Sprogets og fortællingens udvikling og essens udforskes i Svend Åge Madsens eksperimenterende robinsonade, hvor ikke kun samfundet, men selve hukommelsen er ude af drift.
”Tågen. Skriget. Skrigene der opstår, ikke de kendte, vanvidsskrig. Tågen, truende, eksplosionen. Ikke det vanlige vanvid, vanvid over vanvid. Tågen der kvæler alt, tågen der suger al menneskelighed til sig. Den sure gifti-gule svovldamp der æder enhver erindring. Opslugt af tidens grådige dag.”
Sådan begynder Svend Åge Madsens mammutroman 'Af den anden verden' (2017) - med en begyndelse, der samtidig er en slutning på den verden, som hovedpersonerne kender, og alligevel netop er en begyndelse - på genopdagelsen af verden og ikke mindst sproget.
Det pointeres tit, at der er en forbindelse mellem form og indhold, mellem sproget og den fortælling, der formidles. At dette er sandt kan ses i de fleste skrevne tekster, men sjældent så tydeligt, som det er tilfældet i Madsens ambitiøse værk, hvor læseren får lov til på tætteste hold at følge en flok menneskers forvirrende opvågning og langsomme vej mod dannelsen af et samfund.
Baggrunden for fortællingen er en gaseksplosion i noget, der minder om en kz-lejr. En gruppe fanger undslipper ombord på et skib, men ikke før de selv er ramt af giftgassen, der har den egenskab, at den ødelægger hukommelsen. Som voksne nyfødte ankommer de forulykkede til et sted, som nogle tror er Mols, andre er Narragonien, mens en enkel kvinde mener, det må være Australien. Her begynder de deres 60 år lange rejse mod civilisation, hvor både sprog, samfundsstruktur og teknologi skal opfindes på ny. Denne udvikling fastholdes i en række overleverede skrifter, der i romanen kaldes slæt - og det er af disse slæt, historien formes.
Sproget
Siden antiromanen 'Besøget' (1963), der var inspireret af Kafkas modernisme og den franske ”ny roman”, har Svend Åge Madsen leget med sine teksters indhold - men i høj grad også med genrebegrebet og sproget. Denne tradition er ikke forladt i 'Af den anden verden', hvor der mere end nogen sinde eksperimenteres. Således bruges sproget ikke blot. Det genopfindes. For selv sproget mangler de erindringsløse nybyggere - og uden et sprog, intet fællesskab.
”Dengang Olioru undersøgte de knolde med hårdt tag som de meget små seksbenede laver, og Olioru talte om knoldenes hårde låg. Til dét udbrød Gulga: Hus. De to fik derved det samme ord og samme opgave.”
På elegant vis understreger Svend Åge Madsen, hvordan enighed om orddefinitioner er nødvendig for virkelig samtale - også for os civiliserede mennesker, der stadig har vores hukommelse. Men samtidig viser han, at der netop i de nødvendige distinktioner mellem begreberne ligger en iboende risiko for fordomme, opdelinger og frygt - som det formuleres allerede i afslutningen af andet slæt:
”Det er fordi der er forskel hævder Aitia med åbne øjne. Nogle af os har to hudlapper på brystet. Nogle af os har hudlapper mellem benene. (…) Vi skal ikke dele os op, advarede Piat med svævende fagter. Vi er alle sammen forskellige. Begynder vi at inddele: nogle har lyst hår, nogle har mørkt hår, er der fare for at vi glider fra hinanden.”
Med udviklingen af sproget - og kampen mod de farer, denne udvikling rummer - opstår også forskellige genrer, der udover at understrege de flygtedes kulturelle udvikling også viser læseren, at jo, genre og erkendelsesform hænger sammen. Med sine brudte, syntaktisk forenklede sætninger og enormt lille ordforråd i første slæt videregiver Madsen de flygtedes forvirring til læseren selv. Ligesom de, er vi i tvivl om, hvad der sker, for når vi ingen ord har - eller får - for de ting, der omgiver os, kan vi heller ikke til fulde erkende dem. Helt anderledes bliver erkendelsen, når vi eksempelvis når til ottende slæt, der minder om det syttende århundredes romaner, til fjortende slæt, der er skrevet som en 1800-tals brevroman eller til afslutningen, hvor vi både møder krimigenren, drejebogen og en form for digitalt netværk. Imidlertid er de forskellige slæt ikke blot en opvisning i Madsens litterære kunnen eller en anskueliggørelse af fortællekunstens udvikling, men også en illustration af fortællingens eksistentielle baggrund og tilblivelseshistoriens betydning som moralsk rettesnor, idet slættene, trods deres store forskellighed, alle har en vigtig pointe - at sproget og kunsten skal forbinde mennesker - både til fortiden og til hinanden.
Spørgsmålet om den gode civilisation
Romanens slæt viderefører ikke kun en tilblivelseshistorie, men også en specifik etik. Dette betyder imidlertid ikke, at Madsens alternative verden er et paradis. Folk lyver, snyder, stjæler, dræber og alt det andet. Alligevel gennemtrænges samfundet af den oprindelige kz-fanges Nifingers ord: Vi skal opføre os ordentligt.
Denne simple læresætning, der videregives gennem den kollektive tilblivelseshistorie, som slættene er, danner baggrund for et velfungerende samfund.
I romanens afslutning, bliver den anden verden genfundet af ”civilisationen”, der har hørt rygter om et skib, der undslap en eksplosion i en kz-lejr. Efter et møjsommeligt arbejde, hvor teksten fra de første slæt, der minder mest om det sprog, de tilkomne taler, bruges som en form for rosetta-sten, kan de to grupper kommunikere. Efterkommerne af kz-fangerne får således endelig deres egen historie - ”nærmest som et sagn der var blevet sandt.” Slutningen illustrerer således igen, at det ikke kun er teknologiens og sprogets udvikling, Svend Åge Madsen udforsker, men ligeledes hvordan sagn bliver til, og hvilken betydning historien - og historierne - har for både et samfund og det enkelte individ.
I romanens begyndelse indgik to vogtere i kz-lejren et væddemål om, hvad der ville ske, hvis man lod en flok mennesker, der havde mistet alle erindringer og kompetencer, vokse op uden tilsyn. Den ene var overbevist om, at de ville dræbe hinanden og at verden ville blive grundlæggende kaotisk - en forestilling der bl.a. kendes fra William Goldings 'Fluernes herre' (1960). Denne vagt taber, hvilket ikke kun understreges af, at flygtningenes efterkommere på mange områder har nået et højere stade end civilisationen selv - fx med tanketale, men ligeledes af reaktionen, da ”civilisationen” tilbyder at tage flygtninges efterkommere med tilbage:
”Hvad gjorde du?
Blokerede for deres (civilisationens udsendte) hukommelse. Når de kommer hjem vil de overhovedet ikke huske deres ophold hos os.
Hvorfor gjorde du det?
Det må du da kunne tænke dig til. Hvis de først kom hjem og udbredte sig om os og vores opholdssted, ville vi ikke få fred. Det ville vække et postyr af den anden verden.”
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer