Blixen, Karen - Babettes gæstebud

Fortællingen om den franske flygtning Babette, der er strandet i et afsides norsk sogn, er et fremragende eksempel på Karen Blixens ’storytelling’, når den er bedst.

Babette’s Feast blev første gang trykt i Ladies Home Journal i 1950. Bogen udkom første gang på dansk under pseudonymet Isak Dinesen i 1952. Senere blev den genoversat af Karen Blixen selv og udgivet i novellesamlingen Skæbne-Anekdoter (1958). Babettes gæstebud blev filmatiseret af Gabriel Axel i 1987.

Efter et langvarigt ophold i Kenya bosatte Karen Blixen (1885-1962) sig i begyndelsen af 30’erne i sit fødehjem Rungstedlund, og det blev her langt størstedelen af hendes forfatterskab tog form. Baronessens særligt eksotiske liv, personlighed og forfatterskab har placeret hende solidt i den danske litteratur og offentlighed. Forfatteren høstede også megen international berømmelse for Syv fantastiske fortællinger og Den afrikanske farm.

Karen Blixens Babettes gæstebud er, som de fleste af hendes fortællinger, henlagt til en fortidig sfære, som i dette tilfælde kan fastsættes til begyndelsen af 1870´erne. Den nordnorske landsby Berlevåg udgør den geografiske scene, hvori en spartansk religiøs menighed lever sit afholdende og strenge liv. To gammeljomfruelige søstre lever under samme tag og opretholder denne religiøse menighed, som deres afdøde fader, en provst og profet, var ophavsmand til. Søstrene har endvidere en eksileret fransk kokkepige boende, som de godhjertet har taget til sig efter hendes flugt fra den franske opstand, Pariserkommunen.

Hendes navn er Babette, og det bliver denne kvindes skæbne og indtrædelse i det puritanske miljø, fortællingen drejer sig om. Babette har i sit hjemland været en tilbedt og berømmet gourmetkok, men har i sin tid i Berlevåg ikke haft mulighed for at udfolde sine særlige talenter. Muligheden opstår dog mirakuløst, idet to begivenheder viser sig at falde sammen: en lotteriseddel beriger Babette med 10.000 franc, og mindedagen for den afdøde provst nærmer sig. Babette sætter sig for at udleve sin skæbne som (mad)kunstner, og tilrettelægger en sofistikeret og udsøgt middag, der ville indgyde respekt og applaus fra feinschmeckere. Middagsgæsterne er imidlertid de lokale nordnorske bønder, der ikke har nogen anelse om, hvad der stimulerer deres smagsløg. Ikke desto mindre tager middagen form som en symbolsk nadver, hvor himlen kortvarigt bringes ned til middagsgæsterne; gamle fjendskaber opløses, kærlighed, forståelse, lykke og forløsning breder sig, mens maden fortsat lader englene synge. På den måde fremtræder fortællingen både som en udpræget skæbnefortælling og en allegori over kunstens væsen.

Babettes gæstebud kan karakteriseres som et fremragende eksempel på Karen Blixens ’storytelling’. Fortællingen anvender mange stilistiske virkemidler fra den klassiske fortælling, men applicerer alligevel disse med en særlig fornyende effekt. Skæbnemotivet og den mærkbare spænding mellem det mytiske og det almenmenneskelige bliver en del af den fantasme og det enigmatiske slør, der uvilkårligt lægger sig over fortællingen.

Babettes gæstebud indskriver sig i den danske 50’er-litteratur som en atypisk fortælling, der ikke opfanger mange af tidens samfundsdebatterende eller åndeligt indadvendte tendenser. Hverken verdenskrigene, industrialiseringen eller moderniseringen finder vej til Karen Blixens forfatterskab, og hendes stil bliver dermed tidløs.