Vindueskiggeren

Årets Erling er et vidunderligt og absurd eksempel på, hvor svært det er at være ung mønsterbryder og kunstnerspire uden netværk. Erling Jepsen, når han er bedst. 

Erling Jepsens nyeste roman er fjerde selvstændige bind i 'Familiehemmeligheder'. Det er en tragikomisk fortælling om en ung kunstner, der tilhører underklassen og mangler netværk og kulturelle koder. Man griner og græder på samme tid, for unge Erling overlever kun, fordi han er bondesnu.

Erling er blevet 21 år, han er ”ung i arbejde” om dagen, hvor han går og graver huller. Om aftenen lister han rundt i rigmandskvarteret i Haderslev og kigger ind ad vinduerne hos en gammel klassekammerat, som han har et godt øje til. Hvordan opfører de rige sig, hvad drikker de, hvad siger de til hinanden? Hvordan kan han blive som dem? Hvordan kan han blive forfatter?

Vi, der kender til de tre foregående bind i Erling Jepsens erindringsserie, ved, at meget foregår under overfladen, forties eller fortrænges. Mælkemandens Erling har ikke til sinds at dele noget som helst med nogen som helst. Han drømmer om at blive forfatter, men hans opvækst og klassetilhørsforholdet spænder ofte ben for drømmene.

Var det ikke for den naive sørgmuntre tone kunne det godt blive tåkrummende, for unge Erling er på en måde ligesom Frank i "Klovn". Han har ofte ret i sine betragtninger, men han kender ikke koderne, når han skal bevæge sig uden for sin socialklasse. Det kommer der en hel del virkelig morsomme scener ud af, men samtidig får man også ondt af ham.

Kan han ikke bare ikke hold sin mund? Skal han absolut smide bukserne til et selskab og vise sit ar på låret til direktøren for Det Danske Teater, når han nu går og drømmer om at blive opført på de store scener? Heldigvis er Erling begavet og redder sig oftest ud af de mest pinagtige situationer. Overlevelsesstrategierne er måske ikke altid lige i skabet, men det er beskrivelserne af dem.

'Vindueskiggeren' er en pragtfuld roman og et vidunderligt eksempel på, hvor svært det kan være at tage et klassespring med risiko for at blive kaldet parasit, også selvom man mener at være en stor kunstner og have rene og ædle hensigter.