Skolekomedie

Med kulsort humor og en god portion selvkritik fortæller Erling Jepsen om sit første forsøg som dramatiker, da han skriver årets skolekomedie til Haderslev Katedralskole.

Med ’Skolekomedie’ er Erling Jepsen nået til tredje bind af sin delvis selvbiografiske romanserie ’Familiehemmeligheder’, og vi befinder os i 1974, hvor Erling går i 2. g. Han flyttede, eller snarere flygtede, fra barndomshjemmet i Gram for at gå på gymnasiet I Haderslev, så han bor på kollegium, og tilværelsen er ikke let for Erling. Han har svært ved at få venner og tackle sit forhold til kvinder, økonomien roder, han går for lidt i bad og får for lidt at spise. Det komplicerede forhold til forældrene og den traumatiske barndom plager ham også stadig.

Den store åbenbaring kommer, da klassen skal skrive og opføre årets skolekomedie. Erling melder sig straks til skriveholdet, og ved forskellige kneb får han gjort sig selv til eneforfatter. Det er ikke selvtillid, Erling mangler, når han ser sig selv som den nye Beckett, og han går så meget op i sin rolle som forfatter, at han forsømmer skolen. Samtidig bliver han enormt selvoptaget og tåler ikke den mindste kritik. Selvtilliden omkring rollen som dramatiker står dog i grel modsætning til Erlings selvtillid generelt.

Undervejs får Erling hjælp til skriveprocessen og gennemlæsningen af sin dansklærer, den smukke Sabine Sonnenberg, som han forelsker sig hovedkulds i. Det kommer derfor som et chok, da det går op for ham, at hans følelserne ikke er gengældt, og at de slet ikke har haft det erotiske forhold, som han troede. Forholdet til Sabine er kendetegnet ved den underspillede, sorte humor, som vi kender så godt hos Erling Jepsen.

Når vi hører om Erlings håbløse forhold til økonomi og misligholdelsen af det lån, han charmerer sig til, er vi stadig i den humoristiske sfære, men når det kommer til beskrivelsen af forholdet til forældrene, bliver det anderledes alvorligt. Vi har hørt om Erlings dysfunktionelle familieliv før, men det er ikke slut, selv om han er flyttet hjemmefra. Faren har kastet den kærlighed, børnene aldrig fik, på hunden Zenta, og moren har underkastet sig farens luner. Alligevel angler Erling stadig efter forældrenes, især farens, anerkendelse og inviterer derfor forældrene til forestillingen for at bevise, at der er noget, han er god til. Det faktum, at hunden har overtaget hovedrollen i hjemmet, forsøger Erling i første omgang bruge i sit manuskript, og jeg er overbevist om, at det også har inspireret til romanen Biroller, der blev filmatiseret med titlen ’Undskyld jeg forstyrrer’.

På trods af humoren er ’Skolekomedie’ langt mere alvorlig end de to første, Gramhavet og Hjemmefra, og jeg synes, det må være svært at læse ’Skolekomedie’ uden forforståelsen fra disse. Egentlig er det imponerende, at Erling Jepsen kan skrive en hel roman om tilblivelsen af en skolekomedie, men han får flettet så meget andet ind, at handlingen på intet tidspunkt går i tomgang. Heldigvis for Erling bliver skolekomedien en succes, så nu kan han komme videre med sit liv som dramatiker i bind fire. Efter sigende skal der komme mindst seks bind i alt om familiehemmelighederne.