Helt i skoven

Alvorlig mor(d)skab og gru blandt graner. En skovtur med Pia Juul er ikke for tøsedrenge. Til gengæld kan nye lyriklæsere trygt begynde her.

Så går Pia Juul ellers i lag med skoven. Her er både ord og mord på tapetet, og det sidste kan man som bekendt udøve med det første. Hun forsøger da også i første del af bogen ihærdigt at konkretisere og bogstaveliggøre skoven nøgternt og uden patos, men den lader sig ikke sådan betvinge. Den overvælder hende, afleder tanken, der forsøger at fastholde i beskrivelse "Hvor var det nu vi kom fra?", og hun må overgive sig både til dens ubeskrivelige natur og til klichéerne:
 
”Skoven ligner en katedral! / Næh, er det sandt? Har / andre sagt det før, / jamen, hvad skal jeg så sige? / Skoven ligner – en skov // Skoven lugter af skov / Den ligner en katedral”
 
I tredje del af bogen, som er en slags snydekrimi, har et mord fundet sted i skoven. Den myrdede er en forfatter uden større betydning ved navn Peter Jyde. Alle involverede kommer over de næste sider til orde, pigerne der fandt liget, kæresten, morderen, politifolkene, vidnet, præsten, men nogen opklaring af motiv får vi ikke, og det er egentlig heller ikke det væsentlige. Det er jo ikke en rigtig krimi, men snarere et alibi for at give lyd til forskellige stemmer omkring en ubehagelig hændelse. Det er typisk Pia Juul, også at det ubehagelige antager groteske proportioner og ender i tragikomik. 
 
"Helt i skoven" er både lyrisk, episk og dramatisk digtning i en alvorlig, pjattet, grum tone. Fuld af enkle og dobbelte udsagn og sproglige tankevækkere. De findes især i samlingens anden del Fra min dagbog, der også rummer tanker, drømme, konstateringer og brudstykker fra før nu i en skøn pærevælling. Ligesom det i hele bogen vrimler med referencer til dansk sang- og litteraturskat der, garneret med Juulsk poesi, får en helt anden klang og virkning, som her hvor Kingo bliver andet vers i en gåde:
 
”Hvordan man staver / til tørt græs / med to bogstaver? / H-Ø: hø / Dag og nat / mig lærer brat / at jeg engang skal dø”
 
Er man ikke vant til at læse digte, er dette afgjort et godt sted at starte. Selv kunne jeg ikke lægge den fra mig, da jeg først var begyndt på den, fordi jeg måtte vide hvordan den endte. Jeg ved ikke hvordan andre har det, men det er i hvert fald ikke sket for mig før i forbindelse med en digtsamling! Den er simpelthen både alvorlig, underholdende og spændende, og så er der sproglig forståelsesgaranti. Ingen knuder i form af ”ulovlige” sætninger, som kan virke afskrækkende på digtuvante. God skovtur.

Tiderne Skifter, 2005.  60 sider