Bernhard Hvals fortalelser af Lars Saabye Christensen

Underfundig og sprogligt sprudlende roman om et langt livs dramatiske kampe på kanten af normaliteten.

Bernhard Hval siger selv, han tilhører ”de kantede” – i dag ville han utvivlsomt få stillet diagnoser på syndromer indeholdende adskillige af alfabetets bogstaver. Han plages af tvangshandlinger og værst af alt en trang til at komme med vulgære udtryk, en Kaptajn Haddock værdig, på de mest upassende tidspunkter. Således deklamerer han ”pik i pariserøjet” fra universitets talerstol, da han som den bedste i sin årgang holder afgangstale.

Trods sine problemer bliver han nemlig læge, denne søn af århundredet. I 1980 sidder han som 80-årig selvmordskandidat og skriver som sin sidste handling et festskrift over sin ven, den sagnomspundne kapgænger Notto Fipp, der gik Norge tyndt på en diæt af mælk og bananer. Nottos bevæggrunde – bogstavelig talt – var, at når han gik, tænkte han mindre. Denne indstilling tiltaler Bernhard Hval, som finder trøst i tanken om, at han selv kun er den næstskøreste.

Imidlertid kommer afhandlingen selvfølgelig til at handle mest om ham selv. Fra den traumatiske opvækst, hvor han overværer såvel sin mors erotiske eskapader med stuepigerne som sin far, gullaschbaronens, selvmord, da fallitten er en kendsgerning, over ægteskabet med den kernesunde Sigrid, som han nægter at skænke det hedt attråede barn, og til hans noget kranke karriere som læge, hvor det viser sig, at han er bedre til de døde i lighusets obduktionslokaler end til de levende i hospitalets senge.

Forfatterens fantastiske, rablende, sproglige overskud gør, at romanen holder den hårfine balance mellem tragedie og farce i skildringen af denne mand, der konstant evner at sige og gøre det forkerte – til tider med fatale følger. Egentlig er det jo en martret sjæl, vi får indblik i, men trods den humoristiske vinkel bliver han ikke latterliggjort.

Romanen er drabelig, men ikke alvorlig, lang, men ikke kedelig. Først som sidst er den båret af en altruistisk overbærenhed med alle menneskelige skavanker, og det er nok det, som virker så befriende – for hvem har ikke brug for det?