Dæmontandlægen

David Walliams formår på overbevisende vis endnu engang at blande mængder af humor med alvor og sorg, venskab og håb i en historie, der er helt eventyrlig.

12-årige Alfie har ret dårlige tænder og bor sammen med sin far, der sidder i kørestol. Hans far har til gengæld meget dårlige lunger, så Alfie laver alting derhjemme og passer sin far. Om aftenen fortæller hans far de bedste eventyr, som han indleder med et "luk øjnene og tro på det".

Alfie får nogle gange lidt slik af kioskejeren Raj, der er hans gode ven. Alfie har haft en rimelig traumatisk tandlægeoplevelse, hvor et helt venteværelse med patienter endte med at måtte assistere tandlægen, da han skulle trække en af Alfies blivende tænder ud. For sent opdagede han, at det var den forkerte tand! Derfor har Alfie ikke været ved tandlæge i flere år og gemmer indkaldelserne derfra ovenpå køleskabet.

Der er desuden begyndt at ske sære ting. Når børnene i byen lægger deres tænder under hovedpuden, og morgenen efter regner med at finde en mønt fra tandfeen, finder de i stedet enten edderkopper, en behåret vorte, flagermusvinger, en gammel mands fortykkede tånegl, en grævlingepote eller noget andet uhyggeligt.

Da den gamle tandlæge hr. Mosefund dør under blodige omstændigheder, og skolen i stedet får den lange, tynde fru Plombe tilknyttet som skoletandlæge, ved Alfie, at der er noget helt galt med hende. Sammen med socialrådgiveren Jytte, der ligner et omvandrende fastelavnstelt og siger "tætter" i stedet for tænder og Gabbi, der er et år yngre end Alfie, og som er ret lille af sin alder, skal Alfie kæmpe mod den modbydelige tandlæge, der viser sig at være en tandheks, og hvis hjælper, katten Hugtand, er lige så ondskabsfuld som sin herskerinde.

'Dæmontandlægen' er ikke en bog for børn med tandlægeskræk! Fru Plombe, tandlægen med det perfekte, blændende smil, får mig til at tænke på Willy Wonkas skræmmende tandlægefar i ’Charlie og chokoladefabrikken’. David Walliams kan blande det uhyggelige med det sørgelige, og stadig slippe sin læser løs med følelsen af at have læst en virkelig sjov bog, selvom alvoren lurer sammen med sorgen. Han har fået oversat flere bøger, og de er alle kendetegnet ved at beskrive livets mange facetter, men stadig fylde læseren med håb.