Juul, Pia - Dengang med hunden

Pia Juul er kendt for et selvironiserende og -analyserende sprog, hvor talemåder og dialekter kommer under eksamination. Sådan er det også i 'Dengang med hunden'.

'Dengang med hunden' er Pia Juuls anden novellesamling. Hun debuterede i 1985 med digtsamlingen 'Levende og lukket'. Siden er der udkommet en række digtsamlinger og i 2001 den første novellesamling, 'Mit forfærdelige ansigt', som fik meget ros. Pia Juul er kendt for et selvironiserende og -analyserende sprog, hvor talemåder og dialekter kommer under eksamination og ofte er det, der sætter gang i teksterne. Sådan er det også i 'Dengang med hunden'. Fortællerne lægger på forskellige måder meget mærke til det sprog, der omgiver dem, og det skaber nogle gange en gennemironiserende stil som i 'Ude på landet' eller medvirker til en lidt underspillet humor. I 'De gales hjem' kan fortælleren eksempelvis ikke lade være med at grine for sig selv, hver gang han går forbi plejehjemmet "De Gamles Hjem", hvor det første 'm' er faldet ned. Den sproglige opmærksomhed kan imidlertid også kamme over og få en overvældende, nærmest grotesk betydning, som i 'En flinker fyr', hvor et gammelt ægtepars nabo er blevet myrdet i sin seng med en økse, mens konen var alene hjemme i huset ved siden af. Da en betjent kommer for at udspørge dem i forbindelse med mordet, er det eneste, hun går op i, at hendes provinsielle mand siger ’en flinker fyr’ og ’en grimmer én’, som hun synes lyder forfærdeligt og gammeldags.

Der ligger allerede i titlen, at novellesamlingens overordnede tema er fortiden, og novellerne behandler på forskellig vis erindringens væsen lige fra hukommelsestab og senilitet til øjeblikke, hvor episoder fra fortiden på Proust-agtig facon pludseligt står lysende klart for fortælleren. Fortælleren har oplevet disse episoder meget stærkt, oftest fordi de enten har været særdeles pinlige og skamfulde eller utroligt lykkelige. De fleste gange foregår erindringen dog problematisk, og novellernes personer søger forgæves tilbage mod et bestemt øjeblik, som for altid er fortid og dermed uopnåeligt for dem. I 'Tidsmaskine' kan fortælleren ikke få sin erindring til at stemme overens med virkeligheden og omvendt, i 'Manden på tagryggen' kan ikke engang et fotografi vise, hvordan noget så ud i fortiden: en af personerne har ved et tilfælde taget et billede af sin mand sekundet inden han døde og studerer det derefter for at finde ud af, om han smilede i sit sidste øjeblik, men fotografiet er for uskarpt til, at hun kan afgøre det.

Den samme jagt efter spor og sammenhænge kan læseren hurtigt blive sendt ud på, både hvad angår forståelsen af de mange små ting, som tillægges stor betydning, og novellernes mangfoldigt skiftende fortællere. Der er nemlig detaljer, som antyder en forbindelse mellem fortællerne, men det er alligevel aldrig nok til, at man kan være sikker. Ligeledes er det svært at bestemme sig for hvem, der har begået det omtalte øksemord, og flere af novellerne har en tvetydig slutning.

Titlen er samtidig ret indforstået, idet den refererer til en episode i fortiden, som om læseren kender til den. Man kunne måske forvente, at denne episode ville blive beskrevet i løbet af bogen, men der hentydes blot til, at fortælleren engang har sparket en hund. Den uafgørlighed, man hele tiden støder ind i, kan både være frustrerende og besættende, og det er en følelse, man vil genkende fra læsningen af andre af Pia Juuls bøger. Man får således aldrig fortalt, hvad der egentlig skete dengang med hunden, ligesom man i et meget omtalt digt fra digtsamlingen Sagde jeg, siger jeg heller aldrig rigtigt finder ud af, hvordan onkel Hector gjorde, når han gjorde sådan med hånden. Det ”dengang”, der omtales, forbliver utilgængeligt, og man kan ikke få det til at give den mening, det ser ud til at have, men man kan samtidig ikke lade være med at prøve. Novellernes blanding af på den ene side at sige tingene direkte og på den anden side at antyde og indforstå giver én fornemmelsen af, at man konstant er lige ved at forstå det hele, og så glider det alligevel ud mellem ens fingre, og man må læse novellerne endnu en gang.

 Kilder, links og centrale værker