Bog

En Dødsnat + novellen Ved Lars Skrædders Sygeseng

Af (
2013
)

Anmeldelse

En dødsnat og Ved Lars Skrædders sygeseng af Marie Bregendahl

28 maj.14

Fantastiske beskrivelser af de barske livsvilkår på landet i 1880’erne, hvor døden er en naturlig del af livet og kan ramme når som helst.

Marie Bregendahl (1867-1940) er inspireret af den mundtlige fortælletradition og af det moderne gennembrud, der som bekendt satte problemer til debat. Bregendahl rejste fra Jylland til København, og hun var i en periode gift med Jeppe Aakjær. Hun blev skrevet ud af litteraturhistorien i lighed med andre kvinder, men nu har forlaget Gladiator sat sig for at sætte fokus på glemte kvindelige forfattere.

Bregendahl beskriver nøgternt det cykliske liv på landet, hvor livets gang var bestemt af årstidernes skiften. På den tid var Danmark et klassesamfund, hvor social opstigning forblev en drøm for de fleste, der var børn af daglejere og husmænd.

I 1880’erne døde mange kvinder i barselssengen og andre døde af banale sygdomme, begge dele beskrives i de to fortællinger. Både i En dødsnat og Ved Lars Skrædders sygeseng tilkaldes lægen først, når det er for sent. Det skyldes, at man troede, at det var Guds vilje, når sygdommen ramte og en stærk tro på autoriteterne gjorde, at man ikke ville tilkalde doktoren unødigt. Karakteren Doktor Lund går igen i begge fortællinger. Han beskrives som en læge, der bevarer roen, og som respekterer alle mennesker, også dem, der ikke er boglærde.

I En dødsnat ligger Anna Gram døende i barselssengen. Hun har været familiens samlende kraft, og det er en tragedie, hvis hun ikke overlever. Imens går livet videre, og der bages vafler, et ritual der gentages ved alle fødsler på gården. Datteren Lise er bekymret for sin mor, men samtidig tænker hun på de muligheder, mores død vil give hende, eksempelvis at hun kan gå i hendes tøj. Samtidig aner hun en barsk fremtid for sig selv og sine søskende.

I En dødsnat er der en alvidende fortæller på spil, der både beskriver de ydre omgivelser og personernes tanker og følelser. Det fremgår ikke tydeligt hvem hovedpersonen er i En dødsnat, ved første øjekast er det Lise, men måske er det Anna Gram, der er hovedpersonen.

Novellen Ved Lars Skrædders sygeseng beskriver en sørgelig skæbne. I gamle dage var det de vanføre eller handicappede, som ikke kunne klare hårdt fysiske arbejde, der blev skræddere. Det er også tilfældet i ´Ved Lars Skrædders sygeseng´. Det ulykkelig ved historien er, at Lars ikke blev født som krøbling, men blev slået til krøbling af sin husbond som barn. På den tid måtte børn ud at tjene blot ti år gamle, når deres familie var fattige. Lars Skrædder har trods sit handicap forsøgt at give sin intelligente søn mulighed for at tage en uddannelse, men efter latinskolen rækker sønnens evner ikke længere, og han dumper sine eksamener.

Der skal lyde en varm anbefaling fra denne anmelder af En Dødsnat og Ved Lars Skrædders sygeseng, som begge gør et uudsletteligt indtryk. For nye læsere vil det oplysende efterord ved tidligere rektor for forfatterskolen Hans Otto Jørgensen være et godt sted at starte. 

 

Analyse

Bregendahl, Marie - En dødsnat

En Dødsnat udspiller sig som en tragedie midt imellem livet og døden, imellem altings begyndelse og slutning. Romanen skildrer det ubarmhjertige drama, der på en enkelt nat udspiller sig omkring en skæbnesvanger fødsel, der ender med en dødelig styrtblødning.

Scenen for det ubarmhjertige skue er Broholm, en større gård et sted på Skiveegnen i 1870’erne. Som i en græsk tragedie lurer der hele fortællingen igennem en lunefuld og indifferent skæbne på menneskene, der til sammenligning synes små og magtesløse. Fortællingen er blottet for blød sentimentalitet, men alligevel er der masser af humor og ironi at skimte i Marie Bregendahls (1867 – 1940) karaktertegninger. Hver især stræber romanens personer efter at finde en højere, bagvedliggende mening ikke blot med Anne Grams død, men med livet som sådan. En Dødsnat er dermed først og fremmest en fortælling om forskellige menneskers symbolske strategier for det meningsløse: hvordan bevarer man sin medmenneskelighed, håbet og ikke mindst troen på Gud i en verden, der gang på gang demonstrerer sin ondskab, tilfældighed og (gudløse) meningsløshed?

Døden lurer overalt – et litterært stilleben
Lise, der med sine 14 år er den ældste i søskendeflokken, går fra barn til voksen på dødsnatten. Hun deltager i sine søskendes leg i mormorens have, men hun gør det med den voksnes alvor: ”Hun deltog i Dansen (…) saa overdrevet som den, der har en indre Stemme at overdøve”. Overgangen fra barn til voksen er uløseligt forbundet med tabet af uskyld.

Scenen i mormorens have er som et stilleben, hvor der altid gemmer sig et fordærvet æble i arrangementet på frugtfadet. Morens dødsskrig blander sig med børnenes leg og minder dem om altings forgængelighed. Ikke blot de legende børn, men samtlige mennesker i En Dødsnat er fremstillet i et litterært stilleben; fortællepositionen er overpersonal, dvs. vi betragter det hele fra oven og ser personerne udefra, dog hovedsaligt fra børnenes perspektiv (lidt som i en film eller et teaterstykke). Den usynlige fortæller er alvidende og kan skue frem og tilbage i tiden, hvilket alt sammen er med til at skabe en stemning af, at vi befinder os i en frossen, tidløs osteklokke, hvor der kan panoreres frem og tilbage, ganske som frugterne i fadet er arrangeret af renæssancemaleren og hans undersøgende blik. Det er mesterligt gjort af Bregendahl, der demonstrerer total kontrol over sit materiale.

Bregendahl maler et realistisk, naturtro billede med trivielle scener fra hverdagen, men det trivielle, det forventelige, ilægges noget uhyggeligt, noget skævt. Hermed brydes læsningens kontinuitet med det uventede. Børnenes leg i haven er harmonisk og fyldt med varme og glæde, men morens skrig flænger roen og bringer døden ind i billedet. Billedet rykkes ud af fokus, og denne uhyggelige skævhed hænger over hele Broholm og resten af fortællingen: ”Saadan syntes Smaapigerne ogsaa, at der var noget forstyrret over alle de Mennesker, der dukkede op.” Lise og hendes kusine gemmer sig i en krog i køkkenet, og iagttager folkene, der er stærkt foruroligede over morens blodige fødsel. Overgangen fra barn til voksen kvinde markeres for Lise ved, at hun ikke kan deltage i sine mindre søskendes leg længere, men også ved dét, hun ser og hører på Broholm; hun hører sin mor anråbe Gud (og ikke få noget svar), imens hun bløder ihjel i barselssengen. Overgangen fra barn til voksen er dermed forbundet med smerte. Det er kvindens lod at give liv til menneskeslægten i en pøl af blod og smerte!

Forsøg på at gribe om det uforklarlige
Det afsløres, at Anne Gram har haft et mareridt, hvor hun advares imod at tilkalde en læge; hvis lægen tilkaldes, vil det føre til hendes død. Stillet overfor usikkerheden omkring fødslen har hun grebet til overtro, der med tragisk ironi medfører den død, hun søger at afværge. Folkene på Broholm venter med at tilkalde lægen af frygt for morens reaktion, og da lægen endelig tilkaldes, er det for sent. Det er bondsk fatalisme – folk lever, om Gud vil, og vi kan derfor ikke gøre noget – der fremskynder døden! Utilstrækkelige forklaringsmodeller for livets meningsløshed er et gennemgående tema i bogen. Samtlige personer, ikke blot Anne Gram, griber til hver deres forklaring, som kan få livet til at give mening, men hver forklaring klinger underligt hult og udstilles på næsten komisk vis som irrationel overtro.

Lise griber til kristendommen i forsøget på at indskrive døden – og livet – en mening. Mennesket tillægger det meningsløse intentionalitet, og ser en kommunikativ afsender bag den sjælløse naturs bizarre hændelser. At krænge en forklaring ned over det meningsløse er måske det, der holder mennesket mentalt sundt, og Lises håb og medmenneskelighed kan direkte afledes heraf. Side om side med disse positive egenskaber ved menneskets spontane konstruktion af mening er der dog en dunkel skyggeside. Den kristne forklaringsmodel leder Lise ud i et destruktivt selvpineri, hvor hun føler skyld over morens død; havde hun opført sig anderledes, ville Gud måske forbarme sig og lade moren leve. Gud kræver, at mennesket skal affinde sig med Hans vilje og ikke have egne, forfængelige håb, som nu Lise, der håber, at moren skal overleve. Om dette skal ses som religionskritik eller ej, er et spørgsmål om fortolkning, men sikkert er det, at Bregendahl udstiller de positive og negative aspekter af menneskets meningstilskrivelse.

De to livsstrategier, håb og fortvivlelse
Lise overvinder sin tvivl på Gud og siger som Jesus i Gethsemane Have: ”Ske ikke min, men din Vilje, Gud”. Hermed vender hun sig fra pessimismen og fortabelsen og affinder sig med den hårde skæbne som moderløs i 1800-tallets Danmark. Lise hærdes af livets grumhed og overlever dermed. Hun repræsenterer håb og medmenneskelighed, mens søsteren Helga repræsenterer den diametrale modsætning, nemlig pessimisme, fortvivlelse og bitterhed.

I Bregendahls univers præger verden mennesket, som man præger runer ind i sten. Dermed bliver håbet og fortvivlelsen to livsstrategier, man kan vælge at følge for at komme overens med de ar, livets prægninger giver. De forskellige forklaringsmodeller, som folk bruger til at indskrive en mening i verden, kan alle underdeles hver sin livsstrategi, hhv. håbet og fortvivlelsen. Bedstemoren er den ypperste repræsentant for det positive livsprincip. Hun har givet liv til 14 (!) børn og overlevet flere af dem og har på egen krop mærket livets meningsløse brutalitet. Hun er den ultimative overlever i livets tragedie. Hendes vej til overlevelse er hverdagens trivielle ritualer. Under fødslens sidste timer, hvor det står klart for alle, at moren skal dø, fortsætter bedstemoren med at lave et stort madbord, som man nu engang gør ved fødsler. Ligeledes holder hun fast i det gamle ritual om at sætte en gammel, vakkelvorn natstol ind til den fødende, selv om de omkringstående finder det upassende. Lægen, som endelig har indfundet sig, sætter sig på stolen, der går i stykker. Lise kan ikke lade være med at le, da hun ser dette: ”(…) det trak op til et Smil i Lises Ansigt – midt i Graaden og Sorgen, saa glimtede det frem.” Dette leder frem til moralen: ”Lises større Udholdenhed kom af, at hendes Sind, ligesom Klog’ Sines, kunde huse forskellige Følelser paa samme Tid, og at hendes Tanker kunde (…) strejfe om til hverdagsagtige Ting.”

Det er bemærkelsesværdigt, at faren, som kommer sent hjem fra en rejse til en fjerntliggende gård, knækker sammen ved synet af sin døende kone. Det er udførligt beskrevet, hvorledes manden bryder sammen, og aldrig bliver den samme igen efter dødsnatten. Den smukke (eller brutale?) morale er, at de, som kommer igennem livet på anstændig vis, besidder en psykisk elasticitet. De, som bittert ønsker sig et sorgfrit og anderledes liv, ja de knækker som stive, porøse pinde i vinden.

Kilder, links og centrale værker

04 jul.19

Bogdetaljer

Forlag
Gladiator
Faustnummer
51017889
Graphic
Thomas Joakim Winther
ISBN
9788799617654
Antal sider
187

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
AfElse Cederborg
fre, 06/06/2014 - 08:47

Marie Bregendahl var en stor forfatter, der desværre nok er blevet glemt nu. Hun fortjener en renæssance.