Anmeldelse
Sig ikke noget af Harlan Coben
- Log ind for at skrive kommentarer
Den første, spændende titel på dansk af en amerikansk spændings- og kriminalforfatter, der har modtaget flere priser for sine bøger.
Dr. David Beck og hans elskede kone Elizabeth fejrer årsdagen for deres første kys ved Lake Charmaine. De voksede op sammen, kyssede hinanden første gang som 12–årige, og nu som 25-årige og gift i 7 måneder vender de tilbage til Lake Charmaine for en romantisk weekend.
Pludselig bliver det til en tragedie. Elizabeth bliver bortført og myrdet, hendes lig bliver fundet i en grøft, identificeret af hendes far. David bliver også overfaldet, men overlever. Elizabeths morder bliver fundet (en seriemorder).
David Beck er mærket for livet; han kan ikke komme over tabet af sin kone. Han begraver sig i sit arbejde som børnelæge. Men alt forandres pludseligt otte år senere. To uidentificerede lig findes ved søen. Og på årsdagen for David og Elizabeths første kys modtager David en mystisk e-mail, der omtaler noget, som kun han og Elizabeth ved.
Så begynder der ellers at ske ting og sager, David bliver blandet ind i et sandt mysterium med masser af spor tilbage til fortiden. Er Elizabeth stadig i live? Hvad skete der egentlig for otte år siden? Er der forbindelse til mordet på rigmanden Brandon Scope?
Det er en meget spændende historie, der bliver rullet op for os. Hele tiden dukker der overraskende vinkler op. Når man tror at have fundet ud af sammenhængen, tager sagen en ny vending. Bogen er, hvad der på engelsk kaldes en "pageturner". Harlan Coben er meget dreven til at skabe et spændende plot og til at fortælle en medrivende historie. Der er gode dialoger og personer, der fænger.
Jeg kan kun anbefale denne spændingsroman , og jeg håber, at der bliver oversat flere af forfatterens bøger til dansk.
Oversat af Lars Rosenkvist. Lademann, 2003. 271 sider. Kr 79,-
Brugernes anmeldelser