Marstrand - Jørgensen, Annelise: Sorgens grundstof

Wien 1814. Stormagterne diskuterer Europas omrokering, efter at revolutions- og Napoleonskrigene har opløst grænserne. Slaveefterkommeren Grace, jøden Benoni og armenieren Hakob får tilfældigt og uden at vide det del i ”sorgens grundstof” og knyttes for evigt sammen i den frygtelige sorg over menneskets lidelser.

Romanen skildrer Europas lidelseshistorie fra afslutningen på Napoleonskrigene og stormagternes fredsforhandlinger på Wienerkongressen i 1814-15 og frem til en jordansk flygtningelejr i 2015.
Den indledes med en helt ny skabelsesberetning, der dog også ender grumt: Satan pisser på Guds skaberværk, mens Gud et øjeblik er fraværende, og verden er fra da befængt med ondskab, menneskelig forfølgelse – og stor sorg. For da guden græder over den lidelse, der venter menneskene, skaber tårerne sorgens grundstof, luctugen, og en sorg så stor og altoverskyggende, at den næsten er ubærlig.

En drægtig muldvarp kommer i kontakt med luctugenet, der er trængt ned i undergrunden, og videreformidler stoffet gennem sig selv og sit afkom og får uendeligt liv. Men da den bliver fanget af en gartner i 1814 i Wien, bliver dens prægtige pels solgt og lavet til et bogbind til en middelalderbibel – og brugt til at pudse ædelstene med på en halskæde og et armbånd. Disse remedier er dermed ”besmittet” med ursorgen og forbinder for evigt de tre uvidende personer, som kommer i besiddelse af dem: Den unge slaveefterkommer og uselviske sygeplejer Grace, den jødiske forretningsmand og fremskridtsoptimist Benoni og den armenske aktivitetshandler Hakob bliver alle tre del af grundstoffets atomer og store sorg. De lever længere end andre og glemmer med mellemrum deres fortid og starter forfra, når sorgen bliver for stor. 

Mytens faldgruber
Romanen er som nævnt bygget op omkring en ny skabelsesberetning, en myte, og derfor er det interessant at se nærmere på myten som begreb for bedre at kunne forstå romanens præmis og dens tematikker. I romanen er myten altså en religiøs fortælling om de kræfter, der styrer verden, og ikke et videnskabeligt faktum. Den er en symbolsk måde at fortælle om grundvilkårene for det at være menneske på. En fantastisk fortælling, der giver sig ud for at være en universel forklaring på livets gåder, men som møder kritik: ”Du har vel også hørt historierne om caribiske slavers sorte magi? Det er blot endnu en grund til at behandle dem efter forgodtbefindende. Mennesker fortæller historier og beslutter sig for at tro på dem.” Sådan siger Hakob kritisk til Dina, Bens kone, en aften de taler om slaveri og den af nogle påståede sorte magi, som slaverne udfører. Her opstår et paradoks mellem romanens konstruktion som myte og Hakob, der stiller spørgsmålstegn ved myters overordnede troværdighed og brugbarhed.

Romanen arbejder med 200 års menneskelig lidelseshistorie, herunder flygtningekriser, og forsøger i udgangspunktet at forklare menneskenes lidelse med en mytisk fortælling, hvilket vi mennesker historisk set altid har gjort. Men myter kan tilbagevises af videnskabelige fakta og statistikker, som blandt andre den svenske professor Hans Rosling gør opmærksom på i sin bog Factfulness. Heri beskriver han, hvordan bestemte menneskelige instinkter forhindrer os i at have et faktabaseret verdenssyn, og dermed forfalder vi til at drage fejlslutninger. 
Lektor ved Syddansk Universitet Moritz Schramm har argumenteret for et mere statistikbaseret indhold i den aktuelle flygtningedebat for at aflive de myter, der florerer om flygtninge og er med til at danne fordomme mod dem. 
'Sorgens grundstof' fremstiller 200 års menneskelig lidelseshistorie konstrueret som en myte, men lader samtidig en af sine hovedpersoner kritisere mytebegrebets mangel på videnskabelige fakta. Dermed rejses et andet stort spørgsmål i romanen: Skal vi tro på alt, hvad vi hører, især hvis dette er med til at skabe fordomme og hindre hjælp til dem, der har brug for den? Myten tilbyder en forklaring på livets uforklarligheder, men får samtidig en destruktiv kraft, hvis vi ukritisk følger dens præmis. 

Pessimistiske skæbnefortællinger
Romanens tre primære karakterer tilhører hver især en minoritet som henholdsvis jøde, armenier i Det Osmanniske Rige og sort i Europa. I romanen er de som nævnt blevet besmittet med en grundsorg af muldvarpen, der som symbol er kendt som en mørk kraft fra underverdenen, ofte også med et sortsyn. Muldvarpens død i fælden kaster ydermere en skygge over personerne, hvis skæbnefortællinger derved får et strejf af undergang. Deres evige liv illustreret ved deres hukommelsestab og gentagende ”starten forfra” i livet kan være romanens måde at understrege på, at deres lidelser varer ved gennem generationer; at det er svært at bryde det undertrykkende mønster fra omverdenen – uanset hvilke borgerrettigheder der gives (et andet tema i romanen).

På den måde bliver de tre personer andet og mere end sig selv; de bliver symboler for hver deres minoritet og dens evige tragedier. Og ligesom de ikke kan undvige deres minoritetsskæbne, kan de heller ikke undvige sorgen, der følger i hælene på dem. Den bliver minoriteternes livsvilkår. Muldvarpens sortsyn og luctugen besmitter på den måde også romanen som værk, da romanen via sin ”uendelighedskonstruktion” er med til at fastholde et sortsyn på minoriteternes fremtid. Denne pessimistiske tilgang til fremtiden farver romanens spørgsmål om, hvorfor vi ikke tager ved lære af tidligere tiders grusomheder, hvilket kommer til udtryk i dette udsagn fra Hakob: ”Før eller siden vender alt tilbage (…) døden og ulykken og massakrerne. Mærker I det ikke?” 

Men også her ses en lurende fare: På samme måde som ved en ukritisk tilgang til myten pibler også her en potentiel ansvarsfralæggelse frem, hvis vi passivt lader stå til og opgivende underlægger os historiens skæbnefortælling. Lad det da være et af denne komplekse romans hovedbudskaber: At vi udfordrer de gængse fortællinger om verden og tager ansvar.