Forbi

Digtene indeholder på én gang alvor og kulsort humor. Fortællingen samler sig i forsøget på at bevæge sig forbi noget og insisterer på, at det hele hænger sammen.

Pia Juuls digtsamling ’Forbi’ starter med en slags rammefortælling; en kort prosatekst som kobler Brooklyn sammen med derhjemme, i dette tilfælde Vesterbrogade. Det er en fortælling om de øjeblikke, hvor jeget bevæger sig gennem sin tilværelse, somme tider med overskud til at hjælpe tiggerne og opholde sig i nogle af tidens kriser og sin egen vrede. Men det er også en fortælling om, hvordan øjeblikket passerer, men at ”Det hele hænger sammen”, som det står og understreges flere gange i samlingen. Vi kan ikke se os fri af de sider i tilværelsen, vi helst vil gå forbi.

Digtene fortsætter i dette alvorlige spor, som sagtens kunne blive en tung sag at læse, men Juul kombinerer det med gode sætninger, sproglig eksperimenteren, musisk rytme og en til tider kulsort humor. Især de gode sætninger bærer samlingen og lægger op til refleksion. Et par eksempler fra det samme digt: ”Fortielserne æder os. Sig alt.” og ”Er der noget tilbage, som ikke er en løgn?”

At hive det usagte frem i lyset går igen, men samtidig også paradokset (som i eksemplet ovenfor), for hvad gavner det at sige alt, hvis alt, der er tilbage, er løgnen? Det er den slags paradokser eller modsætningsforhold, der gør digtsamlingen til en interessant og nærværende læseoplevelse. Heldigvis er der også plads til noget på den anden side af ’forbi-følelsen’: ”Meget er forbi, meget er væk, meget /bør begynde”. Der er altså stadig mulighed for at starte noget nyt, og netop disse optimistiske formuleringer, hiver samlingens univers ud af mørket og ind i lyset.

Langt hen ad vejen er det som om, læseren inviteres med ind i digterens hjerne, et lettere syret blik på en verden, der er fyldt med mennesker, vi helst bare ville gå forbi. Der er en genkendelighed i digtene. I hvert fald digtene uden titel. Pludselig popper digte op med initialer og fokus ændres, så der skrives til nogle personer i stedet for. Disse digte står svagest i det samlede billede, lettere monotone i en ellers interessant fortælling. Denne del af samlingen bliver, i de fleste tilfælde, underligt stavnsbundet til enkelte personer, og det mere brede portræt af samfundet træder i baggrunden.

Samlet set er det en fornøjelse at læse med, og ét af mine yndlingssteder er dette: ”Jeg granskede mit ansigt / på jagt efter en drøm / Nu ser jeg min mor”, som afslutningen på et digt om, at man forsvinder ind i sit familietræ, at man bliver til de, der gik forud. Og netop denne forvandling og denne sammenhæng, dette "vi", som går igen i samlingen, er interessant. Juul insisterer på mennesker og ting hænger sammen, og det gør de på forunderlig vis i hendes værk.