Manden, der elskede hunde af Leonardo Padura

Stor fortælling om Trotskij’s sidste år, hvor han til slut under et ophold i Mexico myrdes af en ung sovjetagent. Vi følger 3 stemmer: Trotskij selv, unge Ramon og en jeg-fortæller med cubanske rødder

Er du bogsluger, men angrebet  af en mild krimi-forstoppelse? Og ligesom man - afhængig af smag - kan have et behov for enten lakrids eller røde æbler, så kan man hige efter en bog med substans, en roman, der kan give sin læser både oplysning og underholdning.

Kan du genkende ovenstående, så er der et godt bud her i denne store roman, som Leonardo Padura har skrevet på basis af fem års research.

Læsere kender jo forfatteren fra de stemningstætte Havana-krimier, og han har da også æret en af de gamle hardcore skribenter i bogens titel, som er lånt fra en af Chandlers noveller.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at dette er en bog, der stiller krav til læseren. Man følger et uhyre detaljemættet forløb hvor Trotskij og hans familie er sendt i landflygtighed. Vi tager del i trængslerne, når han hører om hvordan meningsfæller hjemme i Sovjet mister alt og til sidst livet. Vi følger ham på en lille tyrkisk ø, ligesom vi følger unge Ramon i den spanske borgerkrig.

På Barcelonas Rambla, ude i det støvede landskab følger vi den unge mand, der efter en ganske kort tøven lader sig opsluge af det system, der skal omskabe ham til morderen Ramon.

Den tredje stemme en jegfortæller, der på en cubansk strand møder en mand med de smukke russiske mynder (mange i denne historie elsker faktisk hunde), fortælleren vil gerne skrive, men erkender systemets magt, her eksisterer ingen mulighed for at skrive kritisk om menneskenes vilkår. 

Som læser kan man kun igen forbløffes over Paduras frie skribentliv, han er cubaner med hud og hår, mon han har oplevet denne begrænsning selv? Det føles ikke sådan.
Dokumentarisme i skønlitteratur er jo ingen ny genre, men her har forfatteren samlet et kolossalt stof, sine steder kan fremlæggelsen for en læser, der lever i en ”scandinavian-noir”-verden virke højstemt, lidt gammeldags måske.

Men det er til fulde en bog, der giver læseren en stor læseoplevelse, viden om politiske strømninger siden 1930’erne og glimt af Paduras elskede Cuba.