Natten åbner sig som en port : roman over Det Nye Testamente

Marstrand-Jørgensen mestrer det bibelske billedsprog så fornemt, at man selv føler, man er til stede i fortællingen i hendes gendigtning af Det Nye Testamente.  

Det er lidt af en opgave, Marstrand-Jørgensen har påtaget sig ved at gå i litterær dialog med så vægtig en tekst som Det Nye Testamente. Alle har et forhåndskendskab, en holdning sågar, til det, men mange føler måske også en fremmedhed overfor stoffet eller finder det bedaget at læse biblen i dag. Som en påmindelse til dem, og til alle andre der finder det bibelske vedkommende, er 'Natten åbner sig som en port' en syngende lyrisk gestus, der med en sproglig ømhed fremmaner billeder så krystalklare, at man hurtigt overgiver sig til at blive dybt investeret i en gendigtning, hvor man jo for søren kan begyndelse, midte og slutning på fingrene.   

Vi følger først de to gravide kvinder, Maria og Elisabeth, der er svangre med hhv. Jesus og Johannes Døberen. Slægtskabet imellem de to tegnes meget flot op: “At Elisabeth kender til barnet, begriber Maria ikke, men englen trak Guds tråd fra Marias hjerte til Elisabeths. Fra én søn, der vokser i mørket, til en anden søn, der endnu er mindre end et rosenblad.” Allerede her bjergtages man af det rige billedsprog og de taktile metaforer, der gør det til bevægende læsning, der først står stille, når fortællingen er slut. Ordene får en stoflighed, der kan gå i kødet på de abstrakte trosfænomener og mirakler, som fortællingen berører. Tag bare beskrivelser som disse: “Med tiden vil din sjæl blive gennemboret som af et sværd, men i din dybeste sorg skal du huske, at også din smerte er din vej” eller “De vidste ikke, hvad der ventede dem, da de kom i dag, men nu er det som om hjertet slider sig løs og kender en ny takt”. Det går lige i, ja, hjertet.  

Fortællingens altoverskyggende helt er selvfølgelig den hengivne og overnaturligt sympatiske Jesus, men han flankeres af et karaktergalleri, der føles særdeles menneskelige og ægte i form af Maria Magdalena, Simon Peter, Johanna, Lazarus m.fl.. Det tjener til fortællingens ære, at hele arrangementet er så afstemt koreograferet af Anne Lise Marstrand-Jørgensen, hvis litterære metier netop er at animere og formidle tidligere tider, så de fremstår lyslevende for læseren.

Noget af det, der virkelig understøtter hele projektets tydelige eksistensberettigelse og relevans, er også, hvordan Marstrand-Jørgensen harmonerer bibelens poetiske originalstof af lignelser og hendes egen forfatterstemme. Det skaber en samklang, der gør, at man føler med Jesus lige til dramaets sidste, hvor han afmægtigt menneskeligt fra korset siger: “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”. Det er lige til at få kuldegysninger af modsvaret i Marie Magdalene: “Maria Magdalene hørte godt, hvad han sagde. Hun ser på ham, til øjnene løber i vand, hun ser sårene og huden, der skifter farve, ser det mørke kors, den stenede jord, de lilla isopbuske, egetræerne. Hun mærker de andres lammelse og trang til at handle og registrerer et fjernt og smertefuldt sted, at hun skal kun vente på, han skal dø og slippe fri af al lidelse.”  

Marstrand-Jørgensen har igennem Det Nye Testamentes forrygende forlæg forløst et stort stykke fortællekunst, som bør læses af både de stædigste religionskritikere og de mest konservativt kristne - og af alle os andre, der befinder os et sted midt imellem tvivl og tro eller bare elsker en god historie.