Jalousi af Jacob Skyggebjerg

Samsine og HPs forhold er heftigt. De skændes, slås og slår op. Skyggebjerg har tag på ungdommen i Underdanmark. Det er ikke kønt, men ægte og aldeles glimrende beskrevet.

Romanen er fantastisk smukt pakket ind. Et stort, ensomt beliggende og mondænt hus i et vinterlandskab. En bred trappe der fører lige lukt ud i noget vand, man instinktivt fornemmer er ret dybt for ikke at sige bundløst. Og bogens titel står præget i sølv med typer, der leder tanken hen på rygmærker og dødsmetal. Kontrast- og virkningsfuldt. Jeg blev voldsomt besnæret af denne dragende indpakning, og nu hvor jeg har læst og lukket bogen og er vendt tilbage til forsiden, er den næsten blevet endnu smukkere, fordi vandet, vintervejret og det ufremkommelige terræn bliver et billede på, hvordan en altfortærende jalousi kan få et menneske til at føle: På vej ned i et koldt og omsluttende mørke, hvor ingen udvej synes mulig. 

Samsine og HP mødes tilfældigt ved et busstoppested. Han drikker en øl, hun spøger, om han gi´r en tår. Han gi´r såmænd en hel øl, ja, mere end det. Samsine er 20 år, HP 9 år ældre. De drikker. De ryger. De fjoller rundt. De griner. De bliver kærester – også selvom hun er en bymus, og han er en landmus, og selvom man aldrig er i tvivl om, at de kommer til at balancere på en knivsæg. Før eller siden vil deres udskejelser, deres indre elendighed og deres forskelligheder få det hele til at kamme over. 

Sideløbende med indvielsen i HP og Samsines stormombruste forhold, læser man de mails, de skriver til hinanden efter deres mest reelle brud. De går fra hinanden fra tid til anden, men i de fleste tilfælde er Samsine ikke engang nået ud af døren, før de er blevet kærester igen. Men nu har Samsine måske, måske ikke, bollet udenom, og HP er på grænsen til sindssyge grundet – ja, jalousi. 

Men skyldes miseren så, at hans kærlighed til hende og/eller omvendt er så stor, at ingen af dem kan tåle at miste? Nej, det tror jeg ikke. Jeg er ikke engang sikker på, at der er tale om kærlighed overhovedet. Sikkert forelskelse – i hvert fald indledningsvist. Eller måske bare fascination. Eller et ønske om at høre sammen (med nogen) eller simpelthen bare et forsøg på at komme kedsomheden til livs. 

Og hermed når jeg frem til det, der for mig at se er romanens stærkeste kort: Ægthed. Måske lyver Samsine (hun er i så fald ikke den første 20-årige, der gør det), men det gør Jacob Skyggebjerg ikke. HP og Samsine findes både i indre København og i provinsen, og det er nøjagtigt lige så ulykkeligt og lige så ligegyldigt og kortvarigt og opslidende og dramatisk og teatralsk og pinagtigt og pinligt og proletarisk og tåkrummende, som Skyggebjerg skriver.