Slangens hale af Leonardo Padura

Vi er tilbage i 1989, stedet naturligvis Havana og hovedpersonen vores kendte og desillusionerede helt, Mario Conde. Som de andre i serien er bogen atmosfæremættet, velfortalt, sensuel og charmerende.

I en afsluttende note i bogen forklarer Leonardo Padura, at denne historie blev skrevet tilbage i 1989 på basis af noget research, han som aktiv journalist havde fortaget i og omkring Havanas kinesiske kvarter og dets befolkning. Den er blevet fundet frem igen, moderniseret og genudgivet, og det kan jeg kun sige har været en rigtig god ide.

Historien har nu skikkelse af et tilbageblik, hvor hovedfiguren fra alle Paduras krimier, Mario Conde, lidt nostalgisk tænker på denne hede maj, hvor han var tredive år yngre og både havde et herligt intermezzo med sin smukke og frodige kollega, Patricia Chion, og begav sig ind i det allerede dengang medtagne kinesiske kvarters mysterier.

En gammel ensom kineser, en ven af Patricias far, bliver fundet myrdet, og Patricia beder på sin fars vegne Conde om at tage sagen. Han starter med at lede efter ”slangens hale”, for ifølge et kinesisk ordsprog må man finde den for at nå frem til hovedet, altså problemets kerne. Undervejs hører vi rigtig meget om de kinesiske emigranter til Cuba, der indgik arbejdskontrakter om slavelignende forhold, og om Cubas afrikanske islæt og de religiøse ritualer, man møder der.

Som de andre af Paduras bøger om Conde er denne atmosfæremættet, velfortalt, sensuel og charmerende. Spændingsniveauet er bestemt ikke neglebidende, det er mere interessant og fascinerende. Den burde filmatiseres - det lyder klicheagtigt at sige, men den er fantastisk ”billedskabende”.