Min kamp, 3. bog af Karl Ove Knausgård

Den altid velskrivende Knausgård fortæller i bind tre om barndommens tabte land og om forholdet til den mægtige, straffende fader. Men de lange, beskrivende passager kvæler indimellem fortællingen.

Beretningen begynder i 1969, hvor den unge familien Knausgård ankommer til en lille ø i det sydligste Norge.  Således sætter Knausgård scenen for beretningen om sine syv første leveår.

Efter bind et og to, der begge havde den voksne Knausgård i hovedrollen, og hvor henholdsvis faderens død og familielivet med børn udgjorde fortællingens centrale omdrejningspunkter, er det nu barnet Karl Ove, der låner ordet til fortællingen om barndom og opvækst i 1970’erne. Barndomsskildringen bliver fortalt nogenlunde kronologisk, og kun enkelte gange bryder den voksne Knausgård ind og knytter en kommentar til handlingen i bind tre, der mere end sine to forgængere minder om en roman i traditionel forstand.

Knausgård beretter med stor detaljerigdom og mange levende sanseindtryk, der fører læseren ind i barnets verden.  Vi hører om kammeraterne, deres udflugter i den omgivende skov, hvor de med barnets og særligt drenges umiddelbare nysgerrighed bare må undersøger alt selv det ulækre, såsom da Knausgård og hans ven Geir skider i skoven og derefter opsøger ekskrementerne for at se deres forvandling. Vi kommer med til fodboldkampene, skarnstregerne og den begyndende interesse for piger og litteratur. 

 Men ingen barndom uden trolde, og i Karl Oves beretning fremstår en særlig styg en af slagsen: Den konstant rugende og latent voldelige far, der med korporlig afstraffelse og hånlige bemærkninger bekæmper et hvert tilløb til brud på det ordentlige og mandhaftige, hvilket ikke giver så få konflikter, da Karl Ove er meget grådlabil. Særlig stærk er de scener, hvor faren frustreres over sine kejtede forsøg på at nå ind til den afvisende Karl Ove, der nærer frygt og had for den udefra set respektable og agtede mand. 

Knausgård skriver fantastisk, men de detaljerige, beskrivende passager bliver efter min mening for omstændige og tempoet for dvælende, når hver en farve, lugt etc. partout skal med i hver dagligdags foreteelse. Til tider bliver ’Min kamp 3’ selv lidt af en kamp at komme igennem. Der er for langt mellem de far-søn-konflikter, der driver læsningen fremad, og jeg savner den spruttende, essayistiske Knausgård, der nådeløst hudfletter sin samtid og omgivelser. Måske han kommer tilbage i bind fire?