Alberte Winding (f. 1963) voksede op i Tisvilde, København og på Ærø og er datter af Thomas Winding og Lulu Gauguin. Hun er forfatter, skuespiller og musiker og har udgivet en række plader med både pop- og børnemusik.
Som forfatter står hun bl.a. bag børnebogsserierne om Betty og Anker, der er fortalt i øjenhøjde med de 2-5-årige og er fyldt med sjove og genkendelige situationer. Alberte Winding har desuden skrevet ungdomsbøgerne Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog, Når jeg savner far og 'Albertes pigebog', der henvender sig til piger på vej mod puberteten. For voksne har hun skrevet romanen Tisvilde strand, en lyrisk roman om skilsmisse, savn, tab, ensomhed og glæden ved børn.
I 2018 udkom Albertes erindringer fra barndommen, Kastevind, der er en ualmindelig fin barndomsskildring i et flot og sanseligt sprog, hvor hun fortæller om at navigere mellem voksne, der er optagede af deres eget. Om sårbare venskaber, drenge og det første kys - og om at miste sin mor og være alene med sin sorg.
Fotograf: Miklos Szabo, 2013 |