Med engen hånd

Suzanne Brøgger er i topform i sin nye bog, hvor hun med sit vægtige tankegods undersøger tidens aktuelle temaer i dialog med sit eget liv og sine tidligere værker.

Suzanne Brøgger sammenfatter i sin nye bog essentielle temaer fra sit omfattende forfatterskab. Hun går i konstruktiv dialog med tidligere holdninger inden for bl.a. kønsroller, privatliv, kernefamilie, kærlighed, politik og kunstens betydning. Med sin blanding af essays, journalistik, fiktive eventyragtige elementer og skæbnefortællinger om kvinder, der trodsede tidens konventioner, fortæller hun også om sin egen rejse og kunstneriske udvikling. Med undren over tidens og verdens gang stiller hun på sin nu egen stilfærdige måde nye spørgsmål. Det er igen en uomgængelig bog af Suzanne Brøgger der både er for nybegyndere og selvfølgelig et must-read for de mange, der har fulgt hendes liv og værker gennem årene.

Tidsånden skiftede, skriver hun, mens hun skrev bogen. Kernefamilien er ikke på samme måde nødvendig i dag, hvor mange lever som singler. Hun har selv tordnet mod privatlivet, men i dag klamrer hun sig til den som en borgerrettighed. Også manden er nu genstand for begær. Hele #MeToo-bevægelsen viser, at kvinder har sat en grænse, men den også er et tegn på detronisering af kunsten, for det var her, det hele startede. Fri abort var engang en sejr, men i dag skal flere og flere skal hjælp til at få børn.

Suzanne Brøgger debuterede med Fri os fra kærligheden i 1973. Den og hendes næste bog ’Kærlighedens veje og vildveje’ (1975) om opgøret med kernefamilien, ægteskabet og privatlivet sendte chokbølger ud og blev genstand for intens debat og samtale. Det er især disse bøger, og de holdninger hun havde dengang, hun forholder sig til i ’Med egen hånd’. Også formen med sin blanding af forskellige genrer, der er inspireret af en japansk genre, zui hitsu, der betyder ”følger penslen” ud fra forfatterens eget liv, ligner hendes to første bøger.

Andre har tidligere skrevet med deres liv og kroppe som indsats. Spændende er det at læse om forfatterens forbilleder bl.a. Agnes Henningsen, Thit Jensen og Sigrid Undset. På hver deres måde overskred de tidens dobbeltmoral og forblev tro mod sig selv. Trods offentlig udskamning af deres litteratur og liv fortsatte de deres kunstneriske bane. Interessant er det også at læse om kunstneren Suste Bonnén, der anvendte eksmandens autoerotiske billeder for at anvende dem i en udstilling. Filmen blev beslaglagt af politiet, for åbenbart har kun mænd ret til at se på kvinder.

Sammen med Puk Damsgård møder hun de niqabklædte kvinder i al-Hol-lejren. For dem er frigørelsen at gøre sig usynlige for at tæmme mænds begær. Den kurdiske kvindelige soldaterlejr er et kollektiv, hvor der intet privatliv er. Her bliver Suzanne Brøgger desperat af længsel efter ”a room of my own”.

'Apologi' fra 2014 er en forsvarstale for hendes liv som kunstner og ret til at skrive . ”Derfor har det været nødvendigt for mig at smide kroppen ind for at levendegøre skriftkulturen, ligesom den kinesiske pottemager for 1.000 år siden kastede sig ind i ovnen for at tilføre celadonglasuren ekstra ilt. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at gøre litteraturen levende.”

Suzanne Brøgger trækker på hele registret af sin viden om myter, kultur, kunst samtidig med at hun deler ud af egne oplevelser, familiens og venners historier. Vi får nye vinkler på sammensatte problematikker i samfundet og i intimssfæren. Der er en lysende, generøs tiltro til mennesker . ”Verden bliver i stigende grad genstand for det kvindelige blik – og den forandres af det.”