Maskespil i Havana - Leonardo Padura's Cuba
af Johanne Riktrup, Cand. mag i spansk og engelsk
Leonardo Padura er en af Cubas mest succesrige krimiforfattere. Men han skriver ikke 'bare' krimier. Med afsæt i den traditionelle 'novela negra' bearbejder og analyserer Padura i sine værker presserende cubanske emner. Og han gør det på en meget nuanceret og velovervejet måde.
Betegnelsen 'novela negra' refererer til en bestemt type kriminalromaner, som udmærker sig på den måde, at det ikke er selve opklaringen af romanens mysterium, der er omdrejningspunktet, men snarere den dybdeborende og intime skildring af de personer, romanen rummer.
Hovedpersonen i en 'novela negra' er ofte en 'slidt' figur, der søger efter sandheden i en verden, hvor grænsen mellem det gode og det onde synes mere eller mindre udvisket.
Paduras 'Havanna Kvartet', hvoraf Máscaras fra 1997 (På dansk: Maskespil i Havana, 2006) er den første i en serie på i alt fire romaner, er åbenlyst inspireret af denne måde at fremstille krimiromaner på, en fremstilling hvis ophavsmænd tæller navne som Samuel Dashiell Hammett samt Raymond Chandler.
Men Padura skriver ikke blot 'novelas negras', han skriver 'novelas negras cubanas', hvormed han tilslutter sig det korps af forfattere, der fra slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 80’erne gjorde op med det cubanske regimes herskende idé om, at litteratur var noget, der skulle tjene som en valorisering af revolutionen og ikke meget andet. Faktisk gør han mere end bare at tilslutte sig, idet han med Maskespil i Havana leverede en helt ny type krimiroman, der med sin sociale bevidsthed skildrer skyggesiderne af den cubanske virkelighed.
Man bevæger sig altså væk fra den politiske litteratur for i højere grad at hellige sig litteraturens æstetiske dimension, hvormed nye personer og historier dukker op i den cubanske litteratur.
Én af de personer er Mario Conde, hovedpersonen i Paduras 'Havanna Kvartet', der ikke kun har til opgave at vække læserens bevidsthed til live ved at stille denne over for en forbrydelse og en dertilhørende opklaring, men som ligeledes er sat i den fiktive verden for at udforske de mere kontroversielle sider af den cubanske virkelighed. Dette var en mangelvare i de daværende eksisterende cubanske krimier, hvor hovedpersonen er en ufejlbarlig og positiv skikkelse, der bevæger sig rundt i et univers, hvor ingen er i tvivl om, hvor grænsen mellem det gode og det onde går, hvor ingen er i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert.
I Maskespil i Havana får den affældige, halvfordrukne macho Mario Conde til opgave at lede efterforskningen af et mord begået på en ung transvestit, og således indledes en 236 siders lang skildring af undertrykkelse, af problematikken omkring homoseksuelle kunstnere på Cuba, om at være 'for' eller 'imod' regimet i 70’erne, hvor romanen foregår, og om hvordan homoseksuelle per definition betragtedes som værende 'imod'. Og 236 sider er ikke så meget som én side for meget for en cubaner med så meget på hjertet.
Efterforskningen sættes i gang, og læseren inviteres af Mario Conde med på besøg hos folk fra den cubanske underverden. Det være sig både i form af afhøringer og besøg hos Condes venner, der ligesom Conde selv til tider har svært ved at holde modet oppe, når det kommer til troen på den bedre fremtid, som mange cubanere ikke bare i 1970’erne, men den dag i dag venter på.
Offeret, Alexis Arayán Rodríguez, er søn af en højtstående cubansk diplomat, hvorfor Mario Conde i sin efterforskning må være diskret – offerets familie skulle nødigt belastes af sønnens seksuelle udskejelser.
Inden sin død var Alexis stukket af hjemmefra og havde søgt tilflugt hos den karismatiske Marqués, en tidligere teaterdirektør og forfatter, der lever en tvungen tilbagetrukket tilværelse som konsekvens af sin homoseksualitet – som var det virkelighedens Virgilio Piñar, en stor cubansk teaterskriver og forfatter, der i 1970’erne, som følge af sin homoseksualitet, blev 'glemt' af det cubanske regime. Piñar var en persona non grata, der, om end han ikke blev udsat for direkte fysisk forfølgelse, blev betragtet som ikke eksisterende. Besøget hos Marqués bliver indledningen på en lang række af besøg, hvor Mario Condes egne forfatterambitioner genopstår, samtidig med at Marqués leder ham på rette vej i efterforskningen på den begåede forbrydelse.
Der stikkes i romanen mange spadestik dybere i beskrivelsen af det cubanske folk, samfundet og de trange kår, end den cubanske presse nogensinde kunne finde på, og samtidig oser fortællingen af cubanisme, når Mario Conde bevæger sig rundt i Havannas gader i en næsten uudholdelig varme og med både smøger og alkohol samt en ægte cubansk cigar indenfor rækkevidde.
Som titlen antyder, foregår der et maskespil i Havana, hvilket referer til, at mange mennesker var og er nødt til at bære masker for at skjule deres sande identitet. Den identitet, der dukker op, når mørket falder på, og det officielle Cuba slukker projektørerne.
Set i lyset af den cubanske litteraturs turbulente historie samt regimets ihærdige forsøg på at undertrykke den litteratur, der ikke holder sig på overfladen, men dykker ned i dybet og ind i hjertet af skyggesiderne i det cubanske liv, kan man måske undre sig over, at Paduras litteratur overhovedet bliver udgivet på Cuba, idet den må betragtes som en direkte kritik af det cubanske samfund. Det er formentligt heller ikke alle, der billiger Paduras litteratur, men ikke desto mindre har han indtil videre fået alt udgivet, og han bor tilmed stadig på Cuba.
Måske ligger forklaringen gemt i Paduras måde at fremstille tingene på. I en roman som Maskespil i Havana får han på 236 sider kanaliseret ualmindeligt mange ting ud om det cubanske samfund, men han gør det uden at være hverken aggressiv eller fordømmende – og uden at gå direkte efter Fidel Castro. Og så er Padura en mand, der ikke blander sig i noget, kun på papiret, aldrig offentligt.
Ved at benytte sig af 'novela negra'-strukturen får Padura direkte adgang til den skrinlagte side af den cubanske virkelighed, og ved at skabe en politimand, der både vægter venskab og solidaritet højt, fyldes romanen med en varme, der kvæler leden.
De beskidte elementer synes at være vasket rene. Han lader de gængse forbryder-stereotyper gå fri, idet han lader både de sorte og narkosmuglerne være i fred, og kaster sig i stedet over de hvide, højtrangerende mænd, hvis levebrød består af undertrykkelse, korruption og magtmisbrug. Det er dem, Padura vil til livs, for det er dem, der tvinger den sande cubaner til at bære maske.
Læs af og om Leonardo Padura
Artikel
Maskespil i Havana - Leonardo Padura's Cuba
Maskespil i Havana - Leonardo Padura's Cuba
af Johanne Riktrup, Cand. mag i spansk og engelsk
Leonardo Padura er en af Cubas mest succesrige krimiforfattere. Men han skriver ikke 'bare' krimier. Med afsæt i den traditionelle 'novela negra' bearbejder og analyserer Padura i sine værker presserende cubanske emner. Og han gør det på en meget nuanceret og velovervejet måde.
Betegnelsen 'novela negra' refererer til en bestemt type kriminalromaner, som udmærker sig på den måde, at det ikke er selve opklaringen af romanens mysterium, der er omdrejningspunktet, men snarere den dybdeborende og intime skildring af de personer, romanen rummer.
Hovedpersonen i en 'novela negra' er ofte en 'slidt' figur, der søger efter sandheden i en verden, hvor grænsen mellem det gode og det onde synes mere eller mindre udvisket.
Paduras 'Havanna Kvartet', hvoraf Máscaras fra 1997 (På dansk: Maskespil i Havana, 2006) er den første i en serie på i alt fire romaner, er åbenlyst inspireret af denne måde at fremstille krimiromaner på, en fremstilling hvis ophavsmænd tæller navne som Samuel Dashiell Hammett samt Raymond Chandler.
Men Padura skriver ikke blot 'novelas negras', han skriver 'novelas negras cubanas', hvormed han tilslutter sig det korps af forfattere, der fra slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 80’erne gjorde op med det cubanske regimes herskende idé om, at litteratur var noget, der skulle tjene som en valorisering af revolutionen og ikke meget andet. Faktisk gør han mere end bare at tilslutte sig, idet han med Maskespil i Havana leverede en helt ny type krimiroman, der med sin sociale bevidsthed skildrer skyggesiderne af den cubanske virkelighed.
Man bevæger sig altså væk fra den politiske litteratur for i højere grad at hellige sig litteraturens æstetiske dimension, hvormed nye personer og historier dukker op i den cubanske litteratur.
Én af de personer er Mario Conde, hovedpersonen i Paduras 'Havanna Kvartet', der ikke kun har til opgave at vække læserens bevidsthed til live ved at stille denne over for en forbrydelse og en dertilhørende opklaring, men som ligeledes er sat i den fiktive verden for at udforske de mere kontroversielle sider af den cubanske virkelighed. Dette var en mangelvare i de daværende eksisterende cubanske krimier, hvor hovedpersonen er en ufejlbarlig og positiv skikkelse, der bevæger sig rundt i et univers, hvor ingen er i tvivl om, hvor grænsen mellem det gode og det onde går, hvor ingen er i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert.
I Maskespil i Havana får den affældige, halvfordrukne macho Mario Conde til opgave at lede efterforskningen af et mord begået på en ung transvestit, og således indledes en 236 siders lang skildring af undertrykkelse, af problematikken omkring homoseksuelle kunstnere på Cuba, om at være 'for' eller 'imod' regimet i 70’erne, hvor romanen foregår, og om hvordan homoseksuelle per definition betragtedes som værende 'imod'. Og 236 sider er ikke så meget som én side for meget for en cubaner med så meget på hjertet.
Efterforskningen sættes i gang, og læseren inviteres af Mario Conde med på besøg hos folk fra den cubanske underverden. Det være sig både i form af afhøringer og besøg hos Condes venner, der ligesom Conde selv til tider har svært ved at holde modet oppe, når det kommer til troen på den bedre fremtid, som mange cubanere ikke bare i 1970’erne, men den dag i dag venter på.
Offeret, Alexis Arayán Rodríguez, er søn af en højtstående cubansk diplomat, hvorfor Mario Conde i sin efterforskning må være diskret – offerets familie skulle nødigt belastes af sønnens seksuelle udskejelser.
Inden sin død var Alexis stukket af hjemmefra og havde søgt tilflugt hos den karismatiske Marqués, en tidligere teaterdirektør og forfatter, der lever en tvungen tilbagetrukket tilværelse som konsekvens af sin homoseksualitet – som var det virkelighedens Virgilio Piñar, en stor cubansk teaterskriver og forfatter, der i 1970’erne, som følge af sin homoseksualitet, blev 'glemt' af det cubanske regime. Piñar var en persona non grata, der, om end han ikke blev udsat for direkte fysisk forfølgelse, blev betragtet som ikke eksisterende. Besøget hos Marqués bliver indledningen på en lang række af besøg, hvor Mario Condes egne forfatterambitioner genopstår, samtidig med at Marqués leder ham på rette vej i efterforskningen på den begåede forbrydelse.
Der stikkes i romanen mange spadestik dybere i beskrivelsen af det cubanske folk, samfundet og de trange kår, end den cubanske presse nogensinde kunne finde på, og samtidig oser fortællingen af cubanisme, når Mario Conde bevæger sig rundt i Havannas gader i en næsten uudholdelig varme og med både smøger og alkohol samt en ægte cubansk cigar indenfor rækkevidde.
Som titlen antyder, foregår der et maskespil i Havana, hvilket referer til, at mange mennesker var og er nødt til at bære masker for at skjule deres sande identitet. Den identitet, der dukker op, når mørket falder på, og det officielle Cuba slukker projektørerne.
Set i lyset af den cubanske litteraturs turbulente historie samt regimets ihærdige forsøg på at undertrykke den litteratur, der ikke holder sig på overfladen, men dykker ned i dybet og ind i hjertet af skyggesiderne i det cubanske liv, kan man måske undre sig over, at Paduras litteratur overhovedet bliver udgivet på Cuba, idet den må betragtes som en direkte kritik af det cubanske samfund. Det er formentligt heller ikke alle, der billiger Paduras litteratur, men ikke desto mindre har han indtil videre fået alt udgivet, og han bor tilmed stadig på Cuba.
Måske ligger forklaringen gemt i Paduras måde at fremstille tingene på. I en roman som Maskespil i Havana får han på 236 sider kanaliseret ualmindeligt mange ting ud om det cubanske samfund, men han gør det uden at være hverken aggressiv eller fordømmende – og uden at gå direkte efter Fidel Castro. Og så er Padura en mand, der ikke blander sig i noget, kun på papiret, aldrig offentligt.
Ved at benytte sig af 'novela negra'-strukturen får Padura direkte adgang til den skrinlagte side af den cubanske virkelighed, og ved at skabe en politimand, der både vægter venskab og solidaritet højt, fyldes romanen med en varme, der kvæler leden.
De beskidte elementer synes at være vasket rene. Han lader de gængse forbryder-stereotyper gå fri, idet han lader både de sorte og narkosmuglerne være i fred, og kaster sig i stedet over de hvide, højtrangerende mænd, hvis levebrød består af undertrykkelse, korruption og magtmisbrug. Det er dem, Padura vil til livs, for det er dem, der tvinger den sande cubaner til at bære maske.
Læs af og om Leonardo Padura
Kommentarer