Den grænseløse af Jussi Adler-Olsen

Kvinde er kvinde værst i den sjette bog om afdeling Q, hvor Carl Mørck i efterforskningen af et gammelt trafikdrab søger efter lederen af en religiøs sekt.

Når der kommer en ny bog af Jussi Adler Olsen, er det lidt ligesom juleaften! Vi er nået til sjette bind i serien om Carl Mørck og afdeling Q. Foruden Assad og Rose har Carl fået endnu er assistent nede i kælderen, nemlig Gordon, der er politichefens nevø. Da Carl har et mildest talt anstrengt forhold til politichefen, bliver det ikke den nemmeste start for Gordon, som dog består sin ”manddomsprøve” og bliver en del af teamet.

I Den grænseløse kommer Carl på sporet af en sytten år gammel sag, hvor en ung pige blev fundet død på Bornholm tilsyneladende dræbt af en flugtbilist. En politimand har aldrig kunnet slippe sagen, og kort før han vælger at begå selvmord i fuld offentlighed ved sin afskedsreception, kontakter han Carl.

Sagen bringer Carl, Assad og Rose på sporet af en mystisk og karismatisk mand med et tilsyneladende enormt kvindetække. Engang hed han Frank, nu hedder han noget andet. Men hvad hedder han, hvor er han og hvad laver han? Manden, de leder efter, kalder sig Atu Abanshamash Dumuzi og er leder af en religiøs sekt med base på Öland. Atu er omgivet af sine trofaste disciple, blandt andet kvinden Pirjo, der vil have Atu for sig selv og brændende ønsker at føde hans børn. Mens Carl, Assad og Rose leder efter denne mystiske Atu, opruller der sig diverse grumme forhold i fortid og nutid.

Jussi ruller sig rigtig ud, når han beskriver de alternative miljøer, og han formår samtidig at bygge en god spænding op, der holder hele vejen igennem. Det er dog især, når han fortæller om Carl og de andre i afdeling Q – eller om Carls privatliv - at han brænder rigtigt igennem. Denne gang viser det sig, at Carl rent faktisk har forældre et sted i Nordjylland, og at han også har et par noget anløbne fætre. Den ene fætter dør ganske vist i Thailand, så Carl må til begravelse. Og så er der noget med et testamente, som Carl ikke er så glad for.

Noget af det, jeg glæder mig til hver gang, jeg går i gang med en ny bog om afdeling Q, er at følge Assads udvikling. Assad har stadig problemer med det danske sprogs ord og vendinger. Han siger brokker sig, når han mener brækker sig, han leder efter nålen i halmen, og han ved ikke, hvem Lars Tyndskid er. Samtidig behersker han ind imellem et ganske sofistikeret dansk og taler på et tidspunkt til Carls store overraskelse helt uden accent. Der er stadig megen mystik omkring Assads person, som måske et sted i verden er kendt som Said.

Selv om plottet er spændende nok, skal man ikke gå handlingsforløbet for meget efter i sømmene for at tjekke, om tingene rent faktisk kunne være foregået, som Jussi insinuerer. Det er først og fremmest humoren, der bærer Den grænseløse, ligesom det gjorde sig gældende i de andre bøger om afdeling Q. Jeg glæder mig i den grad til at høre mere om Carl, Assad, Rose og Gordon.

Originally published by Anne Klara Bæhr, Litteratursiden.