Om at fremkalde den fælles erindring
Af Stud. mag. Martin Laurberg
En veloplagt Lars Saabye Christensen fortalte om sin helstøbte roman "Halvbroderen" på det nyligt afholdte Bogforum. Bruce Springsteen har engang sagt i et interview, at han forsøger at ramme sine lytteres erfaringer med sine sangtekster. Det gør han ved at referere til bestemte situationer og steder, som er del af en fælles erindring. Når han for eksempel synger om en skolegård, er hensigten at fremkalde de følelser, lytteren forbinder med sine egne minder om skolegården. Springsteen udnytter altså, at bestemte steder er del af den fælles erindring og typisk har særlige erfaringer og følelser knyttet til sig, der giver dem en speciel plads hos mange mennesker. Han bruger det til at fremkalde indlevelse hos lytteren. Det virker: hvem føler sig ikke rørt af barndomsminderne i "Mansion on the Hill" fra det akkustiske album "Nebraska" (1982)?
Den norske forfatter Lars Saabye Christensen (f. 1953) arbejder på en lignende måde med følelser og erindringer, som er forbundet til bestemte steder. Det fremgik, da han på Bogforum blev interviewet af Jette Hansen i forbindelse med slægtsromanen "Halvbroderen", som for nylig har givet ham Nordisk Råds Litteraturpris.
Interviewet tog udgangspunkt i begyndelsesscenen i "Halvbroderen", hvor den unge kvinde Vera bliver voldtaget på et tørreloft i Oslo. Hun bliver gravid, og da hun ni måneder senere får en søn, kommer han til at hedde Fred, fordi man kan regne sig frem til, at graviditeten er opstået på befrielsesdagen den 8. maj 1945. Scenen kan give anledning til gisninger. På den ene side bringer tørreloftet tankerne hen på nordmanden Henrik Ibsens skuespil "Vildanden" (1884), hvor den unge pige Hedvig skyder sig selv på et loft, der minder om tørreloftet. På den anden side ligner det en perverteret udgave af skabelsen, hvor det faderløse barn (Jesus/Fred) markerer starten på en ny epoke (kristendommens opståen/befrielsen).
Men sådanne tanker stammer måske mere fra læseren end fra romanen. I hvert fald afviste Saabye Christensen interviewerens spørgsmål om, hvorvidt han havde overvejet parallelerne til Ibsen og Bibelen, da han skrev sin roman. I stedet nævnte han andre inspirationskilder: scenen på tørreloftet er opstået på baggrund af minderne om hans bedsteforældres tørreloft i Oslo. Når det er med i romanen, er hensigten at genskabe den erindring, rummet er omspundet af og at fremkalde en lignende erindring hos læseren.
I den forstand kan man kalde ham en lokal forfatter, fordi han bruger netop tørreloftet, som er et rum, man ikke finder særlig mange andre steder end i Norge. Alligevel er begyndelsesscenen i "Halvbroderen" også meget stemningsfuld for læsere, der ikke er nordmænd, og det skyldes nok, at Saabye Christensen arbejder med erindring på en mere generel måde. I interviewet understregede han, at romanen er skrevet ud fra den forudsætning, at læserens egne erindringer og fantasi tilsammen fylder dobbelt så meget i læsningen som selve romanens historie. Når et særligt rum i romanen er sted for et bestemt minde, kalder det på læserens minder om særlige steder på en mere generel måde, sådan at det ikke nødvendigvis er et bestemt rum og en bestemt erindring, men nærmere koblingen af et rum og en erfaring i det hele taget.
Når Saabye Christensen bevidst arbejder på at få læserens erfaringer sat i gang, kan man sige, at parallelerne til Ibsen og Bibelen ikke er så ligegyldige, som det umiddelbart kunne se ud til. Man kan i flæng nævne romaner eller film, hvor et loftsrum spiller en central rolle. Selv kom jeg til at tænke på loftsrummet i gyserfilmen "Hellraiser" (1987), hvor der foregår forfærdelige ting. På samme måde er historien om det problematiske barn at finde over alt: tænk på Salman Rushdies "Midnatsbørn" (1981) eller Günter Grass’ "Bliktrommen" (1959), hvor de problematiske sønner ligesom i "Halvbroderen" fødes på historiske knudepunkter, og hvor fortællingerne om dem er paralleler til de historiske begivenheder i Pakistan og Tyskland. Saabye Christensen arbejder tydeligvis med at skabe rum og hændelser, der vil kunne få læseren til at associere til andre historier og sine egne oplevelser. Det minder om Springsteens forsøg på at ramme en typisk historie, som kan fremkalde lytterens erindring. Parallelerne til Ibsen og Bibelen er eksempler på, hvordan det er sket hos intervieweren i Forum.
Der er visse minder, som Saabye Christensen tillægger særlig betydning for sit arbejde med "Halvbroderen". Foruden tørreloftet nævnte han i interviewet et brev fra hans farfar på Grønland til hans farmor i Oslo, som blev sendt, sådan at det nåede frem, efter farfaren var omkommet – altså som et slags brev fra en død. I "Halvbroderen" findes der netop et sådant brev. Saabye Christensen omspandt disse to minder – tørreloftet og brevet – med en vis mystik. De har tilsyneladende haft en særlig betydning for hans arbejde som forfatter. Det samme er tilfældet med selve historien i "Halvbroderen", som han betragter som højdepunktet i hans arbejde. Øjensynligt fik han idéen til romanen for over tyve år siden, men han valgte at lade den ligge, indtil han som forfatter var i stand til at skrive den på en fyldestgørende måde, fordi han frygtede at spilde historien, hvis han skrev den uden at være klar: “Sådan en chance får man kun én gang i et forfatterskab. Hvis jeg havde skrevet romanen for tyve år siden, var det formentlig højst blevet en temmelig middelmådig bog.”
Om "Halvbroderen" nu er at betragte som et sådant mytisk klimaks i forfatterskabet eller ej, så er den i hvert fald anbefalelsesværdig. Det skyldes ikke mindst, at Saabye Christensen har et enormt godt blik for, hvordan erindringen opstår, og for hvordan den på mange måder er almenmenneskelig. Derfor er "Halvbroderen" en roman, man lever sig ind i og lader sig rive med af.Lån "Halvbroderen" på
Læs et kort interview med forfatteren på Litteratursiden.dk
Kommentarer