At dette kunne du få

’Alt dette kunne du få’ er en erindringsroman og et familieportræt, der kaster lys på forbindelserne mellem alt levende.
 

Romanen er sat i scene som en rammefortælling og begynder ved hovedkarakteren Barbaras hjemvenden til barndomshjemmet på Mols grundet farens hjerteoperation. Her forenes Barbara med sin mor og søster i deres vågen ved farens sygeleje. Romanen griber derefter tilbage i tid og beskriver Barbaras barndom på Mols, hendes ungdom, kærlighedsforhold og uddannelse, og hendes tidlige voksenår med bogdebut og familiestiftelse, for til sidst at vende tilbage til nutidsplanet i tiden efter operationen, der forløber som planlagt. Alligevel har lægerne svært ved at vække faren af narkosen.
 

Slægtshistorie og samfundshistorie
Inden for den anlagte ramme lader romanen sin egen kronologi sprænge og fortællingen fortætter sig som punktnedslag i form af tableauer, episoder, refleksioner og anekdoter. I denne vuggende, blidt fremadskridende fortælleform skrives et portræt af en familie frem, som på mange måder også er et portræt af en hel generation. Om faren hedder det fx: ”Erik er ødelagt af arbejdet. Allerede som halvtredsårig, da der ligger tyve års arbejdsliv foran ham, er han nedslidt. Han hører til den generation af mænd, vi på en måde mister til arbejdet.” Erik er således ikke blot sin egen skæbne; han er et produkt af sin generation, ligesom også morens skæbne er forbundet med de rammer samtiden sætter for hendes liv:

”På en måde er det en fornærmelse at sige noget pænt om Erik. Alt skal vendes, så det honorerer Sonja. Det er hende, der laver alt det usynlige arbejde, passer børn og hus, hende hvis arbejde kun bliver tydeligt, når det ikke bliver gjort... Alt det han gør, er på en måde en bevægelse væk fra hende, det er sådan hun føler det.”

I skildringen af barndomshjemmet som et Rousseau-inspireret paradis i pagt med naturen fremstår begge forældre som ensomme figurer, der spiller hver sin part i skabelsen af familien, men som også på hver sin måde er uopnåelige for døtrene. Romanen bliver et generationsportræt, der skriver sig ind i kønsdebatten, og ved romanens afslutning, hvor Barbara selv stifter familie, også i moderskabslitteraturen.
 

Et gigantisk netværk af liv
”Det skulle være en bog, der forbandt alt det levende i verden, så man kunne se storheden i det små, tiderne der gennemtrækker det konkrete.” Sådan skriver hovedkarakteren Barbara som voksen om sin debutroman, og samme opfattelse af verden og skriften gennemstrømmer 'Alt dette kunne du få'. I særlige øjeblikke af intenst nærvær, der overskrider fornuftens og rationalitetens logik overgiver barnet Barbara sig til en sanselig, drømmende og fantasifuld sammensmeltning med naturen og dyrene:

”Så ligger hun mellem de sovende heste, og det bliver i nogle få vidunderlige øjeblikke umuligt at sige hvor hendes krop slutter og hestenes begynder, fluerne kravler over dem alle, over hestenes varme pels og over hendes varme hud – hestenes haler, når de slår fluerne væk, stryger over hendes arm, og der er en sær lykke ved det hele.”

Med udgangspunkt i en omhyggelig og præcis registrering af detaljen, kaster romanen et særligt lys på verden, hvor det konkrete åbner små portaler til en anden form for væren. I et sprog, der på en gang er udfordrende og reflekterende, fantasifuldt og undersøgende, viser skriften en stor sensibilitet over for at være fuldt til stede i verden og forfølger oplevelsen af at smelte sammen med noget, der rækker langt ud over individet selv.

Gennem skriften males billeder af både mentale og fysiske landskaber og den fælles logik, der styrer begge landskaber: ”Det var, som om gråden lånte hende, sådan som alle de største følelser ikke synes at komme indefra, fra et sted dybt inde i mennesket, men snarere synes at stryge gennem kroppene på samme selvfølgelige og ømme måde, som vinden stryger gennem kornet.” Romanen er præget af denne vedvarende bevægelse mod at overgive sig til noget andet end de velkendte indre og ydre rørelser, til en anden form for bevægelse eller rørelse, der med romanens egne ord kan ”opløfte til en ny orden”.
 

Skriften som en sammenvævning
På samme måde bliver også skriften et stort sammenhængende netværk af forbindelser og sammenhænge. Et netværk eller en sammenhæng, der ikke opløser den konkrete detalje, men opstår ud af den: “Et menneskes hele bevidsthed kan samle sig omkring et lille messinghængsel med en kraft, der langt overgår den, med hvilken man kaster sig over de største filosofiske problemer. Hele den vestlige filosofihistorie kan intet stille op over for et messinghængsel, en knæhase eller erindringen om at løfte en isflage af hestenes vand en nat i januar.”

Ud af den poetiske, filosoferende og konkret sansemættede tekst vokser som allerede nævnt en slægtsfortælling og generationsportræt, der skriver sig ind i kønsdebatten og moderskabslitteraturen. Men skriften er en sammenvævning af en række forskelligartede elementer, og karakteristikken af romanen kan langt fra standse ved disse træk. Der spindes tråde til bjergbestigning og klimakrise, og episoderne kombineres med filosofiske refleksioner, beskrivelser af andre skæbner og anden litteratur. Især er den færøske forfatter Jørgen-Frantz Jacobsens liv og arbejde med romanen Barbara fra 1938 et motiv, der løbende skrives ind i fortællingen. Ligesom en gruppe unge mænds katastrofale bestigning af bjerget Eiger i de schweiziske Alper træder frem af fortællingen, der bevæger sig fremover som kontinuerlige punkter og former en collage af små sammenskrevne tekststykker. Der trækkes på filosofiske pionerer som æstetikkens ophavsmand, Alexander Baumgarten, og den moderne videnskabs grundlægger, Alexander von Humboldt: “ Humboldt så ned over bjergkædens folder der bugtede sig i landskabet under dem. Oven på års studier så han nu i ét billede verden som én stor levende organisme, forbundet i det samme store lysende netværk.”
 

Josephine Klougart på det litterære Danmarkskort
Josephine Klougart debuterede i 2010 med erindringsromanen Stigninger og fald, der med sin ekspansive og billedrige skrift noget usædvanligt for en debutant indbragte forfatteren en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris. I 2013 blev hun igen nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for romanen En af os sover fra 2012, en erindringsroman om tab af barndomshjem, kærlighed og identitet. Imellem disse udgivelser havde Klougart desuden udgivet en tredje roman Hallerne fra 2011, hvor hun i et mere ordknapt sprog skriver den tomhed frem, der er mellem den mandlige og kvindelige hovedkarakter i romanen. Klougart har desuden udgivet romanerne Om Mørke 2013 og New Forrest 2016.

Klougarts forfatterskab er en vedvarende udforskning af menneskesindets sammensætning og uudgrundelighed, og hendes romaner centrerer sig om temaer som barndom, seksualitet, parforhold og natur. Klougart sammenlignes ofte med en anden dansk forfatter, der skriver sansemættet om sin hjemstavn, Hans Otto Jørgensen, og hendes forfatterskab kan læses som en poetisk og filosoferende videreudvikling af den jyske hjemstavnsdigtning med forgængere som Johannes V. Jensen og Jakob Knudsen. Og med rødder i en associativ og ekspanderende skrift inspireret af Virginia Wolf.

Der er en markant selvbiografisk dimension i Klougarts forfatterskab, og i Alt dette kunne du få understøttes de selvbiografiske elementer af et skift fra tredje til første person ved romanens afslutning, hvor det ikke længere er Barbara, men et jeg, der fortæller. Det selvbiografiske har været en kraftig tendens i 2000’ernes nordiske litteratur hos forfattere som Karl Ove Knausgård og Knud Romer. Hos Klougart er det dog ikke det specifikke, konkrete begivenheds- og udviklingsforløb, der er fortællingernes omdrejningspunkt. Ofte fremstår karakterer og begivenheder mere som konturer end som sceniske fremstillinger, mens skriften gennem det konkrete søger et andet sted hen og med romanens egne ord ”insisterer på at se det universelle først, mennesket først ”.