Bog

Hund

Af (
2016
)

Anmeldelse

Hund af Tina Sakura Bestle (illustreret af Anna Jacobina Jacobsen)

01 feb.20

En barsk billedbog om omsorgssvigt og vold i familier, men også en bog fyldt med håb og kærlighed. En bog, der viser, at mange børn er fuldt ud i stand til at handle, hvis ikke de bliver elsket og passet på der, hvor de er.

Rosa bor sammen med sine forældre og de allervigtigste, kongepudlerne Daisy og Mitsy, som begge har Rosas forældres fulde opmærksomhed. Rosas far tvinger Rosa til at tage et hundekostume på, som hendes mor har syet, og hun skal øve at sitte, dække mm.

Morgenen efter ser hun, at hendes mor har et blåt øje. Herfra tvinges Rosa med på hundeudstillinger som hund. Hun tvinges til at sove med hundene i kurven om natten og spise samme mad som dem, dog i egen madskål. Og hendes navn er ikke Rosa længere, men Hund.

Rosa kan ikke dresseres, så hendes forældre efterlader hende alene i en fremmed by. Hun lukkes ind hos en ældre kvinde, som hjælper hende ud af hundekostumet og behandler hende som den Rosa, hun i virkeligheden er. En dag ringer hendes mor på døren, men Rosa giver sig ikke til kende og den ældre kvinde afslører hende ikke. Til gengæld beder hun moderen om at lægge sin adresse. På sidste side i bogen sidder Rosa og skriver et brev til moderen, der er rejst fra Rosas far. Måske kan de genforenes?

Denne stærke billedbog viser, hvor vigtigt det er, at børn føler sig forstået og at ingen skal tvinges til at være noget, som de ikke er. Børn er uendeligt loyale, men nogle børn har en styrke, modenhed og selvopholdelsesdrift, der gør, at selvom de elsker deres forældre, kan de godt se, hvis den behandling, forældrene udsætter dem for, ikke er rimelig.

Tina Sakura Bestle er eminent til at skrive historier om nogen, som er svage eller skæve, men som ændrer deres liv til noget godt. Anna Jacobina Jacobsen tegner helt fantastisk og kan skabe forståelse og uddybe teksten, som Tina Sakura Bestle skriver. Da Rosa har det rigtigt svært, er farverne mørke og Rosa kan kun se verden gennem tunnelsyn. Genialt samarbejde. De to har sammen skabt forunderlige og hjerteskærende fortællinger, bl.a. ’Lille lort’, Tordenblod og søstrene Sol’ og ’Bogen om Blom’.

Bogen kræver, at man er ca. 11 år for at kunne forstå den, men er alligevel bedst at læse sammen med nogen.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Graphic
Anna Jacobina Jacobsen
ISBN
978-87-02-19672-6
Antal sider
60

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer