse kan ikke indfanges så direkte. Nærmere må den forstås som introduktionen af en ny måde at skabe verdener på. Den verden, der ses i Tolkiens bøger blev udgangspunktet for en stor del af den senere fantasy-kultur. Når alle ved at elvere er høje, smukke og sofistikerede, og at de og dværge ikke kan udstå hinanden, så er det Tolkiens skyld. Når man kender til orker og ved at de er onde, skyldes det også Tolkien, og ideen, om at sådanne fantasyverdeners teknologiske niveau bør befinde sig på linje med middelalderens, stammer også fra Ringenes herre. Kort sagt kom Tolkiens verden til at danne rammen om, hvad der er indeholdt i en fantasyverden, og hans indflydelse er således oftere indirekte end direkte.
Biografi
John Ronald Reul (J.R.R) Tolkien blev født i 1892 af englænderne Arthur og Mabel Tolkien i Bloemfontain i Oranje fristaten. Allerede som treårig flyttede Tolkien imidlertid til England sammen med sin mor og sin yngre bror. Kort efter døde hans far i Sydafrika, hvorfor familien besluttede sig for at blive i England. Her konverterede hans mor til katolisisme – en tro Tolkien tog til sig og beholdt resten af livet. Da Tolkien var 12 år døde også hans mor, og han og hans lillebror blev opdraget af moderens sognepræst.
Tolkiens vej gennem skolesystemet forløb uden de store udmærkelser – bortset fra, at det var tydeligt for alle, at han havde enestående evner mht. sprog. Disse evner udforskede og uddannede han yderlige på Oxford, hvor han blev færdig i 1915. På det tidspunkt var Første Verdenskrig brudt ud og Tolkien blev sendt til fronten – en erfaring der i høj grad påvirkede hans skønlitterære forfatterskab.
Efter krigen, og et kort sving ind omkring Oxford English Dictionary, vendte Tolkien tilbage til universitetsverdenen – først i Leeds og sidenhen på Oxford universitet, hvor han blev professor i Anglo-saksisk i 1925. Det var gennem dette arbejde, at Tolkien fik sin interesse for og kendskab til myternes verden. I hans bøger ses således en tydelig indflydelse fra adskillige landes mytologier, herunder nordisk, græsk, finsk og keltisk.
I begyndelsen af 30’erne blev Tolkien endvidere en del af diskussionsgruppen The Inklings, der, udover ham selv, bestod af kendte navne som C.C. Lewis (skaberen af Narnia-bøgerne) og forfatteren Charles Williams. Det var i det miljø, at Tolkiens skønlitterære karriere formede sig. I 1937 udgav han Hobitten, en omarbejdning af en fortælling, han havde skrevet til sine børn. Kort tid efter begyndte han at skrive på Ringenes Herre, der dog ikke udkom før i 1954. Denne blev ikke udgivet i ét stort værk, som det ellers havde været Tolkiens plan, men splittet ud på tre bøger. Trilogien fik udmærkede anmeldelser, men blev ikke en kommerciel succes før ti år senere, hvor den udkom i paperback version. Succesen overraskede Tolkien, der nu pludselig var blevet en berømthed - et liv der ikke passede til den stille akademiker. I sine sidste år trak Tolkien sig derfor tilbage fra offentlighedens søgelys og helligede sig arbejdet med nedskrivningen af Midgårds myter i Silmarillion. Desværre nåede Tolkien ikke at se dette værk blive udgivet, eftersom han døde af lungebetændelse i 1973.
Sandheden i Tolkiens værker
Ovenstående overskrift vil nok få de fleste til, at tænke på forsøgene med, at drage paralleller imellem især Ringenes Herre og Tolkiens liv og tid, hvilket da også er en interessant vinkel på forfatterskabet. Det er eksempelvis tydeligt, at Tolkiens oplevelser af industrialiseringen prægede hans skønlitteratur. Tolkien levede i en tid, hvor det stadig var tydeligt, hvordan den industrielle revolution havde ændret landskab og levemåde – en ændring Tolkien var bekymret for.
Forholdet mellem mand og natur blev således en af de måder, hvorpå Tolkien skelnede mellem de gode og de onde. Saruman, den korrumperede troldmand fra Ringenes Herre, ødelægger eksempelvis en ældgammel magisk skov i processen med, at opbygge en hær. På samme måde eksperimenterer Sauron med naturen på en mere voldsom måde, idet han opdrætter en hel ny race, Uruk haierne, der fungerer som hans soldater.
Overfor disse personificeringer af ondskab, står de gode. Hobitterne, der paradoksalt nok ofte er lettere for læseren at identificere sig med end menneskerne, minder meget om den engelske landbefolkning, der dominerede landet før den industrielle revolution. Deres forhold til miljøet omkring sig er baseret på respekt og kærlighed. Et andet, men ikke mindre positivt skildret forhold til naturen, ses hos elverfolket, der lever i tæt symbiose med naturen, hvorfra de henter hele deres æstetik.
Der er ligeledes ikke nogen tvivl om, at Tolkiens oplevelser under henholdsvis Første- og Anden Verdenskrig har sat deres tydelige præg på bogen. Eksempelvis er det let, at se ligheden mellem Tolkiens samtidige beskrivelse af ingenmandslandet mellem skyttegravsfronterne og landskabet i marreridtslandet Mordor, ligesom han selv indrømmer, at hans beskrivelse af Dødemarsken, i høj grad er inspireret af hans oplevelse af det nordlige Frankrig efter slaget ved Somme.
Disse forhold, plus flere i samme stil, bliver ofte brugt i argumentationen for, at Ringenes Herre i virkeligheden er en allegori over de to verdenskrige. Selvom Tolkien indrømmede, at det er umuligt for en forfatter ikke at blive påvirket af verden omkring sig, nægtede han imidlertid konsekvent, at Ringenes Herre var en allegori – og som professor Daniel Timmons påpeger i dokumentaren The Legacy of The Lord of The Rings (2007), minder hverken begyndelsen, delhandlingerne eller afslutningen i Ringenes Herre om Første- eller Anden Verdenskrigs.
Den sandhed, jeg taler om i overskriften, er derfor den sandhed, som Tolkien selv mente, der fantes i hans værker – noget der hænger sammen med Tolkiens syn på myter. Igennem sit liv udtalte Tolkien flere gange, at hans skønlitterære forfatterskab i høj grad havde til formål, at give England de myter, som han mente, at landet manglede.
I modsætning til langt de fleste, så Tolkien ikke myter som usande historier – omend han ikke mente, at myterne var sande i streng historisk forstand. Sandheden i myterne befandt sig, ifølge Tolkien, på et mere trancendentalt niveau. I myterne fandt han sandheder om skønhed, troskab, kærlighed, ære osv. Dette var sandheder, som det ifølge Tolkien, var lettest at tale om i myternes sprog. Tolkien troede således på, at det han skrev i sine skønlitterære værker var sandt – ikke således, at det virkeligt var sket, men i den forstand, at han i bøgerne kunne beskrive eksistentielle sandheder, som ikke var mulige, at se i en almindelig hverdag.
Når Tolkien bliver kritiseret for, at hans verden er for sort/hvid og for god/ond, ville han højst sansynligt kunne have nikket genkendende til denne kritik, men have forsvaret sig med, at det netop er sådan myter skal være for virkelig, at kunne fremstille sandheden.
Hvor skal man begynde
Tolkiens skønlitterære forfatterskab er meget overskueligt, i hvert tilfælde med hensyn til mængden af bøger. Der er således kun syv, hvis man ikke regner dem med, der bygger på Tolkiens skitser, men aldrig blev færdiggjort af ham, som eksempelvis The Children of Húrin (2007, på dansk under titlen Húrins børn), der blev udgivet og færdigarbejdet af Tolkiens søn. Af de bøger er der endvidere kun tre, som virkelig har fået stor gennemslagskraft, nemlig Hobitten, eller ud og hjem igen, Ringenes Herre og Silmarillion. Det er ved én af dem, man skal begynde.
Inden man kaster sig over Tolkien, skal man dog være opmærksom på, at Tolkien var akademiker før han var forfatter – og det er både hans styrke og hans svaghed. Hvis ikke Tolkien havde haft den faglige baggrund, som han havde, havde han givetvis aldrig skabt en så gennemført verden som han gjorde. På den anden side, kan man som læser også godt mærke, at det var vigtig for Tolkien, at få så meget af denne verden med i sine bøger som muligt. Dette fører til at bøgerne kan synes tunge – især for yngre læsere, der har vænnet sig til action fra side ét. Sådan er det ikke hos Tolkien. Han lægger stor vægt på miljøbeskrivelser, referater af sagn, myter og oprindelseshistorier. Ligeledes har han lange passager, hvor man møder de sprog, som han skabte til sin verden.
Hvis ikke Tolkiens verden var så fantastisk som den er, er der en hvis sansynlighed for, at hans bøger ville være uinteressante, når de nu er præget af universitetssprog og højpoetisk sprog, fremfor ”almindeligt” skønlitterært sprog.
Når det er sagt, skal man dog ikke lade sig skræmme af dette. Tolkiens bøger er fantastiske (i alle ordets betydninger), og ligegyldigt hvor man begynder, vil man få lyst til at læse videre - Midgård er slet og ret spændende. God fornøjelse.
Tolkiens mytologiske trilogi Ringenes herre er et af de største litterære fænomener nogensinde, og Tolkien er en uudtømmelig inspirationskilde indenfor litteratur og medier.
J.R.R. Tolkien kaldes fantasy-litteraturens fader, og selvom han ikke var den første, der skrev fantasy-litteratur, var han den, der gjorde genren populær. Den verden han skabte i sine tre største værker: The Hobitt, or There and Back Again (1937, på dansk under titlen Hobitten, eller ud og hjem igen), The Lord of the Rings (1954-1955, på dansk under titlen Ringenes Herre) og The Silmarillion (udgivet posthumt i 1977, på dansk under titlen Silmarillion), påvirkede ikke blot litteraturen, men også adskillige andre medier. Tolkien har således indspireret musikere som Blind Guardian og Led Zeppelin, dannet baggrund for computerspil som fx. Warhammer, inspireret til hele det fænomen, der kaldes rollespil og er blevet filmatiseret flere gange – senest og mest kendt, af Peter Jackson i årene 2001-2003.
Men Tolkiens indflydelse kan ikke indfanges så direkte. Nærmere må den forstås som introduktionen af en ny måde at skabe verdener på. Den verden, der ses i Tolkiens bøger blev udgangspunktet for en stor del af den senere fantasy-kultur. Når alle ved at elvere er høje, smukke og sofistikerede, og at de og dværge ikke kan udstå hinanden, så er det Tolkiens skyld. Når man kender til orker og ved at de er onde, skyldes det også Tolkien, og ideen, om at sådanne fantasyverdeners teknologiske niveau bør befinde sig på linje med middelalderens, stammer også fra Ringenes herre. Kort sagt kom Tolkiens verden til at danne rammen om, hvad der er indeholdt i en fantasyverden, og hans indflydelse er således oftere indirekte end direkte.
Biografi
John Ronald Reul (J.R.R) Tolkien blev født i 1892 af englænderne Arthur og Mabel Tolkien i Bloemfontain i Oranje fristaten. Allerede som treårig flyttede Tolkien imidlertid til England sammen med sin mor og sin yngre bror. Kort efter døde hans far i Sydafrika, hvorfor familien besluttede sig for at blive i England. Her konverterede hans mor til katolisisme – en tro Tolkien tog til sig og beholdt resten af livet. Da Tolkien var 12 år døde også hans mor, og han og hans lillebror blev opdraget af moderens sognepræst.
Tolkiens vej gennem skolesystemet forløb uden de store udmærkelser – bortset fra, at det var tydeligt for alle, at han havde enestående evner mht. sprog. Disse evner udforskede og uddannede han yderlige på Oxford, hvor han blev færdig i 1915. På det tidspunkt var Første Verdenskrig brudt ud og Tolkien blev sendt til fronten – en erfaring der i høj grad påvirkede hans skønlitterære forfatterskab.
Efter krigen, og et kort sving ind omkring Oxford English Dictionary, vendte Tolkien tilbage til universitetsverdenen – først i Leeds og sidenhen på Oxford universitet, hvor han blev professor i Anglo-saksisk i 1925. Det var gennem dette arbejde, at Tolkien fik sin interesse for og kendskab til myternes verden. I hans bøger ses således en tydelig indflydelse fra adskillige landes mytologier, herunder nordisk, græsk, finsk og keltisk.
I begyndelsen af 30’erne blev Tolkien endvidere en del af diskussionsgruppen The Inklings, der, udover ham selv, bestod af kendte navne som C.C. Lewis (skaberen af Narnia-bøgerne) og forfatteren Charles Williams. Det var i det miljø, at Tolkiens skønlitterære karriere formede sig. I 1937 udgav han Hobitten, en omarbejdning af en fortælling, han havde skrevet til sine børn. Kort tid efter begyndte han at skrive på Ringenes Herre, der dog ikke udkom før i 1954. Denne blev ikke udgivet i ét stort værk, som det ellers havde været Tolkiens plan, men splittet ud på tre bøger. Trilogien fik udmærkede anmeldelser, men blev ikke en kommerciel succes før ti år senere, hvor den udkom i paperback version. Succesen overraskede Tolkien, der nu pludselig var blevet en berømthed - et liv der ikke passede til den stille akademiker. I sine sidste år trak Tolkien sig derfor tilbage fra offentlighedens søgelys og helligede sig arbejdet med nedskrivningen af Midgårds myter i Silmarillion. Desværre nåede Tolkien ikke at se dette værk blive udgivet, eftersom han døde af lungebetændelse i 1973.
Sandheden i Tolkiens værker
Ovenstående overskrift vil nok få de fleste til, at tænke på forsøgene med, at drage paralleller imellem især Ringenes Herre og Tolkiens liv og tid, hvilket da også er en interessant vinkel på forfatterskabet. Det er eksempelvis tydeligt, at Tolkiens oplevelser af industrialiseringen prægede hans skønlitteratur. Tolkien levede i en tid, hvor det stadig var tydeligt, hvordan den industrielle revolution havde ændret landskab og levemåde – en ændring Tolkien var bekymret for.
Forholdet mellem mand og natur blev således en af de måder, hvorpå Tolkien skelnede mellem de gode og de onde. Saruman, den korrumperede troldmand fra Ringenes Herre, ødelægger eksempelvis en ældgammel magisk skov i processen med, at opbygge en hær. På samme måde eksperimenterer Sauron med naturen på en mere voldsom måde, idet han opdrætter en hel ny race, Uruk haierne, der fungerer som hans soldater.
Overfor disse personificeringer af ondskab, står de gode. Hobitterne, der paradoksalt nok ofte er lettere for læseren at identificere sig med end menneskerne, minder meget om den engelske landbefolkning, der dominerede landet før den industrielle revolution. Deres forhold til miljøet omkring sig er baseret på respekt og kærlighed. Et andet, men ikke mindre positivt skildret forhold til naturen, ses hos elverfolket, der lever i tæt symbiose med naturen, hvorfra de henter hele deres æstetik.
Der er ligeledes ikke nogen tvivl om, at Tolkiens oplevelser under henholdsvis Første- og Anden Verdenskrig har sat deres tydelige præg på bogen. Eksempelvis er det let, at se ligheden mellem Tolkiens samtidige beskrivelse af ingenmandslandet mellem skyttegravsfronterne og landskabet i marreridtslandet Mordor, ligesom han selv indrømmer, at hans beskrivelse af Dødemarsken, i høj grad er inspireret af hans oplevelse af det nordlige Frankrig efter slaget ved Somme.
Disse forhold, plus flere i samme stil, bliver ofte brugt i argumentationen for, at Ringenes Herre i virkeligheden er en allegori over de to verdenskrige. Selvom Tolkien indrømmede, at det er umuligt for en forfatter ikke at blive påvirket af verden omkring sig, nægtede han imidlertid konsekvent, at Ringenes Herre var en allegori – og som professor Daniel Timmons påpeger i dokumentaren The Legacy of The Lord of The Rings (2007), minder hverken begyndelsen, delhandlingerne eller afslutningen i Ringenes Herre om Første- eller Anden Verdenskrigs.
Den sandhed, jeg taler om i overskriften, er derfor den sandhed, som Tolkien selv mente, der fantes i hans værker – noget der hænger sammen med Tolkiens syn på myter. Igennem sit liv udtalte Tolkien flere gange, at hans skønlitterære forfatterskab i høj grad havde til formål, at give England de myter, som han mente, at landet manglede.
I modsætning til langt de fleste, så Tolkien ikke myter som usande historier – omend han ikke mente, at myterne var sande i streng historisk forstand. Sandheden i myterne befandt sig, ifølge Tolkien, på et mere trancendentalt niveau. I myterne fandt han sandheder om skønhed, troskab, kærlighed, ære osv. Dette var sandheder, som det ifølge Tolkien, var lettest at tale om i myternes sprog. Tolkien troede således på, at det han skrev i sine skønlitterære værker var sandt – ikke således, at det virkeligt var sket, men i den forstand, at han i bøgerne kunne beskrive eksistentielle sandheder, som ikke var mulige, at se i en almindelig hverdag.
Når Tolkien bliver kritiseret for, at hans verden er for sort/hvid og for god/ond, ville han højst sansynligt kunne have nikket genkendende til denne kritik, men have forsvaret sig med, at det netop er sådan myter skal være for virkelig, at kunne fremstille sandheden.
Hvor skal man begynde
Tolkiens skønlitterære forfatterskab er meget overskueligt, i hvert tilfælde med hensyn til mængden af bøger. Der er således kun syv, hvis man ikke regner dem med, der bygger på Tolkiens skitser, men aldrig blev færdiggjort af ham, som eksempelvis The Children of Húrin (2007, på dansk under titlen Húrins børn), der blev udgivet og færdigarbejdet af Tolkiens søn. Af de bøger er der endvidere kun tre, som virkelig har fået stor gennemslagskraft, nemlig Hobitten, eller ud og hjem igen, Ringenes Herre og Silmarillion. Det er ved én af dem, man skal begynde.
Inden man kaster sig over Tolkien, skal man dog være opmærksom på, at Tolkien var akademiker før han var forfatter – og det er både hans styrke og hans svaghed. Hvis ikke Tolkien havde haft den faglige baggrund, som han havde, havde han givetvis aldrig skabt en så gennemført verden som han gjorde. På den anden side, kan man som læser også godt mærke, at det var vigtig for Tolkien, at få så meget af denne verden med i sine bøger som muligt. Dette fører til at bøgerne kan synes tunge – især for yngre læsere, der har vænnet sig til action fra side ét. Sådan er det ikke hos Tolkien. Han lægger stor vægt på miljøbeskrivelser, referater af sagn, myter og oprindelseshistorier. Ligeledes har han lange passager, hvor man møder de sprog, som han skabte til sin verden.
Hvis ikke Tolkiens verden var så fantastisk som den er, er der en hvis sansynlighed for, at hans bøger ville være uinteressante, når de nu er præget af universitetssprog og højpoetisk sprog, fremfor ”almindeligt” skønlitterært sprog.
Når det er sagt, skal man dog ikke lade sig skræmme af dette. Tolkiens bøger er fantastiske (i alle ordets betydninger), og ligegyldigt hvor man begynder, vil man få lyst til at læse videre - Midgård er slet og ret spændende. God fornøjelse.
