Forfatter
Sigrid Undset
Sigrid Undset, som fik nobelprisen for middelalderromanen Kristin Lavransdatter, er en stor, moralsk fortæller, inspireret af sagaer og kritisk overfor sin samtid.
Den norske forfatter og nobelprismodtager Sigrid Undset (1882-1949) er der ikke mange danskere, der husker. Der er i mange år stort set ikke blevet skrevet om hende i de danske medier, og i Gyldendals Verdenslitteraturhistorie (1992) er hun kun blevet omtalt med ganske få linjer. Men faktisk blev Sigrid Undset født i Danmark, i Kalundborg, og flyttede med familien til Norge, da hun var to år gammel. Hendes mor var dansk, og hendes far var en berømt, norsk arkæolog. Det er ikke let at finde en forklaring på, hvorfor Sigrid Undset er gået i glemmebogen hos det danske publikum, men der er til gengæld mange gode grunde til at finde hendes bøger frem. Først og fremmest fordi de er spændende læsning fyldt med action, hvor store følelser og livsvigtige kampe er på spil. Og så fordi hun var en kvinde med sine meningers mod.
Sigrid Undset blev først og fremmest kendt for sine middelalderromaner om især Kristin Lavransdatter og Olav Audunssøn. Men hun skrev også vigtige samtidsværker, noveller, essays, digte og et teaterstykke og markerede sig her med sin særegne stemme i kvindekampen. Hun tilhører den realistiske tradition inden for litteraturen, og hendes værker er blevet sammenlignet med blandt andre Emile Zola (1840-1902). Derudover skrev hun litteraturkritiske indføringer til blandt andet de islandske sagaer, artikler om katolicismen, som hun lod sig omvende til og rasende debatindlæg og bøger imod nazismens indtog i Europa i 1930’erne og 1940’erne. Det meget omfattende forfatterskab var præget af et ønske om at bevæge og påvirke læseren moralsk, etisk og filosofisk. Sigrid Undset adskilte sig altså markant fra sine samtidige, modernistiske kolleger, der havde opgivet at finde mening og sammenhæng i verden.
Forfatterskabets begyndelse
Sigrid Undsets far, Ingvald Undset, er nok den vigtigste nøgleperson i forhold til hendes forfatterkarriere. For han præsenterede hende for den gamle nordiske litteratur, og historierne, samfundsbeskrivelserne og sproget i dem blev en vigtig inspiration for hende – især til de historiske romaner, som hun fik størst succes med. Desværre døde hendes far allerede, da hun var 11 år gammel, og hendes mor, Charlotte Undset, blev efterladt alene med tre små piger. Det betød, at Sigrid Undset måtte glemme sine drømme om at komme på universitetet og at følge i faderens fodspor. I stedet fik hun en kontoruddannelse, så hun kunne være med til at forsørge familien. Hun arbejdede på et kontor for den tyske virksomhed AEG til hun blev 27 år gammel, et arbejde, som kedede hende grumt.
Ved siden af sit arbejde på kontoret skrev Sigrid Undset om aftenen og i weekenderne. Som 20-årig kunne hun sende sit første manuskript til Gyldendal; middelalderromanen Svend Trøst. Men hun fik et afslag med en besked fra forlæggeren om, at hun ikke kunne finde ud af at skrive historiske romaner, og at hun burde give sig i kast med noget mere moderne. Det gjorde Sigrid Undset så, og i 1907 debuterede hun med romanen Fru Marta Oulie, som blev den første i rækken af realistiske samtidsromaner fra Sigrid Undsets hånd.
Fru Marta Oulie
Fru Marta Oulie (1907) vakte både opmærksomhed og skandale på grund af de indledende ord: ” Jeg har været min mand utro”. Romanen, som er skrevet som en dagbog, foregår i Norge og skildrer en kvinde, der flygter fra et glædesløst ægteskab for at være sammen med en anden mand, som hun er stormende forelsket i. Det nye forhold gør hende dog langt fra lykkelig, for i virkeligheden kan det ikke leve op til hendes drømmeriske idealer, præcis som det også skete for Gustave Flauberts Madame Bovary (1857).
Sigrid Undset fandt inspiration til både Fru Marta Oulie og de efterfølgende samtidsromaner, blandt andet Den lykkelige alder (1908), Jenny (1911) og Fattige Skæbner(1912) hos de mennesker, hun mødte igennem sit kedsommelige kontorjob og på sine mange, lange gåture i Kristiania, som Oslo hed dengang. Her stiftede hun bekendtskab med arbejdende hverdagsmennesker, der bravt men ikke nødvendigvis heroisk stræbte efter lidt varme og lykke i deres liv. I romanerne skildrede hun familieskæbner og især kvinder og kærlighedsforhold i Oslos fattige arbejderklasse. Eller som hun selv formulerede det: Den umoralske kærlighed.
Jenny
Det mest succesfulde af de realistiske værker blev den tragiske, delvis selvbiografiske roman Jenny (1911), og det blev også Sigrid Undsets virkelige gennembrud som forfatter. Romanen foregår delvist i Rom, delvist i Norge og handler om den kvindelige maler Jenny Winge, der er stolt, lidenskabelig og frigjort og om hendes forhold til en meget ældre mand. For først er Jenny forlovet med den unge Helge Gram, men det bliver Helges far, kunstneren Gert, som hun kaster sin kærlighed på. Han forlader sin kone, men da kærlighedsforholdet ikke lever op til Jennys forhåbninger og idealer, vil hun ikke have ham alligevel. Og da Jenny mister sit seks måneder gamle barn, rejser hun til Rom, hvor hun begår selvmord, fordi hun er overvældet af en følelse af at have spildt sit liv. Om det er på grund af det mislykkede kærlighedsforhold, fordi hun har mistet sit barn, eller fordi hun ikke har fået indfriet sine ambitioner som kunstner, er et fortolkningsspørgsmål. Sandsynligvis er det en kombination af alle tre. Mere overordnet set skyldes Jennys tragiske endeligt, at hun bryder med tidens gængse kvinderolle og fravælger et borgerligt og trygt liv for at sætte alt ind på et lidenskabeligt kærlighedsforhold og sin karriere som kunstner. Samme tema gentog Sigrid Undset blandt andet i Splinten af Troldspejlet (1917).
Feminisme
Sigrid Undsets forfatterskab tager sin begyndelse nogenlunde samtidig med, at kvinder får stemmeret i Norge (1913). I den samtidige kvindekamp, indtog hun med sine samtidsromaner, essays og digtning en særlig rolle, der var præget af distance til den etablerede bevægelse. Og feminister har lige siden haft et ambivalent forhold til Sigrid Undsets forfatterskab.
Selvom Sigrid Undset i alle sine værker skildrede stærke, frigjorte kvinder, der kæmper for at skabe sig en tilværelse, der lever op til deres egne ønsker og forhåbninger, uanset om det er i strid med både skik, familie og samfund, så betragtede Sigrid Undset samtidig børnefødsler og etablering af familie som en kvindes højeste mål i livet. Derudover var hun modstander af forsøget på at ophæve forskellen i kønsroller mellem kvinder og mænd. Det gør hun klart i essaysamlingen Et Kvindesynspunkt (1919), i novellesamlingen De kloge jomfruer (1918) og i den ufuldendte roman, Madame Dorthea (1939). Og da en hyldest til familielivet var stik imod kvindesagens kamp for at få indført fri abort og lige ret til lønnet arbejde, blev der taget afstand fra hende. Men dét, som Sigrid Undset gjorde, var at kritisere datidens frihedsideal ved at spørge til, hvad det egentlig var, der gav frihed og mening. Hun mente ikke selv, at hendes kontorjob havde givet hende nogen følelse af frihed, fordi hun kun oplevede at blive styret af en mandlig chef. Som modbillede til det viste hun i sine historiske romaner, hvordan middelalderkvinderne selvstændigt styrede en hel gård, samtidig med at de opfostrede deres børn og tog sig af deres mand. Hun viste samtidig, at hun anså kvinder og mænd for at være biologisk forskellige, og at kønsroller derfor ikke kun var en kulturel konstruktion.
Men hun var ikke blind for, at ægteskabet ikke var lutter gammen, hvis kvinden befandt sig i det imod sine ønsker og længsler, hvilket hun blandt andet skildrede i ægteskabsromanerne Ida Elisabeth (1932) og Den trofaste Hustru (1936). For det vigtigste, som Sigrid Undset ville vise i forhold til kvindespørgsmålet, var, at kvinderne skulle stræbe efter glæde og mening i livet, men at de samtidig skulle være varsomme med at give sig i drifternes vold. Først og fremmest skulle kvinder være frie til at udfolde sig professionelt, uden at det blev på bekostning af kærlighed og familieliv.
Ægteskab, børn og skilsmisse
I 1909 modtog Sigrid Undset Forfatterforeningens legat for den historiske roman Gunnars datter. Hun kunne nu sige sit kontorjob op og helllige sig sit forfatterskab. Hun rejste først til Tyskland og derefter til Italien, hvor hun forelskede sig i den norske maler Anders Castus Svarstad. Han blev skilt fra sin kone og tog tre børn med sig, da han giftede sig med Sigrid Undset i 1912. Parret flyttede fra Rom til London,hvor de blev i seks måneder. Derefter flyttede de tilbage til Rom, hvor Sigrid Undset fødte deres første barn. Senere fødte hun to mere, den ene af dem var multihandicappet. Sigrid Undset tog sig af både Anders Svarstads og deres fælles børn og fik nok at gøre i hjemmet, hvor der var et livligt rend af gæster. Alligevel lykkedes det Sigrid Undset at skrive om aftenen, når resten af familien var gået i seng. Her fortsatte hun sit realistiske forfatterskab og begyndte også at blande sig i den offentlige debat med indlæg om kvinders frigørelse og om etik og moral, som hun følte var i forfald i perioden op til første verdenskrig. Ægteskabet var dog ulykkeligt, og da Sigrid Undset var gravid med det tredje barn i 1919, blev hun skilt fra Anders Svarstad og flyttede til Norge med sine to børn. På det tidspunkt gik hun igang med at skrive Kristin Lavransdatter, som hun modtog Nobelprisen for.
Kristin Lavransdatter
Sigrid Undset begyndte at skrive den historiske triologi om Kristin Lavransdatter (1920-1922), da hun var 40 år gammel og enlig forsørger til tre børn. Romanen gjorde hende så velhavende, at hun fik råd til både at installere badeværelse og at indrette et arbejdsværelse til sig selv. De tre bind i Kristin Lavransdatter, der har titlerne Kransen, Husfrue og Korset, handler om den smukke, stædige og selvstændige bondedatter Kristin og er en fortælling præget af stormende forelskelse, synd, skam, svig og brutale mord. Kristin bor sammen med sine forældre på slægtsgården Jørundgård i en norsk bygd i middelalderen omkring år 1300, og triologien skildrer hendes liv fra fødsel til død.
Sigrid Undset modtog Nobelprisen for Kristin Lavrensdatter på grund af ”værkets kraftfulde skildringer af nordisk liv i middelalderen”. Og den kulturhistoriske skildring af 1300-tallets Norge er præcis og levende beskrevet, for Sigrid Undset var overordentligt belæst i middelalderhistorie. Men det er især et værk, der udmærker sig ved dybe, komplekse skildringer af forholdet mellem mænd og kvinder og om noget så tidsløst som en selvstændig kvindes bestræbelser på at vinde en ustabil mands kærlighed.
Kristin vrager nemlig den fæstemand, som hendes elskede far har valgt til hende. Hun vil nemlig giftes med sin store kærlighed, Erlend Nikulaussøn. Han er af god familie, men han har igennem ti år levet sammen med en kvinde, som er gift med en anden mand, og han har fået to børn med hende, hvilket ikke er en velanset livsstil på det tidspunkt, og Kristins familie er stærk modstander af giftemålet. Derudover er Erlend en sølle modsætning til Kristins hårdtarbejdende, sympatiske far, og hans politiske intriger, egoistiske prioriteringer og utroskab gør, at han nok vinder Kristins ubetingede kærlighed men aldrig hendes respekt. Derfor bliver ægteskabet aldrig lykkeligt, selvom de elsker hinanden og når at få syv sønner. Og da Kristin gør det klart for Erlend, at han aldrig kan blive en lige så god husbond som hendes far var på slægtsgården, så flytter han fra hende. Han omkommer pludseligt kort tid efter, og deres søn Gaute overtager med tiden Jørundgård. Derefter flytter Kristin i kloster, hvor hun tilbringer sine sidste år i en søgen mod den guddommelige nåde, skuffet som hun er over livet og fyldt med dårlig samvittighed over at have svigtet sine forældre, da hun valgte at gifte sig med Erlend. Før hun omkommer af pesten, som hærger igennem landet, opnår hun dog fred i en erkendelse af, at Gud ikke fordømmer hendes kærlighed til Erlend, selvom den var imod hendes forældres ønsker. For kærligheden mellem mennesker er en del af kærligheden mellem Gud og mennesker.
Romanen Kristian Lavransdatter, der skildrer en selvstændig kvindes kamp for at skabe sig det liv hun ønsker og at gifte sig med en mand, som hun selv har valgt, rummer altså også et andet vigtigt aspekt: Forholdet mellem mennesket og gud, som var særlig aktuelt i middelalderen men også i Sigrid Undsets eget liv.
Omvendelse til katolicismen
Selvom Sigrid Undset var opdraget af ateistiske forældre og igennem sin opvækst og ungdom ikke var dybt troende, så beskæftigede hun sig indgående med kristendommen i sine studier og værker. Hun blev så optaget af katolicismen, at hun lod sig omvende i 1924. Det var nok afgørende for hendes beslutning, at hun på det tidspunkt var blevet skilt og forsøgte at finde en mening med sit liv. Hun sagde selv om sin beslutning, at 1.verdenskrig og årene efter bekræftede de forbehold hun altid havde følt over for de idéer, hun var blev opdraget med- liberalismen, feminismen, nationalismen, socialismen, pacifismen- fordi de ikke beskæftigede sig med dét, der optog den egentlige menneskelige natur: Den evige længsel efter lykke, fred, kærlighed, retfærdighed og godhed. Sigrid Undsets omvendelse vakte stor skandale i de intellektuelle kredse i hjemlandet og internationalt, der på det tidspunkt var optaget af socialismen og kommunismen. I den almindelige norske befolkning, som var protestantisk, var der også en decideret modvilje mod katolicismen. Modstanden mod hendes valg resulterede flere gange i, at hendes litterære evner blev betvivlet, og hun fik blandt andet øgenavnet ”Den katolske dame”. Sigrid Undset blev dog aldrig acceptereret af den katolske kirke, fordi hun var blevet skilt. Alligevel gav hun en stor del af de penge, hun fik med Nobelprisen til Legatet for ubemidlede katolikker. Resten blev fordelt imellem Legatet for familier med mentalt handicappede børn og Forfatterforeningens stipendiefond. Nobeprismedaljen solgte hun senere og gav pengene til en hjælpefond for finske børn, da Rusland invaderede Finland i 1939.
Olav Audunssøn
Kort tid efter Sigrid Undset havde erklæret sig katolik, skrev hun den historiske middelalderroman Olav Audunssøn (1925-1927), som hun selv betragtede som sit bedste værk. Hendes nyvundne tro kommer til udtryk i værkets tema, som er menneskets forhold til gud og om, hvordan troen kan ændre synet på både verden, sig selv og medmennesket. Det tema kommer endnu mere direkte til udtryk i de senere samtidsromaner Gymnadenia (1929) og Den brændende Busk (1930).
Værket Olav Audunssøn består af de to bind Olav Audunssøn i Hestviken (1925) og Olav Audunssøn og hans Børn (1927), og det skildrer den dybt troende men hovmodige Olavs kamp for at opnå fred med gud. Olav anser sig selv for at være et helt særligt menneske med overlegne karakteregenskaber, der burde gøre ham til en helgen, som én af hans venner siger om ham. Men i sine handlinger formår Olav ikke at leve op til det guddommelige ideal, han har sat for sig selv, og det samvittighedsnag, der præger hans liv får dermed en metafysisk dimension, simpelthen fordi han ikke fuldt ud vil erkende sig selv som et almindeligt menneske, selvom synden plager ham.
Som barn bliver Olav fæstet med pigen Ingunn, der forekommer så skrøbelig, at hun vækker hans beskyttertrang. Før de bliver gift, bliver han fristet til at være sammen med hende, hvilket han bitterligt fortryder, fordi det er en synd. Og da han senere vender tilbage for at tage hende til ægte, viser det sig, at hun er blevet gravid med en anden mand, Teit. Olav dræber i hemmelighed Teit og tager den uægte søn, Eirik, til sig, men lærer aldrig at holde af ham. De tre store synder, som Olav har begået plager ham igennem hele hans liv, indtil han omsider erkender sin ufuldkommenhed over for Gud og for sig selv.
Modstandskamp
Mens Sigrid Undsets samtidige verdenskendte landsmand, Knut Hamsun, var glødende tilhænger af Hitler, advarede hun som demokrat og patriot allerede siden begyndelsen af 1930’erne imod nazismen. Det betød, at hun blev nødt til at flygte til USA, da 2. verdenskrig brød ud, sammen med sin yngste søn. Hendes ældste søn døde i krigen, og hendes mentalt handicappede datter var død nogle år forinden. I USA skrev hun rejsebogen Return to the Future (1942), der trods omstændighederne var præget af optimisme. I værket forsvarede hun demokratiet imod den nazistiske trussel, og skrev at: ”Demokratiernes idealer har aldrig været drømmebilleder, men er mål i sig selv”. Da krigen sluttede i 1945, vendte Sigrid Undset tilbage til Norge og døde her få år senere.
Om forfatterskabet
Sigrid Undsets bøger spænder vidt i tid såvel som temaer. Men de er allesammen præget af hendes optagethed af samfundsmæssige problemstillinger i både historisk tid og i samtiden og af det enkelte menneskes forsøg på at skabe mening og indhold i sit liv i forholdet til andre mennesker og senere også i forholdet til gud. Især er hun optaget af den afmagt, der kan ramme mennesker, når idealer og forestillinger bryder sammen, og når mennesket selv ikke formår at udleve de forventninger, man har til sig selv. Her fandt Sigrid Undset forløsning i kristendommen - at det er i overgivelsen til gud, livet giver mening. Samlet står hendes enorme forfatterskab som et imponerende kunstværk, der usentimentalt og varmt stræber efter at give læserne en god historie såvel som moralske tanker og overvejelser om et meningsfuldt og godt liv.
Sigrid Undset, som fik nobelprisen for middelalderromanen Kristin Lavransdatter, er en stor, moralsk fortæller, inspireret af sagaer og kritisk overfor sin samtid.
Den norske forfatter og nobelprismodtager Sigrid Undset (1882-1949) er der ikke mange danskere, der husker. Der er i mange år stort set ikke blevet skrevet om hende i de danske medier, og i Gyldendals Verdenslitteraturhistorie (1992) er hun kun blevet omtalt med ganske få linjer. Men faktisk blev Sigrid Undset født i Danmark, i Kalundborg, og flyttede med familien til Norge, da hun var to år gammel. Hendes mor var dansk, og hendes far var en berømt, norsk arkæolog. Det er ikke let at finde en forklaring på, hvorfor Sigrid Undset er gået i glemmebogen hos det danske publikum, men der er til gengæld mange gode grunde til at finde hendes bøger frem. Først og fremmest fordi de er spændende læsning fyldt med action, hvor store følelser og livsvigtige kampe er på spil. Og så fordi hun var en kvinde med sine meningers mod.
Sigrid Undset blev først og fremmest kendt for sine middelalderromaner om især Kristin Lavransdatter og Olav Audunssøn. Men hun skrev også vigtige samtidsværker, noveller, essays, digte og et teaterstykke og markerede sig her med sin særegne stemme i kvindekampen. Hun tilhører den realistiske tradition inden for litteraturen, og hendes værker er blevet sammenlignet med blandt andre Emile Zola (1840-1902). Derudover skrev hun litteraturkritiske indføringer til blandt andet de islandske sagaer, artikler om katolicismen, som hun lod sig omvende til og rasende debatindlæg og bøger imod nazismens indtog i Europa i 1930’erne og 1940’erne. Det meget omfattende forfatterskab var præget af et ønske om at bevæge og påvirke læseren moralsk, etisk og filosofisk. Sigrid Undset adskilte sig altså markant fra sine samtidige, modernistiske kolleger, der havde opgivet at finde mening og sammenhæng i verden.
Forfatterskabets begyndelse
Sigrid Undsets far, Ingvald Undset, er nok den vigtigste nøgleperson i forhold til hendes forfatterkarriere. For han præsenterede hende for den gamle nordiske litteratur, og historierne, samfundsbeskrivelserne og sproget i dem blev en vigtig inspiration for hende – især til de historiske romaner, som hun fik størst succes med. Desværre døde hendes far allerede, da hun var 11 år gammel, og hendes mor, Charlotte Undset, blev efterladt alene med tre små piger. Det betød, at Sigrid Undset måtte glemme sine drømme om at komme på universitetet og at følge i faderens fodspor. I stedet fik hun en kontoruddannelse, så hun kunne være med til at forsørge familien. Hun arbejdede på et kontor for den tyske virksomhed AEG til hun blev 27 år gammel, et arbejde, som kedede hende grumt.
Ved siden af sit arbejde på kontoret skrev Sigrid Undset om aftenen og i weekenderne. Som 20-årig kunne hun sende sit første manuskript til Gyldendal; middelalderromanen Svend Trøst. Men hun fik et afslag med en besked fra forlæggeren om, at hun ikke kunne finde ud af at skrive historiske romaner, og at hun burde give sig i kast med noget mere moderne. Det gjorde Sigrid Undset så, og i 1907 debuterede hun med romanen Fru Marta Oulie, som blev den første i rækken af realistiske samtidsromaner fra Sigrid Undsets hånd.
Fru Marta Oulie
Fru Marta Oulie (1907) vakte både opmærksomhed og skandale på grund af de indledende ord: ” Jeg har været min mand utro”. Romanen, som er skrevet som en dagbog, foregår i Norge og skildrer en kvinde, der flygter fra et glædesløst ægteskab for at være sammen med en anden mand, som hun er stormende forelsket i. Det nye forhold gør hende dog langt fra lykkelig, for i virkeligheden kan det ikke leve op til hendes drømmeriske idealer, præcis som det også skete for Gustave Flauberts Madame Bovary (1857).
Sigrid Undset fandt inspiration til både Fru Marta Oulie og de efterfølgende samtidsromaner, blandt andet Den lykkelige alder (1908), Jenny (1911) og Fattige Skæbner(1912) hos de mennesker, hun mødte igennem sit kedsommelige kontorjob og på sine mange, lange gåture i Kristiania, som Oslo hed dengang. Her stiftede hun bekendtskab med arbejdende hverdagsmennesker, der bravt men ikke nødvendigvis heroisk stræbte efter lidt varme og lykke i deres liv. I romanerne skildrede hun familieskæbner og især kvinder og kærlighedsforhold i Oslos fattige arbejderklasse. Eller som hun selv formulerede det: Den umoralske kærlighed.
Jenny
Det mest succesfulde af de realistiske værker blev den tragiske, delvis selvbiografiske roman Jenny (1911), og det blev også Sigrid Undsets virkelige gennembrud som forfatter. Romanen foregår delvist i Rom, delvist i Norge og handler om den kvindelige maler Jenny Winge, der er stolt, lidenskabelig og frigjort og om hendes forhold til en meget ældre mand. For først er Jenny forlovet med den unge Helge Gram, men det bliver Helges far, kunstneren Gert, som hun kaster sin kærlighed på. Han forlader sin kone, men da kærlighedsforholdet ikke lever op til Jennys forhåbninger og idealer, vil hun ikke have ham alligevel. Og da Jenny mister sit seks måneder gamle barn, rejser hun til Rom, hvor hun begår selvmord, fordi hun er overvældet af en følelse af at have spildt sit liv. Om det er på grund af det mislykkede kærlighedsforhold, fordi hun har mistet sit barn, eller fordi hun ikke har fået indfriet sine ambitioner som kunstner, er et fortolkningsspørgsmål. Sandsynligvis er det en kombination af alle tre. Mere overordnet set skyldes Jennys tragiske endeligt, at hun bryder med tidens gængse kvinderolle og fravælger et borgerligt og trygt liv for at sætte alt ind på et lidenskabeligt kærlighedsforhold og sin karriere som kunstner. Samme tema gentog Sigrid Undset blandt andet i Splinten af Troldspejlet (1917).
Feminisme
Sigrid Undsets forfatterskab tager sin begyndelse nogenlunde samtidig med, at kvinder får stemmeret i Norge (1913). I den samtidige kvindekamp, indtog hun med sine samtidsromaner, essays og digtning en særlig rolle, der var præget af distance til den etablerede bevægelse. Og feminister har lige siden haft et ambivalent forhold til Sigrid Undsets forfatterskab.
Selvom Sigrid Undset i alle sine værker skildrede stærke, frigjorte kvinder, der kæmper for at skabe sig en tilværelse, der lever op til deres egne ønsker og forhåbninger, uanset om det er i strid med både skik, familie og samfund, så betragtede Sigrid Undset samtidig børnefødsler og etablering af familie som en kvindes højeste mål i livet. Derudover var hun modstander af forsøget på at ophæve forskellen i kønsroller mellem kvinder og mænd. Det gør hun klart i essaysamlingen Et Kvindesynspunkt (1919), i novellesamlingen De kloge jomfruer (1918) og i den ufuldendte roman, Madame Dorthea (1939). Og da en hyldest til familielivet var stik imod kvindesagens kamp for at få indført fri abort og lige ret til lønnet arbejde, blev der taget afstand fra hende. Men dét, som Sigrid Undset gjorde, var at kritisere datidens frihedsideal ved at spørge til, hvad det egentlig var, der gav frihed og mening. Hun mente ikke selv, at hendes kontorjob havde givet hende nogen følelse af frihed, fordi hun kun oplevede at blive styret af en mandlig chef. Som modbillede til det viste hun i sine historiske romaner, hvordan middelalderkvinderne selvstændigt styrede en hel gård, samtidig med at de opfostrede deres børn og tog sig af deres mand. Hun viste samtidig, at hun anså kvinder og mænd for at være biologisk forskellige, og at kønsroller derfor ikke kun var en kulturel konstruktion.
Men hun var ikke blind for, at ægteskabet ikke var lutter gammen, hvis kvinden befandt sig i det imod sine ønsker og længsler, hvilket hun blandt andet skildrede i ægteskabsromanerne Ida Elisabeth (1932) og Den trofaste Hustru (1936). For det vigtigste, som Sigrid Undset ville vise i forhold til kvindespørgsmålet, var, at kvinderne skulle stræbe efter glæde og mening i livet, men at de samtidig skulle være varsomme med at give sig i drifternes vold. Først og fremmest skulle kvinder være frie til at udfolde sig professionelt, uden at det blev på bekostning af kærlighed og familieliv.
Ægteskab, børn og skilsmisse
I 1909 modtog Sigrid Undset Forfatterforeningens legat for den historiske roman Gunnars datter. Hun kunne nu sige sit kontorjob op og helllige sig sit forfatterskab. Hun rejste først til Tyskland og derefter til Italien, hvor hun forelskede sig i den norske maler Anders Castus Svarstad. Han blev skilt fra sin kone og tog tre børn med sig, da han giftede sig med Sigrid Undset i 1912. Parret flyttede fra Rom til London,hvor de blev i seks måneder. Derefter flyttede de tilbage til Rom, hvor Sigrid Undset fødte deres første barn. Senere fødte hun to mere, den ene af dem var multihandicappet. Sigrid Undset tog sig af både Anders Svarstads og deres fælles børn og fik nok at gøre i hjemmet, hvor der var et livligt rend af gæster. Alligevel lykkedes det Sigrid Undset at skrive om aftenen, når resten af familien var gået i seng. Her fortsatte hun sit realistiske forfatterskab og begyndte også at blande sig i den offentlige debat med indlæg om kvinders frigørelse og om etik og moral, som hun følte var i forfald i perioden op til første verdenskrig. Ægteskabet var dog ulykkeligt, og da Sigrid Undset var gravid med det tredje barn i 1919, blev hun skilt fra Anders Svarstad og flyttede til Norge med sine to børn. På det tidspunkt gik hun igang med at skrive Kristin Lavransdatter, som hun modtog Nobelprisen for.
Kristin Lavransdatter
Sigrid Undset begyndte at skrive den historiske triologi om Kristin Lavransdatter (1920-1922), da hun var 40 år gammel og enlig forsørger til tre børn. Romanen gjorde hende så velhavende, at hun fik råd til både at installere badeværelse og at indrette et arbejdsværelse til sig selv. De tre bind i Kristin Lavransdatter, der har titlerne Kransen, Husfrue og Korset, handler om den smukke, stædige og selvstændige bondedatter Kristin og er en fortælling præget af stormende forelskelse, synd, skam, svig og brutale mord. Kristin bor sammen med sine forældre på slægtsgården Jørundgård i en norsk bygd i middelalderen omkring år 1300, og triologien skildrer hendes liv fra fødsel til død.
Sigrid Undset modtog Nobelprisen for Kristin Lavrensdatter på grund af ”værkets kraftfulde skildringer af nordisk liv i middelalderen”. Og den kulturhistoriske skildring af 1300-tallets Norge er præcis og levende beskrevet, for Sigrid Undset var overordentligt belæst i middelalderhistorie. Men det er især et værk, der udmærker sig ved dybe, komplekse skildringer af forholdet mellem mænd og kvinder og om noget så tidsløst som en selvstændig kvindes bestræbelser på at vinde en ustabil mands kærlighed.
Kristin vrager nemlig den fæstemand, som hendes elskede far har valgt til hende. Hun vil nemlig giftes med sin store kærlighed, Erlend Nikulaussøn. Han er af god familie, men han har igennem ti år levet sammen med en kvinde, som er gift med en anden mand, og han har fået to børn med hende, hvilket ikke er en velanset livsstil på det tidspunkt, og Kristins familie er stærk modstander af giftemålet. Derudover er Erlend en sølle modsætning til Kristins hårdtarbejdende, sympatiske far, og hans politiske intriger, egoistiske prioriteringer og utroskab gør, at han nok vinder Kristins ubetingede kærlighed men aldrig hendes respekt. Derfor bliver ægteskabet aldrig lykkeligt, selvom de elsker hinanden og når at få syv sønner. Og da Kristin gør det klart for Erlend, at han aldrig kan blive en lige så god husbond som hendes far var på slægtsgården, så flytter han fra hende. Han omkommer pludseligt kort tid efter, og deres søn Gaute overtager med tiden Jørundgård. Derefter flytter Kristin i kloster, hvor hun tilbringer sine sidste år i en søgen mod den guddommelige nåde, skuffet som hun er over livet og fyldt med dårlig samvittighed over at have svigtet sine forældre, da hun valgte at gifte sig med Erlend. Før hun omkommer af pesten, som hærger igennem landet, opnår hun dog fred i en erkendelse af, at Gud ikke fordømmer hendes kærlighed til Erlend, selvom den var imod hendes forældres ønsker. For kærligheden mellem mennesker er en del af kærligheden mellem Gud og mennesker.
Romanen Kristian Lavransdatter, der skildrer en selvstændig kvindes kamp for at skabe sig det liv hun ønsker og at gifte sig med en mand, som hun selv har valgt, rummer altså også et andet vigtigt aspekt: Forholdet mellem mennesket og gud, som var særlig aktuelt i middelalderen men også i Sigrid Undsets eget liv.
Omvendelse til katolicismen
Selvom Sigrid Undset var opdraget af ateistiske forældre og igennem sin opvækst og ungdom ikke var dybt troende, så beskæftigede hun sig indgående med kristendommen i sine studier og værker. Hun blev så optaget af katolicismen, at hun lod sig omvende i 1924. Det var nok afgørende for hendes beslutning, at hun på det tidspunkt var blevet skilt og forsøgte at finde en mening med sit liv. Hun sagde selv om sin beslutning, at 1.verdenskrig og årene efter bekræftede de forbehold hun altid havde følt over for de idéer, hun var blev opdraget med- liberalismen, feminismen, nationalismen, socialismen, pacifismen- fordi de ikke beskæftigede sig med dét, der optog den egentlige menneskelige natur: Den evige længsel efter lykke, fred, kærlighed, retfærdighed og godhed. Sigrid Undsets omvendelse vakte stor skandale i de intellektuelle kredse i hjemlandet og internationalt, der på det tidspunkt var optaget af socialismen og kommunismen. I den almindelige norske befolkning, som var protestantisk, var der også en decideret modvilje mod katolicismen. Modstanden mod hendes valg resulterede flere gange i, at hendes litterære evner blev betvivlet, og hun fik blandt andet øgenavnet ”Den katolske dame”. Sigrid Undset blev dog aldrig acceptereret af den katolske kirke, fordi hun var blevet skilt. Alligevel gav hun en stor del af de penge, hun fik med Nobelprisen til Legatet for ubemidlede katolikker. Resten blev fordelt imellem Legatet for familier med mentalt handicappede børn og Forfatterforeningens stipendiefond. Nobeprismedaljen solgte hun senere og gav pengene til en hjælpefond for finske børn, da Rusland invaderede Finland i 1939.
Olav Audunssøn
Kort tid efter Sigrid Undset havde erklæret sig katolik, skrev hun den historiske middelalderroman Olav Audunssøn (1925-1927), som hun selv betragtede som sit bedste værk. Hendes nyvundne tro kommer til udtryk i værkets tema, som er menneskets forhold til gud og om, hvordan troen kan ændre synet på både verden, sig selv og medmennesket. Det tema kommer endnu mere direkte til udtryk i de senere samtidsromaner Gymnadenia (1929) og Den brændende Busk (1930).
Værket Olav Audunssøn består af de to bind Olav Audunssøn i Hestviken (1925) og Olav Audunssøn og hans Børn (1927), og det skildrer den dybt troende men hovmodige Olavs kamp for at opnå fred med gud. Olav anser sig selv for at være et helt særligt menneske med overlegne karakteregenskaber, der burde gøre ham til en helgen, som én af hans venner siger om ham. Men i sine handlinger formår Olav ikke at leve op til det guddommelige ideal, han har sat for sig selv, og det samvittighedsnag, der præger hans liv får dermed en metafysisk dimension, simpelthen fordi han ikke fuldt ud vil erkende sig selv som et almindeligt menneske, selvom synden plager ham.
Som barn bliver Olav fæstet med pigen Ingunn, der forekommer så skrøbelig, at hun vækker hans beskyttertrang. Før de bliver gift, bliver han fristet til at være sammen med hende, hvilket han bitterligt fortryder, fordi det er en synd. Og da han senere vender tilbage for at tage hende til ægte, viser det sig, at hun er blevet gravid med en anden mand, Teit. Olav dræber i hemmelighed Teit og tager den uægte søn, Eirik, til sig, men lærer aldrig at holde af ham. De tre store synder, som Olav har begået plager ham igennem hele hans liv, indtil han omsider erkender sin ufuldkommenhed over for Gud og for sig selv.
Modstandskamp
Mens Sigrid Undsets samtidige verdenskendte landsmand, Knut Hamsun, var glødende tilhænger af Hitler, advarede hun som demokrat og patriot allerede siden begyndelsen af 1930’erne imod nazismen. Det betød, at hun blev nødt til at flygte til USA, da 2. verdenskrig brød ud, sammen med sin yngste søn. Hendes ældste søn døde i krigen, og hendes mentalt handicappede datter var død nogle år forinden. I USA skrev hun rejsebogen Return to the Future (1942), der trods omstændighederne var præget af optimisme. I værket forsvarede hun demokratiet imod den nazistiske trussel, og skrev at: ”Demokratiernes idealer har aldrig været drømmebilleder, men er mål i sig selv”. Da krigen sluttede i 1945, vendte Sigrid Undset tilbage til Norge og døde her få år senere.
Om forfatterskabet
Sigrid Undsets bøger spænder vidt i tid såvel som temaer. Men de er allesammen præget af hendes optagethed af samfundsmæssige problemstillinger i både historisk tid og i samtiden og af det enkelte menneskes forsøg på at skabe mening og indhold i sit liv i forholdet til andre mennesker og senere også i forholdet til gud. Især er hun optaget af den afmagt, der kan ramme mennesker, når idealer og forestillinger bryder sammen, og når mennesket selv ikke formår at udleve de forventninger, man har til sig selv. Her fandt Sigrid Undset forløsning i kristendommen - at det er i overgivelsen til gud, livet giver mening. Samlet står hendes enorme forfatterskab som et imponerende kunstværk, der usentimentalt og varmt stræber efter at give læserne en god historie såvel som moralske tanker og overvejelser om et meningsfuldt og godt liv.
