Tisvilde strand af Alberte Winding

Alberte Winding har skrevet en enkel, smuk og lyrisk roman om skilsmisse, savn, tab, ensomhed og glæden ved børn.

Rita og John er gået fra hinanden. Ordentligt er det gået til, og de deles om tvillingerne Lilje og Eigil. Rita har dog svært ved overgangen fra ugen med og ugen uden børn. Hun lever to forskellige liv og lader sig forføre af kunstneren Mogens, som har en smuk kone derhjemme! Hun har det svært med kærligheden og i det hele taget med at finde sig selv. Rita oversætter tyske børnebøger, men først i løbet af det år, bogen foregår, finder hun ud af, hvorfra hun har sit tyske sprogøre!

I begyndelsen af bogen skriver en ældre herre også om sit liv, det viser sig at være breve til Rita. Først nu giver han sig til kende og kræver at blive en del af Ritas liv. Han viser sig at være et fint menneske, og Rita lader langsomt Hr. Far (som hun kalder ham) indgå i sit liv.

Rita er meget optaget af Mogens’ kone, Henriette, som hun vil gerne være venner med, men det er ikke nemt, når hun har en affære med hendes mand.
Henriette siger: "Nu stopper du. Jeg er ikke et barn". Men det er vi alle sammen, når vi er bange eller syge eller forladte". Banalt måske, men meget sandt, hvem har ikke brug for omsorg og kærlighed i de situationer! Intet menneske er en ø!!

Sproget er ofte meget lyrisk, læs bare denne sætning om tid: "Tiden er lang som en markvej hjem fra stranden uden vand. Men året som gik, er kort som en babylillefinger".

Alberte Winding kender til ulykkelig kærlighed og beskriver den sandt og enkelt. "Jeg savner ham så meget. Problemet ved ulykkelig kærlighed er, at der ikke er en eneste sætning, den ikke har brugt gennem tiden. Alle geniale mennesker i verden har afsøgt den ulykkelige kærlighed og skabt så vidunderlige stykker musik og bøger, film og teaterstykker, at der kun er de her fem ord tilbage".

Jeg holder af denne bog på samme måde, som jeg holder af Thomas Helmigs sange, de siger tingene som de er! På en dejligt enkel og letforståelig måde. Måske vil nogen sige, at det er banalt, men så er livet banalt!

Politiken, 2008. 219 sider.