Madsen, Svend Åge - Tugt og utugt i mellemtiden

I murstensromanen 'Tugt og utugt i mellemtiden' kulminerer Svend Åge Madsens erfaringer og tendenser, som kendetegner udviklingen i Madsens forfatterskab i 60'erne og 70' erne.

Gennem hele sit lange og omfattende forfatterskab har Svend Åge Madsen (f. 1939) eksperimenteret med romanen som form. Han har ligefrem opfundet sin egen romangenre: uromanen. Madsens forfatterskab er på en gang tidstypisk og helt originalt. Som så mange andre forfattere med debut i 1960’erne er han i første omgang optaget af at undersøge sproget både som middel til kommunikation og som et medium i sig selv.

I løbet af 60’erne og 70’erne vokser interessen for fiktionen og fortællingen. Det er typisk, at skønlitterære forfattere i slutningen af 60’erne er fascineret af og med flid henter inspiration fra den såkaldte lavkultur: krimi, science-fiction, porno, western, tegneserie og pop-kunst. Man kan sige at skellet mellem fin- og lavkultur bliver om ikke ophævet, så i hvert fald sat til debat. I murstensromanen 'Tugt og utugt i mellemtiden' fra 1976 kulminerer de erfaringer og tendenser, som er kendetegnende for perioden fra de tidlige tressere til midten af 70’erne, og som er karakteristiske for udviklingen i Madsens forfatterskab.

Romanen handler om Ludvig Alster, der er blevet uretfærdigt anklaget og dømt for mord i 1962. Efter tolv års indespærring, flygter han fra fængslet med et eneste formål: at hævne sig på de tre personer, der er skyld i, at hans liv blev taget fra ham, nemlig en dommer, en journalist og en politibetjent. Romanen følger Ludvigs projekt fra begyndelse til afslutning.

Men Madsen ville ikke være Madsen, hvis det var så enkelt. For det første viser det sig, at hævnen ikke altid er sød. Det er så at sige romanens morale. For det andet er der både tale om en underholdende roman med et indviklet krimiplot og masser af action og et kritisk portræt af samfundet, dvs. hverdagsdanmark set fra en jysk provinsby (læs: Århus) i midten af 1970’erne. Som titlen antyder, fokuserer Madsen på de sider i samfundet, der har med retstilstanden og med samlivsformer at gøre. Endelig leger forfatteren med fiktionen. Romanen er en slags omvendt science fiction. Den handler ikke om fremtiden, men foregiver at være skrevet i fremtiden og handle om faktiske begivenheder, der udspiller sig i slutningen af mellemtiden. Bogen er udstyret med et forord, som man kender det fra megen faglitteratur, hvor en "ekspert", historikeren Komani, fortæller om romanens tilblivelse og bl.a. forklarer at Mellemtiden er betegnelsen for perioden 1500-2000. Romanen er angiveligt skrevet af forfatteren Ato Vari, der har forsøgt at leve sig ind i Mellemtidens sæder og skikke, for at give en realistisk beskrivelse af, hvad der tager sig ud som en eksotisk fortidskultur.

Madsen er en ekspert i at konstruere sine romaner som en slags tidsmaskiner, hvor fortid, nutid og fremtid blandes til de mest svimlende labyrinter. I 'Tugt og utugt i mellemtiden' indgår en fiktiv Århus-forfatter med det betydningsladede navn Sten Pekoral – sig navnet højt og associationerne er til at tage og føle på. Denne ordliderlige forfatter har opfundet en figur kaldet Sjat, der indgår i fiktionen som en levende person. Det vil sige, det er Vari, der lader Pekoral opfinde Sjat, for at Vari kan komme så tæt på virkeligheden som muligt. Senere får vi at vide, at Sjat skal blive morfar til Ato Vari! Og således lader Madsen på finurlig vis fiktionen og virkeligheden parre sig lystigt i flæng til gavn og fornøjelse for læseren – også i det 21. århundrede.

Kilder, links og centrale værker