Hvad mener du med vi af Jacob Skyggebjerg

Skyggebjerg kan som ingen anden skrive tingene præcis som de er. Hans anden roman er ren røv at trutte. Værsgo: Et stykke med virkelighed. Læs den, før du tager på højskole.

En næsten nøgen forfatter pryder forsiden på romanen. Korsfæstet i stråleglans med lændeklæde. Under korset står de syv kvinder, bogen handler om. Syv forskellige kvinder der har det til fælles at de alle er på skriveophold på en midtjysk højskole. I påskeugen. De laver mad sammen, drikker, diskuterer på livet løs. Om blandt andet autofiktion, bingo, mænd, Færøerne, slåskampe, tro, mad.  Og så drikker de lidt mere. Efter aftensmaden skiftes de til at læse op af hver sit manuskript - tekststykker Skyggebjerg også veloplagt har indskrevet i sin roman. Det meget, meget fine ved romanen er, at forfatteren aldrig tager stilling, men blot lader dem snakke og fortælle, som de nu helst vil. Og det er BEFRIENDE. Befriende er det bedste ord for denne bog og dermed Skyggebjerg. Befriende. Aaahhh. Skygge.

Selve formen er også et stykke højtbelagt virkelighed. Vi går ind i landskabet, vi registrerer og følger med og går ud igen. Romanen ligner på den måde en ballon, som Skyggebjerg tager frem, lille og flad. Stille og roligt puster han den op med rigtige mennesker og ting der sker. Så slipper munden ballonåbningen og luften fiser stille og roligt ud igen - og med den bogens syv kvinder. Så, nu er ballonen igen lille og flad, som da vi begyndte, og dens hovedpersoner frie til at leve deres forskellige liv videre. Skyggebjerg indleder med at præsentere de syv kvinder på deres rejse mod højskolen, hvorefter han puster liv i højskoledagene og den verden som udspilles der, for til slut at tage afsked med hver enkelt på deres rejse hjem igen. Intelligent komposition der kræver mod og mandshjerte (kvindehjerte)

Selve sproget er på typisk Skyggebjergsk også helt uden floromvundne fiksfakserier. Det er kradsbørstigt og lige ud af landevejen, som her hvor en af kvinderne fortæller, mens højskolens gartner arbejder i baggrunden, om hvordan hendes datter pludselig blev forladt af kæresten (Florian):

”Hun (datteren) satte sig ved et bord, hvor der stadig sad nogle og spillede kort og drak. En af dem spurgte, om hun skulle med til Brasilien. De ville tage af sted om fredagen. Og ganske rigtigt, fredag morgen var de væk. Og det samme var Florian. Ny gren i flishuggeren”. (s. 194)

Skarpt, nøgternt, rent råt rigtigt. Og sjovt. For selvom der er tale om højskolerealisme, skal man ikke tage fejl af, at romanen også er hylende morsom sine steder. Man sidder der på væggen som fluen og griner ad og smiler til de d´damer.

Har Jacob Skyggebjerg korsfæstet sig selv som forfatter ved at skrive en kollektivroman om syv kvinder, kunne man passende spørge sig selv? Nope! Men er det en god roman, spørger du så? Ja! Simpelthen fordi den er godt fortalt, uden omsvøb, uden villen.

Men hvis vi alligevel leger, at han er korsfærstet, jf. bogens forside, så er spørgsmålet jo, om han genopstår? Det gør han - osse i den grad - som en vis anden persona gjorde det for et par tusind år siden i påskeugen. Måske er forsidens iboende logik, at Skyggebjerg er nødt til at genopstå for at kunne frigøre sig fra den meget roste debut, ’Vor tids helt’ fra 2013. Men måske genopstår han også, fordi han er ved at blive en vigtig og vedvarende stemme i dansk skønlitteratur (hvis man altså kan genopstå uden på nogen måder at have været død først). Den løber jeg med!

Originally published by Jørgen Dissing, Litteratursiden.