Den jeg skulle blive

Identitet, kønsroller og kærlighed kommer under luppen i gribende og hudløst portræt af en midaldrende mand i livskrise.

Et hurtigt og uplanlagt kærtegn af en kundes assistent. Det er alt, hvad der skulle til. Klienten kræver tekstforfatteren Henning fyret, og Hennings chef må lægge afstand for at sende et klart signal. Fyringen sender den midaldrende Henning ud i en eksistentiel krise og en række overraskende erkendelser. For at bruge et par af forfatterens rammende vendinger fra romanen så er denne læseoplevelse som et ”blødt chok”, og man føler ”et mildt stød af ømhed” for romanens hovedperson, for Geir Gulliksen skriver, så de fleste vil kunne genkende sig selv.

Efter fyringen begynder Henning at reflektere over sit liv og spekulere på, hvad der har gjort ham til den mand, han er nu. Efter flere ungdomskærester og to forliste ægteskaber er han alene og træt af den rolle, han i mange år har indtaget som manden i forholdet. De to nu voksne døtre lægger afstand til ham, og relationen til dem er tynd og skrøbelig.

Allerede i sine unge år havde Henning et moderne syn på kvinderoller og parforhold, og de feministiske værdier lå ikke langt fra ham. I erkendelsens klare lys ser Henning nu sig selv i et andet lys i relation til kærester, ægteskaber og forholdet til faren i barndommen, og hvordan det hele har formet ham. Det er en hård erkendelse at indse, at han er blevet ”en af den slags mænd”, som han altid har forsøgt at undgå at ende som. Træt af kvinder beslutter han sig for at lade sin krop og lyst råde, og det bringer ham ud i nye seksuelle erfaringer med sit eget køn.

Geir Gulliksen skriver klogt og til tider fortvivlende om, hvordan vi mennesker søger at blive en bedre eller måske ligefrem (op)rigtig udgave af os selv gennem andre og om troen på (eller illusionen om), at det næste parforhold vil være vejen til endelig at blive sig selv. Men hvornår er man blevet sig selv? Styrer vi livet eller former det os? spørger Gulliksen i denne velkomponerede historie om identitet, køn, seksualitet og søgen efter mening. Romanen er ikke kun sørgmodig, men i glimt også morsom, tåkrummende og provokerende.