Anmeldelse
Toner i natten af Jojo Moyes
- Log ind for at skrive kommentarer
Fra luksusliv til sparekniv. En familie må vænne sig til helt andre livsforhold efter faderens død i en trafikulykke. Ligesom i Moyes øvrige romaner er man rigtig godt underholdt.
Da Isabel Delaney mister sin mand på tragisk vis, må hun og børnene, Kitty og Thierry, lægge deres liv om. Økonomien er trængt, og de må vende hver en krone. Pludselig arver Isabel dog en herregård på landet langt væk fra London. Herregården er meget misvedligeholdt og trænger til en grundig restaurering. Heldigvis er der en meget hjælpsom nabo med en skjult bagtanke.
Familien falder langsomt til i de nye omgivelser, selv om huset er kaotisk. De starter et andet liv et nyt sted og får også nye venner. Indimellem ramler det hele, og datteren Kitty organiserer og prøver at hjælpe Isabel, som har mistet overblikket. Isabel spiller smukke klassiske stykker på violin, når savnet bliver for stort. Miljøet i den lille landsby er hyggeligt, og folk hjælper hinanden med stort og småt. De fleste er meget sympatiske, men selvfølgelig skal der være nogen, som giver historien karakter.
Og her er Moyes jo fabelagtig dygtig. Man kan næsten høre Isabels vemodige violinspil tilsat en duft af fugtig skovbund og sorg. Hvordan angsten for fremtiden og for ikke at slå til som mor piner hende. Samtidig med det store afsavn efter manden og det, som engang var.
Børnene Kitty og Thierry er meget forskellige. Kitty har været meget forkælet tidligere, men nu hjælper hun sin mor f.eks. med at få det økonomiske overblik. Drengen har ikke talt siden faderen døde. Han virker meget indesluttet, men bløder mere op efterhånden, fordi han færdes hjemmevant i den skønne natur omkring herregården. Naboen Matt, som prøver at skjule hvad han har gang i, bliver fremstillet som en hensynsløs charmør, som ikke behandler andre ordentligt. Moyes er god til at beskrive mennesker præcis som de er, når de ikke forstiller sig.
Romanen er en meget levende beskrivelse af sorg, vrede og accept. Ligesom i Moyes øvrige romaner er man rigtig godt underholdt, og bogen er svær at lægge fra sig.
- Log ind for at skrive kommentarer
Fra luksusliv til sparekniv. En familie må vænne sig til helt andre livsforhold efter faderens død i en trafikulykke. Ligesom i Moyes øvrige romaner er man rigtig godt underholdt.
Da Isabel Delaney mister sin mand på tragisk vis, må hun og børnene, Kitty og Thierry, lægge deres liv om. Økonomien er trængt, og de må vende hver en krone. Pludselig arver Isabel dog en herregård på landet langt væk fra London. Herregården er meget misvedligeholdt og trænger til en grundig restaurering. Heldigvis er der en meget hjælpsom nabo med en skjult bagtanke.
Familien falder langsomt til i de nye omgivelser, selv om huset er kaotisk. De starter et andet liv et nyt sted og får også nye venner. Indimellem ramler det hele, og datteren Kitty organiserer og prøver at hjælpe Isabel, som har mistet overblikket. Isabel spiller smukke klassiske stykker på violin, når savnet bliver for stort. Miljøet i den lille landsby er hyggeligt, og folk hjælper hinanden med stort og småt. De fleste er meget sympatiske, men selvfølgelig skal der være nogen, som giver historien karakter.
Og her er Moyes jo fabelagtig dygtig. Man kan næsten høre Isabels vemodige violinspil tilsat en duft af fugtig skovbund og sorg. Hvordan angsten for fremtiden og for ikke at slå til som mor piner hende. Samtidig med det store afsavn efter manden og det, som engang var.
Børnene Kitty og Thierry er meget forskellige. Kitty har været meget forkælet tidligere, men nu hjælper hun sin mor f.eks. med at få det økonomiske overblik. Drengen har ikke talt siden faderen døde. Han virker meget indesluttet, men bløder mere op efterhånden, fordi han færdes hjemmevant i den skønne natur omkring herregården. Naboen Matt, som prøver at skjule hvad han har gang i, bliver fremstillet som en hensynsløs charmør, som ikke behandler andre ordentligt. Moyes er god til at beskrive mennesker præcis som de er, når de ikke forstiller sig.
Romanen er en meget levende beskrivelse af sorg, vrede og accept. Ligesom i Moyes øvrige romaner er man rigtig godt underholdt, og bogen er svær at lægge fra sig.
Kommentarer