Bog

Identiteten

Af (
1998
)

Anmeldelse

Identiteten af Milan Kundera

Milan Kundera er måske mest kendt for romanen "Tilværelsens ulidelige lethed", der ganske vist er en god bog, men forfatteren har også skrevet en del andre bøger, som den gode læser ikke bør snyde sig selv for at læse.

En af disse bøger er kortromanen "Identiteten", der gjorde stort indtryk på denne anmelder.

Et midaldrende parisisk ægtepar, Chantal og Jean-Marc, har aftalt at holde en forlænget weekend i en mindre havneby i Normandiet.

Chantal er ankommet til byen en fredag aften og afventer, at Jean-Marc skal ankomme til stedet formiddagen efter. Hun fordriver ventetiden med at gå en tur ved stranden og med at spise en sen aftensmad i hotellets restaurant.

Da Jean-Marc mod forventning ankommer til kystbyen tidligere end ventet tager han ud til stranden for at lede efter sin hustru og for at overraske hende med sin tidlige tilstedeværelse.

Da Jean-Marc på stranden mener at have fået øje på Chantal vinker han og løber hen mod hende – kun for at opdage, at han har taget fejl af Chantal og en markant ældre og markant mindre attraktiv kvinde, der ikke forstår hvorfor en fremmed mand står og vinker til hende.

Chantal er taget tilbage på hotellet i depressiv tilstand over, at fremmede mænd ikke længere vender sig om på gaden efter hende, og både Chantal og Jean-Marc må på hver deres måde genopfinde deres egen identitet, men de må i særdeleshed også genopfinde hinandens identitet, for hvem er de i virkeligheden? Hvis man kan tage fejl af hinanden kan man også tage fejl af sig selv og hvem er ens ægtefælle udover udelukkende at være ægtefælle? Er det i virkeligheden en velsignelse eller måske en frygtelig indsigt at kende sin egen og modpartens fulde identitet?

Kortromanen handler på overfladen om ægteparrets forlængede weekend ved havet og deres indbyrdes forhold, men handler i lige så høj grad om hvordan vi opfatter os selv og vores omverden.

Skal man analysere romanen kan man med en vis ret påstå, at bogen handler om angsten for at miste sig selv (eller miste den man troede at man var) og om angst for at miste hinanden eller for at have misforstået den historie man har opbygget sammen.

Milan Kundera har med ”Identiteten” skrevet en roman, der trods sit beskedne sideantal er dybsindig, tankevækkende og indsigtsfuld. På ganske få sider formår Kundera at beskrive den fremmedgjorthed man kan føler hvis man befinder sig i et ulige forhold – eller for den sags skyld i et forhold, hvor man troede man var klar over hvad man fik da man indgik i relationen.

Romanen er skrevet i et nøgternt og fåmælt sprog, som jeg fandt sympatisk og beskrivende. I det hele taget synes jeg forfatteren forstod sine romanfigurer og også formåede at beskrive personerne på en overbevisende måde. Handlingen var koncis og troværdig, og derfor lander jeg på 4 solide stjerner for ”Identiteten”, det er en bog, der gjorde indtryk på mig.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
22269542
ISBN
9788700337466
Antal sider
121

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer