Byens spor. Bind 3, Skyggebogen af Lars Saabye Christensen

Fornem afslutning på Oslotrilogien, der udover at give et spændende tidsbillede også er den fineste roman om tid, erindring og længsel efter det, der ikke længere findes.

Det er blevet 1968 i tredje bind af ’Byens Spor’, hvilket betyder opbrud og ændring af værdier. Stine begynder at læse medicin på universitetet og færdes i de revolutionære kredse. Slagtersønnen Jostein handler med chokolade og bliver større og større. Maj har fået et lidt bittert drag om munden. Trude har aldrig glemt Jesper, der stak af for 11 år siden. Savnet af Jesper kaster skygger ind over alles liv. Referaterne fra Røde Kors er stadig en grundstruktur, men nu blander forfatterens egen sygdomshistorie og erindringer sig i romanen, der ud over at være et eminent tidsbillede fortæller om relationer, eksistens og vilkår, så det går lige i hjertet.

Minder, valg, og dødsfald sætter sig spor og især de hemmeligheder, de fleste har. Maj havde en affære med Jespers italienske spillelærer, hvilket en dagbog fra Rom afslører. Antikvarboghandleren slår sin kone, Margrethe, og hvorfor begår stedsønnen, Bjørn, der reddede Jostein fra en trafikulykke, selvmord? Slagtersønnen Jostein, med handelstalentet og det uskyldige blik på sin omverden, træder i karakter og bliver en central person for alle.

Tidsskildringen er overbevisende. Velgørenheden får trangere kår. Vietnam, EF, revolutionsromantikken, hvor arbejderklassen idylliseres, betyder at Stine på et tidspunkt bliver flyttemand. Men hører hun hjemme her? Et postkort fra Jesper på italiensk til Trude giver et spor, så historien kan forsætte. Personerne og relationerne er skildret med en særlig nænsomhed og viser, hvad venskab, kærlighed, familie og tilhørsforhold betyder. Det er originalt, at forfatteren blander egne erindringer og alvorlige sygdomshistorie ind i romanen. Overgangen er sømløs, når han i den ene sætning er i romanen og fortsætter med sin egen historie, idet han er bange for, at han ikke når at skrive romanen færdig: ”Jeg har tømt Jesper. Jeg har lammet Maj. Jeg har såret Stine. Jeg har mishandlet Margrethe. Jeg har sat Trude på standby. Det kan skyldes medicinen”.

Musikken er en vigtig grundklang. Komponisten Erik Satie vakte Jespers interesse for musik. For forfatteren er det Beatles med Eleanor Rigbys kendte omkvæd: “All the Lonely people, where do they all come from? All the lonely people, where do they all belong?” Også Leonard Cohen med sin inciterende stemme og tekst om nåde og tilgivelse er et tilbagevendende spor.

Trilogien er en stor fortælling om Oslo. Man kan flygte fra byen, men byen er i én. Trods sorger, død og forkerte valg er romanerne bevægende og opløftende, fyldt med humor og overskud. Sproget er præcist og lyrisk: ”Der er noget særligt over Karl Johan i september, ved indgangen til september, når alting står og vakler mellem sommer og efterår, som en vippe, og selvom man ved at efteråret vinder overlegent til sidst, klamrer man sig alligevel til gløden fra de varme klipper…”

Der er en klang af Proust, om tiden og erindringen og om længslen tilbage, at genkalde sig de øjeblikke, der ikke længere findes. ’Byens spor’ borer sig helt ind i det inderste, åben og søgende. Den fineste roman jeg har læst i 2019.