Slangeilden

Spændende saga om kampen mellem gode og onde kræfter er et visuelt kunststykke.

Bogen trækker på Lovecrafts univers og myten om Cthulhu, dog med fokus på mystik mere end på horror, og spændingen holdes imponerende konstant bogen igennem. Den fantastiske farvelægning er med til at gøre denne bog til lækker læsning for både voksne og unge graphic novel-fans.

I det indledende afsnit ses dr. Harryhausen stå og tale højlydt til sin afdøde kone ved hendes gravsted. Han bliver dog afbrudt og sendt hjem af politiet, og så entrerer den mystiske lille Homunculus bogen. Han vender tilbage til dr. Harryhausens hus fra en mission til Æterplanet, og han er ikke alene. Mystiske væsner, som kun han kan se, er fulgt efter ham. De prøver at opsluge ham, og den stakkels Homunculus lider frygteligt under angrebet. Men doktoren synes ikke at have travlt med at komme ham til undsætning, og det bliver klart, at han betragter Homunculus som et slags redskab, omend han har sympati for ham.

Mysterierne er begyndt at dukke op, for hvor kommer Homunculus fra, og hvad vil doktoren bruge ham til? Det pænere borgerskab er på dette tidspunkt fascineret af det okkulte, og seancer med kendte medier er blevet populære underholdningsindslag ved fashionable selskaber. Overklassen står ligefrem i kø for at deltage, men det kan være svært for almindelige mennesker at skelne mellem fup og fakta. Dr. Harryhausen er dog langt fra almindelig, og da han dukker op til et selskab, hvor ’Slangeilden’ bliver påkaldt af Ashra-Selskabet, ser han, at sprækkerne til Æterplanet har åbnet sig faretruende.

’Slangeilden’ er en virkelig spændende fortælling, der dog stiller flere spørgsmål, end den besvarer. Men historien vækker helt sikkert lysten til at læse videre. Vi er ude i noget horror; altså ikke blodig horror, men snarere den suggestive, magiske og mystiske slags. Forhistorien er sløret, og dr. Harryhausens og det hemmelige Ashra-Selskabs bevæggrunde står ikke hundrede procent klare for læseren. Det gør ’Slangeilden’ til lidt af en ”slow burner”, hvor man sidder tilbage lidt uforløst bagefter. Den minder mig lidt om filmen ’The Matrix’, blot i fortiden i stedet for fremtiden, med den konstante fornemmelse af, at der er mere end det, vi umiddelbart kan se.

Billede og tekst passer supergodt sammen, og Rune Rybergs tegnestil gør, at den lidt uhyggelige historie bevarer et stort element af forløsende humor. Dialogen er troværdig, og de mange farveskift giver en psykedelisk, næsten trippy effekt, der er helt utrolig flot, med brugen af en hel regnbue af nuancer og kontraster. Farvelægningen bidrager i høj grad til historien og er med til at få bogen til at skille sig ud som et visuelt kunststykke, der virkelig kan anbefales.