Gramhavet. Familiehemmeligheder 1 af Erling Jepsen

En kulsort og humoristisk Erling Jepsen classic. Forfatteren tager sig selv, sin familie, Gram og hele Sønderjylland under kærlig behandling.

’Gramhavet. Familiehemmeligheder 1’ er første bind af Erling Jepsens planlagte syv erindringsromaner. Med Gram som omdrejningspunkt, fortæller han i 33 kapitler, eller snarere punktnedslag, om sin barndom i Gram. Vi hører om forældrene og søster Sanne, som vi kender fra ’Kunsten at græde i kor’, ’Med venlig deltagelse’ og ’Den sønderjyske farm’, om kusine Dorthe og onkel Jørgen, som vi kender fra ’Frygtelig Lykkelig’ og om resten af familien og mange andre mere eller mindre betydningsfulde personer i og omkring Gram. For Gram er verdens centrum for dem, der bor i byen og således også for drengen Erling. For jo længere væk fra Gram man stammer, jo flere sære vaner har man. Nogen steder er præsterne endog grundtvigianere.

Fortællingerne er kulsorte og meget, meget morsomme. Det er både Erling Jepsens familie, Gram og Sønderjylland, der er kommet under kærlig behandling. Familien og familiens lidelser spiller, som i hans tidligere bøger, en stor rolle. Vi ved, at Erling far havde psykiske nerver, men nu får vi at vide, at der er hele fire grader af psykisk sygdom i Gram: at have karruselli (at være stresset), at være nerfig (at være sensitiv), at have psykiske nerver (at have anlæg for depressioner) og endelig at være psykisk (at være psykotisk). I Erling Jepsens familie er alle varianter repræsenteret.

Erling Jepsen er næsten klinisk i sin fremstilling, når han i fortællingen ’Forskellige måder at beså selvmord på i Sønderjylland’ gennemgår de mest gængse måder at begå selvmord på. Det at tage sit eget liv med sit jagtgevær var tidligere en meget brugt metode i Sønderjylland, hvilket Erling Jepsen også har beskrevet i nogle af sine dramaer. Afdøde teaterkritiker Jens Kistrup bebrejdede ham, at det slet ikke kunne lade sig gøre på den måde, han beskrev. Men vi, der kommer fra provinsen, ved bedre.

’Gramhavet’ er en Erling Jepsen classic. Vi har hørt meget af det før, men han fortæller det alligevel på en ny måde, og som han selv siger, så hedder hovedpersonen nu Erling – ikke Allan. Der er ingen kronologi og ingen rød tråd gennem fortællingerne, så selv om Erling Jepsen kalder bogen for en roman, er der mere tale om en essaysamling. Han siger, at det er startskuddet til fem, seks måske syv erindringsbøger, hvor han vil fortælle om sit liv, og han bedyrer, at historierne vil være hundrede procent selvbiografiske. Man må sige, at det er et ambitiøst projekt, han har kastet sig ud i, et projekt der leder tanken hen på Karl Ove Knausgårds seks bind store erindringsværk ’Min kamp’.

En af fortællingerne hedder ’Manden i høstakken’, og hans ven Henrik Ruben Genz, som også er fra Gram, påstår er den fortælling er det pure opspind og i virkeligheden et billede på Erling Jepsens forfatterskab. Man kunne få den tanke, at andre af fortællingerne måske er af sammen natur? Under alle omstændigheder – selvbiografski eller ej – vil jeg glæde mig til at se, om ambitionerne holder, og der kommer flere.