Maren Uthaugs roman 'Hvor der er fugle' er en foruroligende roman om kærlighed, men absolut ikke en kærlighedsroman.
Maren Uthaug er kendt som fast tegner af Politikens tegneseriestribe 'Ting jeg gjorde', og fra Marens blog, hvor hun veloplagt og humoristisk fortæller om alt lige fra livet som forælder til kommentarer om katten. Hun fik sit litterære gennembrud med den meget roste debutroman 'Og sådan blev det' i 2013. Romanen beskriver de konsekvenser, det har for et barn, at blive trukket op med rode for at blive placeret i en helt ny og anderledes kultur, fra et samisk samfund i Nordnorge til Danmark. I sin nye bog 'Hvor der er fugle' (2017) kaster Uthaug sig over dystre temaer som utroskab, sindssyge og blodskam i den lille norske bygd Uthaug, som forfatterens familie stammer fra.
Romanen begynder i 1920’erne og følger en fyrpasserfamilie igennem to generationer. Johan, der elsker Hannah, må, for at hjælpe sin mor økonomisk, gifte sig med præstens Marie og flytte ud på bygdens rev for at passe fyret. Hurtigt bliver familien større, idet datteren Darling og sønnen Valdemar, som ikke har noget sprog og opfører sig som en kalv, kommer til. Derefter går livet sin skæve gang, indtil Darling og Johan indleder et forhold, og Darling bliver gravid. Darling kan ikke forholde sig til frugten af dette forhold og overlader sin søn til forældrene. Hun rejser derefter til Amerika, hvor hendes tidligere guvernante, den danske Gudrun, venter hende.
Imidlertid er det ikke uhyggen og de allestedsnærværende tabubrud, der er romanens ærinde, men derimod de forskellige perspektiver på både livet og kærligheden.
De tre perspektiver
Historien, der løber over flere årtier, fortælles fra forskellige perspektiver, og gennem bogen lærer læseren både Johans, Darlings og Maries stemmer at kende. De beretter om de samme perioder, de samme handlinger og enkelte steder de samme replikker, og det er netop i denne komposition, romanens styrke ligger.
For det første medfører perspektivskiftet en øget suspense. Lige så snart man føler, man har fået placeret sine sym- og antipatier, skifter vinklen, og nye foruroligende hemmeligheder kommer frem i lyset. Dette giver læsningen et naturligt drive, der danner kontrast til den rolige fortællerstemme.
Men kompositionen øger ikke kun spændingen, den understreger også på elegant vis romanens budskab. Det, Uthaug nemlig formår med sine perspektivskift, er at vise, hvor forskellig verden tager sig ud for mennesker, der på overfladen lever i den samme virkelighed. Fede, byens rigmand, der gennem Johans perspektiv beskrives som en ulækker skørtejæger optræder hos Marie som den klassiske romantiske helt. Hannah, Johans kærlighed, der på sine ældre dage af Marie beskrives som afdanket og tandløs, står for Johan stadig som jordens smukkeste kvinde.
På den ene side kan disse indsigter give fornemmelsen af et samfund gennemsyret af løgn og forstillelse, men på den anden side understreger de, at alle værdidomme er individuelle, at skønhed og afskyelighed afhænger af øjnene, der ser, og at alle er værd at elske for noget. Det er denne indsigt, der gør, at 'Hvor der er fugle' ikke kun er en roman om begærets frygtelige konsekvenser og meningsløsheden i at basere sit liv på en løgn, men ligeledes en bog om den almenmenneskelige sandhed, at selv i de tætteste relationer lever forskellige opfattelser og perspektiver.
Begæret og friheden
Det er ikke kun replikker og begivenheder, der går igennem hos de forskellige synsvinkelbærere, men ligeledes en række motiver, der er med til at binde historien sammen og understrege de dybereliggende sammenhænge for læseren. Som Fedes yndlingsmelodi, der nynnes af nogle af de kvinder, der har haft et seksuelt forhold til den lokale Casanova. Også fuglene fra titlen optræder som ledemotiv igennem fortællingen. ”Hvor der er fugle, er der fisk", lyder det flere gange, men som læser opdager man hurtigt, at der ikke kun er fisk. Fuglene, der mange andre steder forbindes med frihed, forbindes her med begæret, idet de især er koblet til det bådehus, hvor en stor del af bygdens udenomsægteskabelige sex finder sted. Fuglene bliver således et billede på det begær, der i høj grad styrer romanens handling.
Hvor fuglene repræsenterer det, der i høj grad holder romanens personer fanget, viser Darlings guvernante Gudrun en vej ud. Ligesom fuglene og ringene dukker hun op adskillige gange i løbet af historien, og som den eneste person, er hun vellidt af alle fortællerne. Hun kommer til revet fra Danmark, belæsset med snaps fra sin fars fabrik og med nye ideer som pessarer, kvindelig ligestilling og rejselyst. Selvom Gudrun på overfladen ikke ændrer meget, idet Darling ender med at bruge sin seksualitet til at sikre sig selv økonomisk og socialt på samme måde, som hendes mor gjorde, er noget alligevel ændret. Godt nok sidder Darling i romanens afslutning i Uthaug som mor, præcis som hendes egen mor gjorde en generation før, men hvor Marie levede hele sit liv i bitterhed over de valg, hun engang traf, er Darling lykkelig. På trods af de dystre temaer ender 'Hvor der er fugle' således med en tone af håb.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer