Det man husker af Bent Haller

Bent Haller skriver sin egen historie med samme varme og humor som kendetegner hans forfatterskab. ’Det man husker’ er et nærværende portræt uden alder, der kan læses af alle.

Bent Haller fødes i 1940’ernes Nordjylland som et skravl, der ikke spås mange chancer for at overleve. Men det gør han. Om end det langt op i barndommen er som et apatisk, fraværende og splejset barn, der har det svært i skolen og som tidligt indser, at han ikke er som de andre. Som søn af en maskinmester og en hjemmegående husmor med ”et nervøst gemyt” synes Bents skæbne at være forseglet til Frederikshavn og et job på værftet. Bent fra Bangbostrand vil det dog anderledes.

”Jeg måtte lære at blive så dygtig som muligt til at læse og skrive, ellers ville jeg resten af mit liv være bundet til en verden, andre havde skabt”

Lysten til at udfolde sig kreativt og det nære venskab med Uffe, der hører Elvis og bor i et hjem med en stuepige og en mor, der arbejder for at tjene sine egne penge, bliver afgørende for Hallers kunstneriske liv. Uffe præsenterer Bent for et andet liv, men som årerne går, bliver venskabet ulige. Uffe trækker sig ind i sig selv og bliver afvisende, mens Bent mod alle odds får succes som forfatter, da han slår igennem med den skandaleombruste børnebog ”Katamaranen” i 1976.

Allerede med titlen ”Det man husker” varsler Bent Haller, at dette ikke er en typisk erindringsbog. Det er ikke en biografi, der slavisk følger kronologien i Hallers liv, men et subjektivt og selektivt portræt, der tydeligt bærer præg af, at Bent Haller har valgt at skrive netop de historier, som han selv synes er interessante – og så er det for så vidt ligegyldigt, om det er den skinbarlige sandhed eller det er, som Haller selv understreger med titlen, blot det man husker.

”Et portræt kan laves på mange måder, det kan være overflade, eller det kan trænge i dybden. Men et portræt skal ikke så meget ligne som det skal være.”

Netop dette giver portrættet tyngde og er med til at tegne et billede af en egenrådig forfatter, der altid er gået sine egne veje. Venskabet med Uffe fylder efter min mening for meget i bogen ligesom beskrivelsen af Hallers store forfatterskab fylder for lidt. Men det er jo min mening og ikke Hallers, hvilket er bogens fine pointe. Det er et varmt og nærværende billede af et kreativt menneske, til tider lidt langsommeligt og til tider lidt for lang, men alt i alt er det et meget læseværdigt portræt.

’Det man husker’ er et portræt uden alder, der kan læses af alle. Både de, der som jeg elsker Bent Hallers børnebøger, de, der har læst romaner som ’Sinkeklassen’, der også kredser om barndommen i Bangbostrand og de, der bare gerne vil læse erindringer fra 1950’ernes Nordjylland. 

Originally published by Marion Tirsgaard, Litteratursiden.