Det tidlige forår - barndom og ungdom af Tove Ditlevsen

Ny udgave af to af de bedste erindringsbøger i dansk litteratur. Begge skrevet, da forfatteren var indlagt på det psykiatriske hospital Sct. Hans, til afvænning og aflastning.

Åh Tove! Tænker jeg ved endt læsning af ’Det tidlige forår’. Det kan godt være, du ofte følte, du var anderledes, at du ikke var ”normal”. Men så er vi mange, der ikke er ”normale”. Jeg føler mig i den grad ramt af dine erindringer. Du husker så præcist de tanker og følelser, en lille pige og ung pige kan have.

’Det tidlige forår’ er den samlede udgave af Tove Ditlevsens to første erindringsbøger; ’Barndom’ og ’Ungdom’, begge fra 1969. For mig står de som nogle af de bedste erindringsbøger i dansk litteratur overhovedet. De beskriver så fint en piges opvækst på Vesterbro i København i 1920´erne og 1930´erne. Ligesom de beskriver den læseglade pige Toves udvikling til ung kvinde med forfatterdrømme, samt mødet med Viggo F. Møller og udgivelsen af debutdigtsamlingen ’Pigesind’.

Vi hører om opvæksten i en lille baggårdslejlighed i Hedebygade, et kvarter, der i de år er præget af arbejdsløshed og fattigdom. Ditlev Ditlevsen er også ofte arbejdsløs, men han drikker ikke, og han læser bøger og har drømme om en anden verden. Men Toves mor, Alfrida, siger, at man bliver sær af at læse - og det er Alfrida, der bestemmer. Familien har kun to værelser, så der er ikke meget privatliv, hverken hos forældre eller hos børn. I virkeligheden havde Toves mor nok også drømme om et andet liv. Dem fik hun bare aldrig mulighed for at realisere. Toves forhold til sin mor er allerede fra barndommen lidt problematisk, fyldt med en blanding af vrede, sorg, medlidenhed og higen efter anderkendelse.

Tove har få veninder som barn, og hun føler sig altid lidt anderledes. Men hun prøver at lade som om, hun er ”normal”, ja, nogle gange spiller hun endda dum, for at de andre ikke skal opdage, hvad hun i virkeligheden tænker på. For hun tænker på digte og skriver også digte i sin dagbog. Og altid drømmer hun om at møde nogen, der vil kunne forstå hendes digte. At få sine digte trykt er det, hun hele ungdommen længes efter og arbejder sig henimod.

Det lykkes til sidst i bogen, hvor hun har mødt den 30 år ældre redaktør for Vild Hvede, Viggo F. Møller, der trykker hendes først digt ”Til mit døde barn”, og som hjælper hende med udgivelsen af digtsamlingen ”Pigesind”. En digter er født, og Viggo F. bliver Tove Ditlevsens første ægtemand.  Men det ægteskab kan vi læse mere om i ”Gift”, som er fortsættelsen af Toves erindringer.

Tove Ditlevsen forstod at omskabe den virkelighed, hun ikke magtede, til kunst. Til glæde for os læsere!