Anmeldelse
Avuncular - onkelagtige tekster af Pia Juul
- Log ind for at skrive kommentarer
Smuk, foruroligende, alvorlig, legende, vittig. Pia Juul mobiliserer hele sit digteriske univers i dette overraskende udspil med ’onkelagtige tekster’.
Avuncular - hvad betyder nu det, vil de fleste nok spørge sig. Men der kommer jo så den forklarende undertitel, ’onkelagtige tekster’. Og onklerne myldrer da også på den lille bogs omslag portrætteret sammen med Pia Juul selv. Nogle fotos kunne være fra det private fotoalbum, måske fotos af en lille Pia på en onkels arm? Andre er kendte 'onkler'; Jeppe Aakjær, Jørgen Gustava Brandt, Dan Turell (onkel Danny), Cary Grant og 'Uncle Sam', (men hvad bestiller Diana Ross der?!?).
Altså onkeltema fra yderst til inderst, og på bagsiden afsløres så titlens betydning. Ordet er engelsk og betyder noget i retning af "onkelagtig" eller "bedstefaderlig", fremgår det af et ordbogsopslag. Men hvad er så en onkel i Pia Juuls univers? Hun forklarer det i bogens indledende digt, enkelt og smukt:
"Hvad er en onkel
et ord
slå det op
men vent lidt med at slå det op
lad mig først føle noget
onkel er fjernt fra alle opslag
en længsel efter et trygt øjeblik i en
barndom men ikke en person det er en
tilstand i ordet, måske i o (...)"
Betydningen af onkelbegrebet udbygges lidt længere nede i digtet, hvor der tilføjes: "... men det er ikke bare barndom, barndoms tryghed er
ikke hvad det er (...)"
Men altså alligevel en tryghed, noget fortroligt, noget venligt i en uvenlig, utryg verden, en dødsmærket verden, som det skildres i den efterfølgende tekst:
"Gud må være død.
Alt er øde, sover han?
Jeg mærkede ikke
at han var her før
men det kunne godt være
ham der var
forsvundet nu, alt er
forandret, skyttegrave
fulde af vand og råddenskab
ingen synger, end ikke
jeg over opvasken (...)"
Det er jo et dystert portræt af verden og af jegets tilstand, som er et gennemgående element i hele tekstsamlingen. Men det betyder ikke, at Juul ikke giver sig plads til underfundighed og til at lege for eksempel med stilarter og skabeloner. Hun helliger et helt afsnit til en boblende vital gennemgang af onkler, af ordbetydninger, og her får vi dels en egentlig definition af bogens udfordrende titel og en række portrætter af onkler i jegets liv. Om en af omslagets personer Cary Grant hedder det for eksempel i teksten ’Archibald Alexander Leach’ (Grants egentlige navn):
"Jeg var barn og forelskede mig i Cary Grant, det var en
overraskende pludselig kærlighed der ramte mig som et
dolkestød. Filmen hed Only Angels Have Wings. Kort efter så
jeg ham i Billed Bladet. Gråhåret, gammel, iført bar lasket
overkrop og cigar. Endnu et dolkestød, men denne gang
ikke "som". Tiden."
Og om en anden onkel, måske en af dem fra familieportrætterne, hedder det fuldstændig magisk i dette fantastiske mini-portræt i teksten ’Emil’: "Han var en rigtig onkel for han fandt min mors vielsesring/da hun tabte den, han fiskede den op af kloakken med et/underligt apparat. Og han blev hundrede år."
Se, det var jo en rigtig onkel! Og de to her citerede onkelportrætter viser jo så det artistiske, legende element i bogen, der på så få sider rummer så meget af hele livet og siger så meget om hele livet i en fantastisk balance mellem dyb alvor og begavet leg. Det er endnu et gennemgående træk i værket, at det er fyldt med referencer til navnlig ældre litteratur i mere eller mindre dækkede citater, fra for eksempel Vægterversene til Aakjær. Som eksempel har jeg valgt slutningen af bogens afsluttende tekst, nok hele værkets smukkeste tekst:
"Jeg kunne for længsel ej heller sove, jeg tænkte en del på
onkel Frankie, jeg nynnede hans sange, men også på den
søvnløse Cioran, der lå og led og holdt sig i live ved at vide
han ku dø for egen hånd, hvis det var dét. Længtes han da
ikke efter noget? Slog ingen blomstervind hans rude ind? Var
han ingens onkel? Søvnløsheden er en gave til alle onkler i
verden. Man ser så forvrænget dér, man ser så klart."
Og her kunne jeg i og for sig godt have sluttet dette, men der er nogle linjer fra et andet digt, der bliver ved at runge for mig, foruroligende, skræmmende i al deres fortættethed:
"Nu kulden, hvor kommer
den fra, jeg er ellers
i alle andre
kropsdele ild som altid
med blussende flammer
rødme og raseri
hjertesvulmende ømhed
men kold i munden
det er jeg i dag"
Sikke et billede; "kold i munden"! Pia Juul viser endnu engang, hvor favnende og utroligt sikker en digter hun er. Hun er i den grad sig selv, en uomgængelig ener i tidens litteratur, om hun så ytrer sig i prosa eller i digte, er hun enestående. Helt sin egen. Tak for det.
- Log ind for at skrive kommentarer
Smuk, foruroligende, alvorlig, legende, vittig. Pia Juul mobiliserer hele sit digteriske univers i dette overraskende udspil med ’onkelagtige tekster’.
Avuncular - hvad betyder nu det, vil de fleste nok spørge sig. Men der kommer jo så den forklarende undertitel, ’onkelagtige tekster’. Og onklerne myldrer da også på den lille bogs omslag portrætteret sammen med Pia Juul selv. Nogle fotos kunne være fra det private fotoalbum, måske fotos af en lille Pia på en onkels arm? Andre er kendte 'onkler'; Jeppe Aakjær, Jørgen Gustava Brandt, Dan Turell (onkel Danny), Cary Grant og 'Uncle Sam', (men hvad bestiller Diana Ross der?!?).
Altså onkeltema fra yderst til inderst, og på bagsiden afsløres så titlens betydning. Ordet er engelsk og betyder noget i retning af "onkelagtig" eller "bedstefaderlig", fremgår det af et ordbogsopslag. Men hvad er så en onkel i Pia Juuls univers? Hun forklarer det i bogens indledende digt, enkelt og smukt:
"Hvad er en onkel
et ord
slå det op
men vent lidt med at slå det op
lad mig først føle noget
onkel er fjernt fra alle opslag
en længsel efter et trygt øjeblik i en
barndom men ikke en person det er en
tilstand i ordet, måske i o (...)"
Betydningen af onkelbegrebet udbygges lidt længere nede i digtet, hvor der tilføjes: "... men det er ikke bare barndom, barndoms tryghed er
ikke hvad det er (...)"
Men altså alligevel en tryghed, noget fortroligt, noget venligt i en uvenlig, utryg verden, en dødsmærket verden, som det skildres i den efterfølgende tekst:
"Gud må være død.
Alt er øde, sover han?
Jeg mærkede ikke
at han var her før
men det kunne godt være
ham der var
forsvundet nu, alt er
forandret, skyttegrave
fulde af vand og råddenskab
ingen synger, end ikke
jeg over opvasken (...)"
Det er jo et dystert portræt af verden og af jegets tilstand, som er et gennemgående element i hele tekstsamlingen. Men det betyder ikke, at Juul ikke giver sig plads til underfundighed og til at lege for eksempel med stilarter og skabeloner. Hun helliger et helt afsnit til en boblende vital gennemgang af onkler, af ordbetydninger, og her får vi dels en egentlig definition af bogens udfordrende titel og en række portrætter af onkler i jegets liv. Om en af omslagets personer Cary Grant hedder det for eksempel i teksten ’Archibald Alexander Leach’ (Grants egentlige navn):
"Jeg var barn og forelskede mig i Cary Grant, det var en
overraskende pludselig kærlighed der ramte mig som et
dolkestød. Filmen hed Only Angels Have Wings. Kort efter så
jeg ham i Billed Bladet. Gråhåret, gammel, iført bar lasket
overkrop og cigar. Endnu et dolkestød, men denne gang
ikke "som". Tiden."
Og om en anden onkel, måske en af dem fra familieportrætterne, hedder det fuldstændig magisk i dette fantastiske mini-portræt i teksten ’Emil’: "Han var en rigtig onkel for han fandt min mors vielsesring/da hun tabte den, han fiskede den op af kloakken med et/underligt apparat. Og han blev hundrede år."
Se, det var jo en rigtig onkel! Og de to her citerede onkelportrætter viser jo så det artistiske, legende element i bogen, der på så få sider rummer så meget af hele livet og siger så meget om hele livet i en fantastisk balance mellem dyb alvor og begavet leg. Det er endnu et gennemgående træk i værket, at det er fyldt med referencer til navnlig ældre litteratur i mere eller mindre dækkede citater, fra for eksempel Vægterversene til Aakjær. Som eksempel har jeg valgt slutningen af bogens afsluttende tekst, nok hele værkets smukkeste tekst:
"Jeg kunne for længsel ej heller sove, jeg tænkte en del på
onkel Frankie, jeg nynnede hans sange, men også på den
søvnløse Cioran, der lå og led og holdt sig i live ved at vide
han ku dø for egen hånd, hvis det var dét. Længtes han da
ikke efter noget? Slog ingen blomstervind hans rude ind? Var
han ingens onkel? Søvnløsheden er en gave til alle onkler i
verden. Man ser så forvrænget dér, man ser så klart."
Og her kunne jeg i og for sig godt have sluttet dette, men der er nogle linjer fra et andet digt, der bliver ved at runge for mig, foruroligende, skræmmende i al deres fortættethed:
"Nu kulden, hvor kommer
den fra, jeg er ellers
i alle andre
kropsdele ild som altid
med blussende flammer
rødme og raseri
hjertesvulmende ømhed
men kold i munden
det er jeg i dag"
Sikke et billede; "kold i munden"! Pia Juul viser endnu engang, hvor favnende og utroligt sikker en digter hun er. Hun er i den grad sig selv, en uomgængelig ener i tidens litteratur, om hun så ytrer sig i prosa eller i digte, er hun enestående. Helt sin egen. Tak for det.
Kommentarer