Gengældelsens Veje af Pierre Andrézel (pseud. for Karen Blixen)

En romantisk gyserhistorie om to unge, uskyldige, engelske piger, som en grum skæbne bringer i kløerne på en gammel, skotsk præst, der viser sig at være den inkarnerede ondskab.

Karen Blixen skrev romanen under pseudonymet Pierre Andrézel og brød sig bestemt ikke om at vedkende sig den. Den kan da heller ikke måle sig med hendes mere kendte værker, men inden for sin egen genre er den både velskrevet og vellykket. Romanen er en pastiche på den romantiske, victorianske dameroman, men de romantiske klicheer lives op af Karen Blixens sikre sans for at skabe spænding og gys.

At Karen Blixen er en eminent historiefortæller, viser hun også her. Efter en dvælende start, hvor de to hovedpersoner Lucan og Zosine og deres baggrund beskrives, tager begivenhederne fart frem mod det voldsomme klimaks. Lucan, smuk, lyslokket og ren af hjertet, og Zosine, vilter, mørkhåret og forkælet, tvinges af pengenød til at søge arbejde.

En ældre præst og hans kone tager dem med til deres beskedne hjem i en øde egn af Frankrig. Her lever de spartansk og isoleret, modtager undervisning af den karismatiske præst og hjælper lidt til i hus og have. Efterhånden kommer der dog sprækker i idyllen. Karen Blixen mestrer antydningens kunst og leder langsomt, men sikkert læseren frem til den grufulde afsløring af præsten.

Bogen bygger på virkelige begivenheder omtalt i franske politiannaler 1840-41, men Karen Blixen nøjes ikke med at sætte kød på skelettet af de tørre facts og skildre dem i al deres sindsoprivende gru. Hun tilføjer også en ekstra dimension til gengældelsesmotivet.

I stedet for at flygte mens tid er, beslutter Zosine sig for at hævne et af præstens tidligere ofre. Det er lige ved at gå galt, og det er ene og alene Lucans rene hjerte og vilje til at tilgive, der får bugt med præsten. Zosines hævngerrighed derimod har sine personlige omkostninger, og hun må lide et stykke tid før den romantiske slutning, hvor de to unge piger bliver gift med to passende, unge adelsmænd.

Bogen kan ikke siges at være en oplagt nøgle til Karen Blixens forfatterskab, men læs den i den ånd, som den formentlig er skrevet i, som god underholdning, et frikvarter mellem de store værker.