Den uskyldige af Harlan Coben

Kan De lide indviklede krimier med et plot, der er lidt for godt skruet sammen? Kan De lide krimier, hvor de uskyldige jages af FBI? Så er denne krimi den rigtige at kaste sig ud i.

Matt Hunter har siddet i fængsel for mord, har udstået sin straf og lever nu, ni år efter, med sin kone Olivia, der er gravid. Livet er godt. Så bliver en nonne myrdet.

Nonnen er ikke en hvilken som helst nonne. Hun har brystimplantater, og det skal nonner da ikke have, vel?

Matt modtager mystiske videoklip sendt fra Olivias mobil. Med en ukendt mand der opholder sig i samme lokale som Olivia. Er hun utro? Det er hun ikke, men under læsningen viser det sig, at hun har en fortid, der er lidt mere spændende, end Matt har lyst til at vide. Matt, den nu rehabiliterede eks-fange, bliver igen interessant for politiet, der mistænker ham for at være indblandet i op til flere mord, alle i forbindelse med den storbarmede nonne. 

Det viser sig, at den smækre nonne er … nej, det skal jeg ikke røbe her. Det er nok at sige, at Matt pludselig befinder sig som en lus mellem den lokale statsadvokaturs, efterforskers, FBIs og fortidens beskidte negle. Det er ikke det rareste sted for en halvparanoid (ikke uden god grund) eks-fange at befinde sig.

"Den uskyldige" af Harlan Corben er en udmærket krimi, med et plot der – som før nævnt – er lidt for kreativt, ifølge Deres ydmyge anbefaler. På den anden side, så skal det jo være et plot, der ikke er løst i løbet af 20 sider. Det er krimiens styrke (og svaghed), at der (tit) lægges for mange vildspor ud for læseren, der kan få plottet til at virke søgt.

Men når dagen – og den lidt for lange bog – er omme, er det trods alt tilgivet Corben. Vi kan jo ikke alle være James Ellroy, vel?

Spild et par timer i Deres liv og læs "Den Uskyldige". Den er fin nok til en mørk aften med en stærk kop te og en spids tobak (hvis De er til den slags).

Oversat af Henrik Enemark Sørensen. Aschehoug, 2006. 426 sider.