De venstrehåndedes forening

Eminent spændende og velskrevet kriminalroman, hvor Van Veeteren og Barbarotti mødes for at løse et gammelt mysterium. At gå i gang med en ny Håkon Nesser er som juleaften.

I ’De venstrehåndedes forening’ lader Håkan Nesser sine to gamle krimihelte, Van Veeteren fra Maardam og Gunnar Barbarotti fra Kymlinge, mødes for første og måske eneste gang, og det er der kommet en eminent spændende roman ud af. Håkan Nesser skriver i et meget smukt sprog, hvor han sætter sine ord med pincet. Det betyder, at man har lyst til at dvæle ved de enkelte sætninger, samtidig med at man er nødt til at læse bogen i ét stræk, fordi den er så spændende. Løsningen må være, at man læser bogen to gange.

I slutningen af 1950-erne kommer Marten og Rejmus i skole i Oosterby i nærheden af Maardam. De har begge det handicap, at de er venstrehåndede, så de får en slags boksehandske om venstre hånd for at tvinge dem til at skrive med højre. De danner De venstrehåndedes forening, som i begyndelsen kun er dem selv, men snart kommer der andre drenge med, og på et tidspunkt også piger, nemlig tvillingesøstrene Clara og Birgitte. Foreningen fortsætter op i teenageårene, men da der på et tidspunkt sker noget forfærdeligt, opløses gruppen. Medlemmerne undrer sig derfor en hel del, da de bliver inviteret til genforeningsfest i 1991. Dagen efter festen er fire personer indebrændt og en femte forsvundet. 

Vi møder Van Veeteren i efteråret 2012. Han fylder 75 år og er for længst gået på pension. I det daglige sysler han i sit antikvariat, men da man finder liget af den formodede gerningsmand fra 1991 nedgravet tæt ved brandstedet, inddrages Van Veeteren, fordi han i sin tid havde sagen. Sammen med sin hustru Ulrike Fremdli og sine gamle kolleger, hvoraf vi kender flere fra serien om Van Veeteren, prøver han at opklare sagen. Et spor peger mod Kymlinge i Sverige, så politiet i Maardam tager kontakt til Gunnar Barbarotti og hans partner Eva Backman.

Handlingen udspiller sig i tre tidsaldre, men man er aldrig i tvivl om, hvor og hvornår tingene sker. Håkan Nesser leger med fiktionen og putter navne og episoder fra flere af sine tidligere romaner ind, ligesom mange af Van Veeterens gamle kolleger optræder. Der er mange spor, og læseren bliver ligesom efterforskerne vildledt den ene gang efter den anden, men læseren ved trods alt noget, som efterforskerne endnu ikke har fundet ud af. Læseren kender til det tvillingespor, der fører os til Sverige. Tvillingesøstrene Clara og Birgitte ligner nemlig hinanden så meget, at de har kunnet udgive sig for at være hinanden. Et lignende tvillingespor stødte jeg senest på i Nordisk vildt af Daniel Dencik.

Det er altid lidt som juleaften at gå i gang med en ny Håkan Nesser roman, og ’De venstrehåndedes forening’ skuffer ikke. Håkan Nesser har skrevet ti bøger i serien og Van Veeteren og seks om Gunnar Barbarotti, og da det lader til, at der er god kemi imellem de to efterforskere, kunne man håbe på, at der kom en anden sag, hvor de kunne mødes igen. Van Veeteren er godt nok fyldt 75 år og har haft et enkelt anfald af ydmyghed, som hans hustru siger, men ellers er han stadig frisk. Om der kommer flere, ved kun Håkan Nesser.